SICARIO 2: SOLDADO:
Det snerrende bæst vender tilbage, ondere end nogensinde

Den første Sicario (2015) blev hyldet som et mindre mesterværk indenfor intelligente actionfilm. Så der blev kigget en ekstra gang i forbløffelse, da der lige knap en måned efter premieren blev annonceret en efterfølger, uden instruktør Denis Villeneuve der havde andre projekter at se til.

Tilbage er dog de to mandlige hovedroller, Benicio Del Toro og Josh Brolin, samt manuskriptforfatter og neo-western-guruen Taylor Sheridan.

Graver (Brolin) og Alejandros (Del Toro) kamp mod mexicanske narkokarteller fortsætter her, denne gang med en snert af terrorisme, som giver dem, om muligt, endnu friere hænder til deres guerillakrig. Et selvmordsbombeangreb menes at have spor til illegal indvandring, og derfor iværksættes et plan, der involverer kidnapning af en kartelboss’ datter (Isabela Moner). Hvorvidt alt forløber efter planen, behøves man ikke at have set mange film for at kunne gætte sig frem til.

Det er italienske Stefano Sollima, der har taget over efter Villeneuve, og med et bagkatalog, der inkluderer tv-serien Gomorra (2014-) og gangsterfilmen Suburra (2015), er han rigeligt klædt på til at styre en historie om personer med et lettere afslappet forhold til det etablerede samfunds love og regler.

Af nye karakterer i persongalleriet er der en, udover karteldatteren Isabela Reyes (Moner), der hæver sig over de andre; den unge Miguel (Elijah Rodriguez), som langsomt er ved at blive sluset ind i livet som menneskesmugler. Sheridan genbruger her et greb fra den første film, om end her er det klart fra start af, hvilken funktion Miguel har i det store hele.

Nogle vil påpege, at der ikke er nogen personer, der fungerer som moralske kompasser for publikum, men det er et bevidst valg fra Sollima og Sheridan. Alle bevæger sig i en gråzone mellem rigtigt og forkert, så spørgsmålet er, hvor langt man tør bevæge sig ind på den mørke side, før man taber sig selv til den dystre del af menneskets natur, et tema der er gennemgående i Sheridans ouvre.

Skåret helt ind til lårbenet, så er Sicario 2: Soldado en rendyrket actionfilm med lidt thriller-elementer. Det er så absolut ikke nogen dårlig ting her, da det hele er ekstremt veludført.

Actionsekvenserne er de bedste, jeg har set indtil videre i år, de kommer hastigt i maskingeværtempo og snerrende intensitet. Den (ultra)brutale og realistiske stil, der blev lanceret i den første film, bibeholdes. Hvilket i og for sig gælder for alt, både foran og bag kameraet, dog med visse udskiftninger blandt personalet.

Grundet Johan Johanssons død er det i denne ombæring Hildur Gudnadottir, der leverer den musikalske akkompagnering til det visuelle inferno. Gudnadottir, der havde arbejdet hyppigt sammen med Johansson, kommer med et yderst potent, frådende bæst af et soundtrack, der inkluderer flere små homages til den islandske troldmand.

Del Toro er endnu engang betagende som Alejandro, manden der lever for at udrydde så mange kartelmedlemmer fra jordens overflade som overhovedet muligt. Han siger ikke så meget, men når han gør, løber det som regel koldt ned ad ryggen på en. Det samme gælder for Brolins Graver, to revolvermænd med hver sin agenda, forenet mod en fælles fjende, men for hvilken pris?

Sicario 2: Soldado er årets actionfilm, indtil videre; de Sheridanske cowboys i form af Del Toro og Brolin besidder præcis mængde cool og farlighed, der gør, at man ikke kan vende blikket fra lærredet. Filmen genopfinder ikke filmkunsten, men til gengæld er den en af de mest underholdende og spændende film, 2018 har at byde på.

Kommentarer