Anmeldelse
DRONNINGEN: En smuk og uhyggelig afsløring af det sammensatte menneske

Af Vanessa Christine Bang

Noget forandrer sig i Anne (Trine Dyrholm), da hendes stedsøn Gustav (den meget velcastede Gustav Lindh) flytter ind i kælderen. Som om han giver liv til et særligt sted i hende, som har været gemt væk.

Filmens omdrejningspunkt er den succesfulde advokat Anne, der bor i et stort og smukt hus sammen med sin mand Peter (Magnus Krepper), der er læge, og deres to døtre, som hun læser godnathistorie for og kører til ridning. Forsigtigt og farligt udvikler Anne og Gustav et venskab, som de begge to har brug for. De deler en ensomhed og længsel på tværs af aldersforskellen, og sammen med Gustav bliver Anne nærmest rebelsk og begynder at gøre ting, hun normalt ikke ville gøre. Venskabet bliver til begær, som til sidst drager Anne ned på Gustavs værelse.

Anne er en kvinde, der ved, hvad hun mener. Der er en hårdhed omkring hende, måske en smule overlegenhed. Et indtryk, man får, da hun siger til sin partner i firmaet: “Hvornår er du blevet sådan en bangebuks? Hvornår er du begyndt at gå op i, hvad andre folk tænker?”, fordi han er sur over, at hun har opført sig upassende. Men Anne er ligeglad. Hun går mere op i retfærdighed, end hvad andre folk tænker om hende. Eller gør hun? For måske er det lige netop det, som Dronningen er en undersøgelse af: forskellen på den person, som man gerne vil være, og den person man i virkeligheden er.

Det er en svær psykologisk undersøgelse, som Dronningen mestrer, samtidig med at den er gennemført i sit æstetiske udtryk med velkomponeret musik, som diskret bliver en forlængelse af filmen med dens uhygge og mystik, kameraet som dynamisk bevæger sig som et par undersøgende øjne, den smukke natur, som bliver et gennemgående tema – de perfekte og smukke ydre rammer, som filmen langsomt fortærer.

Dronningen udvikler sig til en kompleks fortælling, som fuldstændig afslører det sammensatte menneske. Hvordan man pludselig kan gøre ting, der strider imod det, man står for. Annes moral bliver til nogle tomme etiketter, og filmen insisterer i stedet på at vise et menneske fyldt med selvmodsigelser. Et menneske, som har brug for at mærke og føle, brug for at flyde ud over rammerne og lade sig rive med. Også selvom det er forkert – eller er det forkert?

Kan noget være rigtigt og forkert på samme tid? Eller vil filmen have os til at droppe dikotomierne og i stedet tænke ligesom Anne, da hun siger til Gustav: “Nogle gange er de ting, som ikke må ske, og de ting, der sker, de samme”. Dronningen er en film, der ikke slutter, men i stedet sætter spørgsmålstegn og afføder refleksioner om begær, løgne, magt, svigt, overgreb og ensomhed.

At instruktøren May el-Toukhy skaber en så fuldendt fortælling i sin anden spillefilm (Lang historie kort, 2015) er næsten ikke til at fatte. Ligesom at Trine Dyrholm fuldstændig æder dig med sit skuespil og sin hjemsøgende evne til at formidle et menneske i opløsning, der er parat til store ofre for sin selvopretholdelse, da hun bliver afsløret. Dyrholm gør Anne til en dronning, en dominerende kraft, der udnytter sin position over for den unge Gustav. Dronningen placerer sig som dronningen over danske film.

Kommentarer