DIPLOMATI: To vrede mænd

Af Thomas Hasse Therkildsen

Diplomati er et klassisk kammerspil, hvor næsten al drama udspiller sig i et rum. I dette tilfælde er der tale om den nazistiske militærguvernør af Paris, Dietrich von Choltitz’ (Niels Arestrup) kontor.

På samme måde som i 12 Vrede Mænd (1957) kæmpes der mellem flere mænds meninger. Her er der dog kun tale om to vrede mænd, men de to film minder også på mange andre måder om hinanden.

Filmen tør dog ikke at udfolde sig udelukkende i et rum. Scener fra byens gader er også vist, men vigtigst af alt, så får man udsigten ud over Paris at se flere gange, og dens mindesmærker bliver flittigt nævnt.

Dette er vigtigt, for Paris spiller en stor rolle i filmen. Hitler beordrer Paris udslettet, og militærguvernøren skal udføre ordren. Men ved et lykketræf overhører den svenske konsul, Raoul Nordling (André Dussollier), samtalen via et hemmeligt rum bag militærguvernørens værelsesvægge.

Det er umuligt for Nordling ikke at blande sig, og når han ser sin chance for at tale med Choltitz under fire øjne, begynder den lange kamp om at få overtalt Choltitz til ikke at adlyde ordre. Denne kamp er virkelig lang og hård, for Choltitz er en principstærk mand, men Nordling har heldigvis ordet på sin side.

ANMELDELSE AF:
Diplomati

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Volker Schlöndorff

LAND:
Frankrig & Tyskland

Filmen er baseret på virkelige personer, og selvom selve diskussionen, der forekommer i filmen, aldrig har fundet sted, så er der tale om en virkelig beslutning.

Nogle ville måske fnyse over, at vi her har endnu en anden verdenskrigsfilm. Men de skyder bjørnen for hurtigt, for filmen kunne sagtens have fungeret, uden der var tale om selve krigen – den hyppigt benyttede sætning baseret på virkelige hændelser er nok kun med for at styrke filmens følelser.

Også selvom Diplomati nogle gange falder over i at vise rigtige videoer fra tiden, som lidt for meget minder om strategien fra en History Channel drama-dokumentar, så er det klart, at det interessante er diskussionen – det at se denne udvikle sig langsomt. Når den er i fokus, så er krigen underordnet. Det er mere spændende at følge med i den glidende overgang fra et standpunkt til et andet, at se hvordan Nordlings taktik langsomt skifter karakter, og hvordan Choltitz pines af sin svære beslutning. Noget, som fungerer naturligt i filmen, og de to skuespillere (især Niels Arestrup) får stor mulighed for at vise deres talent.

Det skal dog nævnes, at denne film er en film for den tålmodige, der kan nyde en lang samtale uden udsigt til action-elementer. Der er nogle pusterum, hvor man ser handlingen uden for værelset, men disse gør også filmen mindre unik, og de føles som et forsøg på at gøre det til en film, de fleste kan se. Men vil en samtalefilm nogensinde blive dette?

Diplomati er en nydelig film, og spændingen tager elegant og langsomt til, men den lever ikke op til sit fulde potentiale pga. dens forsøg på at være noget den aldrig kan blive: en bred film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *