THE DARKEST MINDS:
Dette er ikke filmen, du leder efter

Af Claus Nygaard Petersen

Endnu en dystopisk fremtid og endnu en flok teenagere, der skal redde verdenen. Muligvis lidt simpelt sat op, men ikke desto mindre, så er det, hvad The Darkest Minds kan koges ned til.

98% af alle børn/unge under 80 bliver dræbt af en virus. De sidste 2% udvikler kræfter, som skræmmer de voksne. Derfor sendes de i interneringslejre, hvor de bliver nøje overvåget og eksperimenteret med. En af disse, 16-årige Ruby (Amandla Stenberg), tilhører den kategori af mutan…øh, børn, som kan manipulere med andre menneskers psyke i bedste Professor X stil.

Med hjælp fra en læge (Mandy Moore) stikker hun af fra lejren og finder ude i friheden hurtigt tre andre børn, som hun følges med i deres søgen efter et sted kaldet East River, et fristed for alle med evner.

Der er 5 kategorier for evner; grøn, blå, gul, orange og rød, med grøn som mindst truende og rød som mest farlig. I praksis virker det dog som om, at det er lidt hip som hap, hvilken kategori man hører til, da alle, på nær de grønne (forhøjet intelligens), hvis de har trænet en smule, er dødbringende våben. Derfor forstår jeg f.eks. godt, at man ikke vil have en humørsyg teenager, med evnen til at kontrollere elektricitet, rendende frit omkring.

Filmen minder om en greatest hits kompilation af diverse teenage-romance-os-mod-verdenen-og-nå-ja-vi-har-særlige-evner-og-sådan-noget-sejt-stuff, som er blevet spyttet ud fra Hollywood de sidste 10 år. Der er lidt Hunger Games, Maze Runner og ja, selvfølgelig X-Men.

En enkelt, og knapt så elegant, Star Wars-reference er der også, og jeg håber virkelig den er intentionel. Ellers er det plagiat og fantasiløshed er den værste skuffe, hvilket ikke ville undre mig, når man kigger på manuskriptet.

Der er simpelthen så mange små dumheder og selvmodsigelser i forhold til, hvordan det fiktive univers’ regler bliver sat op. F.eks. bliver det slået fast, at hver gang Ruby rør en anden persons hud, så sker der et eller andet. Men flere gange ser man hende gå med bar arm omkring nakken på en af de andre karakterer, uden at der sker noget. Den her slags inkonsekvens er mentalt drænende, især når det kombineres med pauvre replikker, som måske fungerer for teenagepige-målgruppen. Men selv der tror jeg, at den balancerer på afgrundens rand.

Det er ærgerligt, for der er ellers et fint potentiale i The Darkest Minds. Den flirter med en dysterhed, som ville adskille den fra konkurrenterne, men falder tilbage i den sødsuppe generiske young adult støbeform, som alle film i den genre er lavet efter.

Filmfotograf Kramer Morgenthaus billeder er til gengæld meget gode, især fanges naturen ganske exceptionelt – at skønheden så bliver ødelagt af en eller anden håbløs sang, det er så en anden ting.

Skuespillet er også over middel, om end handikappet lidt af manus. De mest kendte navne på rollelisten (hej Gwendoline Christie) får dog ikke så meget at arbejde med, noget som måske kan forklares med, at det er første film af (hvis den her får succes) en trilogi.

For fans af young adult og Hunger Games agtige film, vil den her være perfekt; der er romance, action og ”os mod de voksne” en masse. For undertegnede ender The Darkest Minds dog blot som en middelmådig oplevelse, hvor det hele er set før i andre film, bare bedre udført. Derfor ryger der en stjerne eller to herfra, men de skal omvendt lægges til, hvis man er fan af genren.