DOBBELTSPIL
Per Flys internationale thriller imponerer ikke

Dobbeltspil, der er instrueret af Per Fly (Bænken, Prop og Berta, Arven), skildrer den korruption, der gennemsyrede FNs humanitære hjælpeprogram Oil for Food i Irak i 90’erne. I filmen svindles der for uhyrlige summer, der myrdes til højre og venstre, og midt i dette forvirrende virvar af falske smil og meget ægte dolke finder vi Michael Sullivan, en bemærkelsesværdigt smukkere udgave af Michael Soussan, hvis historie filmen er baseret på.

Michael (Theo James) er mere eller mindre dansk – hvilket filmen temmelig klodset gør opmærksom på ved flere lejligheder – og han nærer en drøm om at gå i sin fars fodspor og blive diplomat for på den måde at kunne gøre en forskel i verden. Denne drøm bliver dog udfordret, da først han møder sin nye chef Pasha (Ben Kingsley). Det viser sig at være umuligt at spille rent i Saddams Irak, og under Pashas ledelse må Michael langsomt gradbøje sin overbevisning i et forsøg på at få udrettet bare en smule.

Både Kingsley og James spiller ganske overbevisende som henholdsvis erfaren og intrigant læremester og idealistisk, blåøjet elev, og filmens brogede biroller er også både interessante og velspillede. Filmen kaster dog aldrig rollerne ud i situationer, der ville motivere mindeværdigt spil, og hverken skuespillerne eller deres karakterer gør derfor større indtryk.

Filmens plot lægger op til både moralsk gråzoneri og uforudsigelige twists, men det formidles uden større tillid til tilskueren. For eksempel bliver det nævnt, at Michaels forgænger døde ganske pludseligt i Irak, men i stedet for at spille på den mystik, som informationen bringer— og på den måde langsomt påminde seeren om den livsfarlige korruption, der gennemsyrer Oil for Food-programmet—vises dødsfaldet prompte som et flashback, hvor det på pædagogisk vis vises, hvordan han blev myrdet af mistænkeligt velklædte lejemordere, fordi han havde opdaget en forfærdelig hemmelighed.

Ligeledes virker filmens kærlighedsplot mellem Michael og den smukke tolk Nashim (Belcim Bilgin) skabelonskåret og utroværdigt. Om det er baseret på sande hændelser, kan jeg ikke udtale mig om, da jeg ikke har læst bogen, men fiktivt eller ej føles det overflødigt. Kemien etableres aldrig, og som tilskuer føler man sig endnu en gang undervurderet, når man forventes at nære sympati for de to elskende, udelukkende fordi de er smukke.

Det kan både ses og høres, at der ikke kun er småpenge bag filmen, men selvom lyd og billede er af høj kaliber, benyttes ingen af delene på særligt interessant vis. En enkelt gang bliver Michael vist gennem en form for gardin, der grundet kameravinklen fremstår som et tremmegitter, men lige netop den slags lidet subtile billedsprog kunne filmen godt være foruden.

Dobbeltspil lider ikke af enorme, helhedsforstyrrende fejl, men dens bestanddele, hvor funktionsdygtige de end måtte være, formår aldrig at imponere.