DET STORE MUSEUM: Rodet rundvisning mestrer ikke kunsten at fortælle en god historie

Af Neia Pil Højsteen

Tapet skrælles af væggene. Sildebensparket brækkes op med en hakke. Omgivelserne ligner ellers et royalt palads, storhed og pompøse udsmykninger. Museumsmedarbejder proklamerer: ”This is Vienna”.

Vi er blevet inviteret med ind på det kunsthistoriske museum i Wien, et gigantisk foretagende, hvor medarbejderne må stå på løbehjul for at nå hurtigere rundt mellem museets afdelinger. Opgaverne er lige så forskellige, som de kunstarter og perioder der pryder væggene, og består i alt fra afstøvning af skulpturs penis med tandbørste til undersøgelse af udstoppet isbjørns gebis iført pandelampe. Det skaber alt sammen nogle ret sjove billeder og udfordrer de associationer ”museum” almindeligvis fremkalder.

Desværre ender det mere som en sammenklippet perlerække af kuriositeter end som en halvanden time lang fortælling/indblik i en rig kulturinstitution.

I symmetriske billedudsnit af malerisk kvalitet præsenteres det grandiose museum, hvor sale åbner sig efter hinanden i et virvar af krummelurer hugget i marmor og støbt i guld. En perfekt symmetri, der virker helt Wes Andersonsk, sammenholdt med den nysgerrighed for urværket, at gå bag kulissen, der også gjorde sig gældende i The Grand Budapest Hotel (2014).

ANMELDELSE AF:
Det store museum

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Johannes Holzhausen

LAND:
Østrig

Desværre afløses disse indstillinger støt af stressede travellings og rystende kamera, der ikke bare kan undskyldes som en nødvendighedens æstetik. Resultatet er, at Det store museum giver udtryk af at være et dokumentarfilmprojekt, der er udført under et stadigt dalende ambitionsniveau.

Filmen fungerer i første omgang som en fremstilling af en arbejdsplads, et indblik i den aktivitet der normalt er skjult for de besøgende gæster, men er samtidig en billet til en rejse gennem tid og sted. En kombineret flyve/tidsmaskine der fører gennem landskaber af naivistisk malerkunst, militæruniformer, hestevogns kalecher, egyptiske sarkofager, antikke skulpturer og de østrigske kronjuveler. Hermed tilbagevises nogle af idéerne fra filmmediets tidlige historie – for ganske vist kunne filmen gøre verden mindre og bringe fjerntliggende egne tæt på i visuel form, men det kan museet alene også i vid udstrækning. Her, ironisk nok, i medieret form.

Det store museum er en oplagt mulighed for – også – at formidle viden om museets kunstværker. Godt nok er det befriende at slippe for den autoritative voice over, der får mange til at forbinde dokumentar med folkeskolen. Men der er jo andre måder at sige tingene på. Og som seer kan man savne denne viden, fordi det nu engang ikke virker at google ”maleri, Wiens kunsthistoriske museum, to drenge + æbletræ”.

Planlægningen op til åbningen af en ny udstilling følges, men dette gøres med så mange indklip og ekskurser, at tråden tabes, og helhedsindtrykket kan opsummeres som ”manglende dramaturgi” eller ”højdepunktsløs affære”. De største fjender er de biller, der æder sig gennem maleriernes lag af maling og museets – vist nok ret uproblematiske – økonomi. Til gengæld kan man godt tage sig selv i at holde vejret og tænke ”pas nu på” (i bedste gyser-morderen-står-lige-bag-dig-stil) når museumsportørerne bærer rundt på Brueghels ”Babelstårnet” (1563), eller tabe pusten ved synet af museets kunstværker og den smukke arkitektur. De største kunstværker forbliver dem museet indeholder, og ikke Holzhausens dokumentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *