DOWNSIZING:
Genialt udtænkt historie mister fokus

I den utopiske paradisby Leisureland kan selv den mindste sum penge forvandle sig til en formue. Store pastelfarvede palæer kan nemt blive dit og diamantbesatte smykker kan købes for ingen penge. Det lyder for godt til at være sandt, men dette er realiteten i Alexander Paynes nyeste skud på stammen Downsizing, der er en satirisk, sci-fi fortælling, hvor hovedkarakteren Paul Safranek (Matt Damon) og hans kone Audrey (Kristen Wiig) bliver fristet af dette tilbud.

 

Det har dog sin pris at blive en del af dette samfund, for man skal være på størrelse med en Barbie dukke. For at blive det skal man igennem en vanskelig skrumpningsproces, der oprindeligt var tiltænkt som en procedure, der skulle løse overbefolkningsproblemet. Desværre ser folk hurtigt den økonomiske gevinst i at lade sig skrumpe, for når man er mindre, bruger man færre penge, og derfor rækker ens opsparing længere.

 

Payne fremstiller på satirisk vis menneskets grådighed. At folk gennemgår denne skrumpningsproces, der indebærer kronragning, tandløshed og hvor man bogstaveligt talt bliver behandlet som pomfritter i en ovn, viser, hvor absurd menneskeheden er, når det gælder penge og ønsket om prestige og øget velfærd.

 

Vores hovedkarakter indser da også hurtigt denne absurditet og finder ud af, at der er en bagside af medaljen. For gemt bag utopien ligger en barsk realitet. Dette kunne i sig selv være rigeligt til at skabe filmen, men desværre løber plottet løbsk for Payne og spreder sig ud som ringe i vandet. Flere forskellige etiske spørgsmål bliver kastet op som bolde i luften, men ingen af dem bliver grebet og uddybet.

 

Måske er det denne absurditet, Payne forsøger at bygge videre på, men det virker mere som om, han har haft for mange forskellige ideer og valgt at sætte dem alle ind i handlingen. Det er enormt ærgerligt, da han ellers havde en original og genial historie omhandlende et af vores samtids største problemer.

 

En ting han dog skal have stor ros for, er den velførte scenografi. Hele Leisureland er opstillet på en så fascinerende og dukkehusagtig måde, at man bliver helt ærgerlig, når filmens handling tager én væk derfra. I de scener, hvor kun de små mennesker optræder, formår Payne konstant at minde os om deres reelle størrelse med de dukkehuslignende sets og andre komiske påfund. Samtidig har Payne løst scenerne med de små og de store mennesker på en autentisk og realistisk måde.

 

Downsizing har et bredt stjernecast, men mange af skuespillerne kommer og går uden at have nogen reel betydning for handlingen. De medvirker til, at plottet bliver endnu mere uklart. Her skulle Payne have ”downsizet” castet og i stedet have fokuseret på de vigtige karakterer. En interessant karakter, der virkelig løfter filmen op, da den skraber bunden, er den vietnamesiske dissident Ngoc Lan Tran (Hong Chau). Selvom hun er fremstillet som en stereotyp asiat med sjov engelsk accent, er hun et perfekt komisk indspark og samtidig virkelig beundringsværdig for hendes generøsitet og næstekærlighed, der står i kontrast til resten af minisamfundet.

 

Downsizing er en unik historie, der behandler et af vor tids største samfundsproblemer på utraditionel, komisk vis. Tag ind og se filmen udelukkende for det veludførte univers kombineret med Hong Chaus stjerneportrættering af en gakket dissident. Men vær forberedt på, at filmen mister sit fokus halvvejs igennem.