Drug-filmens typologi – subgenrer og muligheder

Af Pelle Hegelund

Med denne uges danske premiere på Dallas Buyers Club føjes endnu en film til samlingen af film med stoffer som det centrale tema- og plotmæssige omdrejningspunkt eller sagt mere mundret: Et nyt medlem melder sig i drugfilm-genren. I den anledning er det med stor glæde, at jeg vil byde på et indblik i denne, en af mine absolutte yndlings filmgenrer, som for alvor har kapret sig en plads i filmhistorien i løbet af de sidste 20 år og lever i bedste velgående.

Spænd sikkerhedsbæltet, you are in for a bumpy ride! Rusjebaneturen ind i stoffernes smukke, mørke, ekstatiske og depraverede verden på film er begyndt!

Choose Life!

Rentons ironiske credo i Trainspotting (1996) er symptomatisk for den første type af drugfilm – den postmoderne-refleksive drugfilm. For det han i virkeligheden siger er ”Life” – i ét kæmpe-stort, råbende citationstegn! For livet uden stofferne er meningsløst. Eller mere præcist – stofferne udfylder tabet af mening i det senmoderne samfund.

I denne type drugfilm, som også tæller eksempler som Fear and Loathing in Las Vegas (1998), den danske Nordkraft (2005), den noget mislykkede Spun (2002) og sidste års skandale-succes på CPH PIX Spring Breakers (2012), er stofferne en indgangsvinkel til en tematisk behandling af det moderne menneskes oplevelse af meningstab. Rusen erstatter den plads i hjertet og hjernen som tidligere udfyldtes af religion, tradition, ideologi og fællesskab, men den gør det ikke uden voldsomme risici og konsekvenser.

I den postmoderne-refleksive drugfilm udfylder stofferne tabet af mening i tilværelsen, mens filmene samtidig er præget af en vild og postmoderne stil.
I den postmoderne-refleksive drugfilm udfylder stofferne tabet af mening i tilværelsen, mens filmene samtidig er præget af en vild og postmoderne stil.

I Fear and Loathing in Las Vegas er stofferne og det generelle vanvid hos hovedpersonerne en konsekvens af det meningstab, som er fulgt i kølvandet på 68’er generationens ungdomsoprør. Det startede med en tro på kærlighed, frihed, bevidsthedsudvidelse og fællesskab, men endte i afhængighed, overdoser, psykoser, individualitet og Nixon. Så i indgangen til halvfjerdserne er de gamle bannerførere efterladt med bristede illusioner i en tilstand, hvor idealerne er væk og kun stofferne er tilbage. I Nordkraft  har alle hovedkaraktererne stofferne inde på livet, og de slås alle med at finde mening i tilværelsen. Det er dog i handlingstråden, der knytter sig karakteren Steso, at sammenhængen mellem stofferne og meningstabet er skrevet ud i yderste potens. Steso har alle forudsætninger for at opnå det, man efter gængse konventioner vil opfatte som ”et godt liv” i det danske samfund. Han kommer fra en god familie med villa, Volvo og vovse, og han har hovedet godt skruet på. Det gode liv tilbyder dog ikke det, som er det vigtigste for Steso – den eksistentielle mening. I stedet vælger han den flygtige ekstase, som stofferne kan tilbyde ham, og da kroppen ikke kan holde til mere, tager han konsekvensen og begår selvmord. Stesos karakterudvikling minder faktisk slående om Rentons  i Trainspotting, og tematikkerne er også nærmest spejlinger af hinanden. Ligesom hos Steso udgør perioder af variabel længde som skiftevis user og clean også Rentons livcyklus. Når han er på heroin fylder rus og abstinens hele hans tilværelse, mens hverdagens trivialitet og generelle meningsløshed hurtigt indhenter ham, når han er clean. I modsætning til Steso bliver selvmordet dog ikke udvejen for Renton, men det betyder ikke, at filmen ender lykkeligt. Renton vælger til sidst med åbne øjne at give køl på idealismen og i stedet omfavne den borgerlige tilværelses konformitet og velbehag – hvilket meddeles direkte til publikum med bidende sarkasme med sidebemærkningen ”I’m gonna be just like you”.

Karakteristisk for den postmoderne-refleksive drugfilm er det dog også, at tematiseringen af det senmoderne samfunds tab af mening modsvares af en vild, eklektisk, excessiv og postmoderne stil, som også står garant for, at filmene langt fra virker så sortsynede, som narrativet umiddelbart giver indtryk af. Stoffernes indvirkning på den menneskelige perception giver anledning til at grave dybt i denne stilistiske værktøjskasse, og filmene byder derfor ofte på et festfyrværkeri af visuel-originalitet. Trainspotting byder på virkeligt mindeværdige scener, som da Renton i sit forsøg på at genfinde de stikpiller, han netop har ”mistet” ved et toiletbesøg, dykker ned gennem toilettet med hovedet først og i næste nu svømmende finder stikpillerne på havets bund, eller Rentons overdosis midtvejs i filmen, som visuelt præsenteres ved, at han synker ned gennem gulvtæppet og ser menneskene, der prøver at genoplive ham på lang afstand. I Spring Breakers, hvor stofferne bare er en del af den generelle hedonisme, som udfylder meningstomrummet hos hovedkaraktererne, ser man den nok mest udprægede brug af excessiv stil. Mens de kvindelige hovedkarakterer i narrativet øjensynligt bevæger sig mod afgrunden i deres jagt på rus og ender med at gå amok med maskinpistoler i noget, der nærmest ligner en symbolsk apokalypse, så synes stilen blot at blive mere og mere ekstatisk. Fra de vilde kameraturer gennem kæmpefester og close-ups af booty-shaking i slowmotion i starten, stiger intensiteten i det æstetiske udtryk og smukke poetiske passager kulminerer i pistoldans i solopgangen, akkompagneret af Britney Spears spillet på Steinway-flygel med så vild intertekstualitet, at ”postmoderne” nærmest ikke er en dækkende betegnelse længere.

 

Christiane F rammer bunden for fuld hammer, som det er kutymen i den moralsk-tragiske drug-film
Christiane F rammer bunden for fuld hammer, som det er kutymen i den moralsk-tragiske drug-film

Den lige vej mod bunden

Sådan kan man bedst beskrive den dramaturgiske udvikling i den genreforgrening, jeg har valgt at kalde den moralsk-tragiske drugfilm. I denne type film er der fokus på stoffernes menneskelige og fysiske konsekvenser. Man følger karaktererne mens afhængigheden langsomt tager deres frie vilje fra dem, og mens kemikalier og sygdom ødelægger deres krop. Udgangen på filmene er aldrig lykkelig eller tvetydig – den er altid fatal. På den måde er der en stærk parallel til genren socialrealisme. Dermed rummer filmene i genren også et utvetydigt, moralsk-opbyggeligt budskab: Stofmisbrug er noget skidt. Repræsentanter for denne type film er bl.a. Cristiane F (1981), Candy (2006), Requiem for a dream (2000) og Submarino (2010). Denne type har i højere grad en realistisk stil i tråd med socialrealismen og den realistiske fremstilling af stofmisbrugernes fysiske forfald er ofte forfærdelig og gruopvækkende. Flere af filmene benytter dog også en mere markeret og postmoderne stil i lighed med den postmoderne-refleksive drugfilm. Det illustreres ikke mindst af Candy og Requiem for a Dream. Der er dog intet ekstatisk eller ironisk over stilen, som bløder op på narrativets tragedie. Så selvom Requeim for a Dream indeholder innovative stilistiske repræsentationer af stofindtag- og påvirkning, så tæller den meget håndfaste tragiske udgang med vanvid, seksuelle ydmygelser og mistede lemmer tungere i den endelige genreklassifikation.

I drug dealer-filmen fældes hovedkarakteren ofte af sit eget overmod – her er Ray Liotta på vej mod afgrunden i Goodfellas.
I drug dealer-filmen fældes hovedkarakteren ofte af sit eget overmod – her er Ray Liotta på vej mod afgrunden i Goodfellas.

Højt at flyve…

Dybt at falde. Det er den prototypiske fortælling i drug dealer-filmen eller gangster-drug-filmen. Den store forskel fra de to første typer er, at dette primært er sælgerens historie. Derfor er det heller ikke konsekvenserne ved stofmisbruget eller finansieringen af det, som er styrende for dramaturgien. Her er det risikoen ved kriminaliteten, der skaber konflikt. Ofte kommer kriminaliteten og indtjeningen til at stå i modsætning til hensynet til familiens sikkerhed. Det er en almindelig udvikling, at det er hovedpersonens hybris, hans følelse af usårlighed, som i sidste ende fører til hans fald, når han rammes af nemesis. Genren har en lang og traditionsrig historie helt tilbage til de første gangsterfilm i 1930erne og står stadig stærkt som nogensinde. Centrale eksempler på genren er Scarface (1932), Goodfellas (1990), Blow (2001), American Gangster (2007) og Breaking Bad (2008-2013). Det har været traditionen, at dealeren i sidste ende fanges af politiet, og filmen dermed på trods af gangster-glamour alligevel i en vis grad formidler budskabet, at forbrydelse ikke betaler sig. Dog synes genren i rivende udvikling i øjeblikket. F.eks udfordrer Breaking Bad genrens traditionelle karakterudvikling ved at lade en stilfærdig og sympatisk familiemand forvandle sig til en led og hensynsløs gangster. Kræften rammer ham ikke efterfølgende som en konsekvens af hans handlinger, men er selve katalysatoren for, at han bliver kriminel. Det er i allerhøjeste grad en genrefornyelse. I den sammenhæng er premieren på Dallas Buyers Club meget interessant. Matthew McConaugheys AIDS-syge sydstatscowboy og drug dealer-idealist virker som et påfund, der kan give genren endnu et frisk pust.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *