Make it a Double, Please

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Dobbeltgængermotivet er det helt centrale omdrejningspunkt i Richard Ayoades nye film The Double. Og den biografaktuelle film er langt fra den eneste af sin slags. Filmhistorien er fuld af dobbeltgængere i den ene eller den anden form, der på filmisk vis portrætterer mennesket som et splittet og dualistisk væsen i evig kamp med sig selv.

Filmens titel taget i betragtning, kræver det ikke et medlemskab af Mensa for at forudse, hvem den nye medarbejder på Simon James’ kontor er. Scenen er i sig selv bizar: Simon møder sin nye kollega, der ligner ham på en prik og oveni købet kalder sig James Simon (begge roller spilles af Jesse Eisenberg). Her stopper lighederne imidlertid. Mens Simon James er genert, forsagt og underkuet, er James Simon populær, dominerende og udadvendt. Og selvom situationen er helt igennem absurd, accepterer man hurtigt, at to karakterer kan være den samme person uden samtidig at være den samme person.

The_Double_-_Credit_Dean_Rogers_4576
Jesse Eisenberg er i konflikt med sig selv i The Double. Foto: Angel Films.

Dobbeltgængermotivet er det helt centrale omdrejningspunkt i Richard Ayoades nye film The Double og selvom filmen på mange måder virker original og forfriskende, er den langt fra den eneste af sin slags. Dobbeltgængeren benyttes ofte som et symbol på menneskets dualisme og splittelse. Et symbol, som helt konkret viser menneskets personlighed udkrystalliseret som to personer, der er hinandens diametrale modsætninger.

Lyder menneskets indre splittelse og dualistiske sind som et bekendt tema, er det formentlig fordi det både i malerkunsten, psykologien og litteraturen er en gammel traver. Eksempelvis er Ayoades nye film løst baseret på Dostojevskijs roman Dobbeltgængeren, hvis engelske titel netop er The Double, mens R.L. Stevensons Dr. Jekyll & Mr. Hyde ligeledes kan nævnes som en klassiker inden for genren.

Ved et hurtigt vue ud over filmhistorien viser de første film med dobbeltgængere sig allerede i filmens barndom. I den tyske ekspressionistiske stumfilm Studenten fra Prag fra 1913, der betragtes som en af de første horrorfilm, indgår hovedpersonen en faustisk aftale med Djævelen og får derefter en dobbeltgænger, der begår en række mord. Dobbeltgængere er generelt populære elementer i 1920’ernes tyske ekspressionistiske bølge, der på nærmest freudiansk vis, demonstrerer, hvordan mennesket er styret af ofte modstridende lyster og drifter.

Listen af instruktører, der har lavet film med dobbeltgængere er lang og mangfoldig. Alfred Hitchcock, David Lynch, Andrei Tarkovsky, David Fincher, Spike Jonze og Krzysztof Kieslowski er blot nogle af de filmmagere, der har benyttet dobbeltgængere i deres film. Ofte giver dobbeltgængerfilm anledning til at drille publikum med finurlige og sindrige narrative forløb. Et eksempel på hvordan dobbeltgængermotivet benyttes i nyere film, er Finchers Fight Club (1999), hvor Brad Pitt, med fare for at afsløre filmens handling for uindviede, agerer Edward Nortons dobbeltgængerinspirerede alter ego. I Fight Club, der i øvrigt også er

Brad Pitt og Edward Norton i Finchers hårdtslående Fight Club
Brad Pitt og Edward Norton i Finchers hårdtslående Fight Club. Dobbeltgængermotivet benyttes her i en skarp kritik af det kapitalistiske samfund. Foto: Earn This.

baseret på et stykke litteratur, nemlig Chuck Palahniuks bog af samme navn, er den ikoniske Tyler Durden en projiceret udgave af den navnløse hovedperson – og herfra udleves den ultimative kritik af det kapitalistiske forbrugersamfund. Finchers film er derudover et fremragende eksempel på, hvordan man med en dobbeltgænger kan drive narrativ gæk med publikum, præcis som i Nolans The Prestige (2006) og Lynch’s Lost Highway (1997).

Dobbeltgængere dukker op i så forskellige film som John Woos Hollywood-blockbuster Face/Off (1997) og Kieslowskis mere europæisk orienterede drama Veronikas to liv (1991). I førstnævnte bytter John Travolta krop med superskurken Nicolas Cage for at infiltrere forbryderverdenen i en decideret actionfilm. I Kieslowskis film spiller Juliette Binoche både en Veronika fra Polen og en Veronika fra Frankrig i et noget mere lavmælt og intimt drama.

Ikke desto mindre er begge film eksempler på, hvordan dobbeltgængermotivet kan pakkes ind i vidt forskellige fortællinger, der trods genreskel begge indeholder et universelt tema om menneskets splittelse. Med The Double viser Eisenberg, Eisenberg og co., hvordan dobbeltgængeren anno 2014 stadig er lige aktuel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *