THE PREDATOR:
Din smukke mother******!

Af Claus Nygaard Petersen

På sin vis er det lidt af en falliterklæring, når Hollywood går tilbage til gamle film og ikke evner at komme på nye originale historier.

På den anden side er der også bare nogle historier, som er så fede, at de sagtens kan tåle en opdatering i ny og næ.

Der er ikke megen forspil i The Predator. Hårdt og brutalt bliver vi kastet ind i handlingen, hvor et medlem af den ultimative jægerart i universet, Predator, endnu en gang er landet på jorden. Snart bliver hoveder og rygrader adskilt fra resten af kroppen i den ene mere bloddryppende sekvens efter den anden – og det er bare inden for de første 10 minutter. Så langt, så godt.

Det er ikke en muskelsvulmende østriger, der er helten i denne omgang, men den blonde skarpskytte McKenna (Boyd Holbrook) fra det amerikanske militær, der af lettere uransagelige årsager vælger at stjæle ting fra det jagende rumvæsen for så at sende det til sin egen postboks… lad vær’ med at tænke nærmere over, hvorfor det skulle være en logisk handling. Dette er ikke en film, der kommer til at appellere til den del af dig, som værdsætter den nøje udtænkte historie.

Lyssky regeringselementer er der selvfølgelig også, personificeret ved karikaturen Traeger (Sterling K. Brown hygger sig noget så grusomt med den her rolle), som ikke skyer nogen midler eller lader nogen andre stå i vejen for ham. Ikke engang McKennas søn (Jacob Tremblay) undgår en enkelt trussel om fysisk vold.

Sønnen, som har autisme, har nemlig fået fingrene i det udstyr, som McKenna stjal og derved lært det predatoriske sprog. Nu jages han vildt af både mennesker og rumvæsner, der lidt ligner en krydsning mellem bodybuildere og rejer. Til alt held får hans papa hjælp fra en badass forsker (Olivia Munn) og en mildest talt eklektisk gruppe af soldater, som alle har været inde og vende på den psykiatriske afdeling.

Det lyder rodet, og det er det for så vidt også. Men udførslen af dette gloriøse spektakel er vanvittigt underholdende.

Jokes flyver om kap med kuglerne; og Shane Black har altid haft et næsten magisk touch, når det gælder den kvikke replik. Som instruktør og manuskriptforfatter er det her helt klart hans lille dræber-baby, og den er sgu charmerende på trods af, at den ikke er den kønneste i flokken.

Intensiteten er i top, og actionen er konstant med brutale drab i læssevis, så det bliver noget nær en pervers fryd. Det er så langt ude, at enhver form for empati er kastet ud ad biografdøren, allerede inden åbningsteksterne ruller over lærredet – har du sort uniform på i den her film, så forbered dig på at blive lemlæstet.

The Predator er vidunderlig, hæmningsløs action, som bedst nydes hvis man slår hjernen fra og bare hopper med på den vilde tur. Den anerkender selv smukt de to originale film i serien med masser af små udsøgte referencer, og nostalgien gør måske liige, at undertegnede er dét ekstra begejstret. Men lige så snart musikken gik i gang, så måtte jeg give mig hen – det her var bare for fedt!