Det krigsliderlige blik

Af Rasmus Molin Friis

Indledningen på Lone Survivor viser en række Navy SEAL-soldater presset til deres yderste under træningen, ansigt til ansigt med såvel det mentale som fysiske kollaps. Amatørkameraet, der formidler prøvelserne, antyder et nært slægtskab til en hård og upoleret virkelighed.

Så meget desto værre, at de efterfølgende begivenheder i Lone Survivor skitserer et ensidigt univers, groft inddelt i en amerikansk-patriotisk ”os-mod-dem”-dikotomi. Peter Bergs krigslystne machofortælling er lige så rig på nuancer som et Call of Duty-spil og vier i samme grad sit primære fokus til amerikanske headshots på gemene talibanere.

 

radiosilence
Der er knas med forbindelsen i kampens hede.

Handlingen er simpel: Fire robuste elitesoldater beordres til at likvidere et højtstående Taliban-medlem, men deres mission afbrydes, da tre fårehyrder tilfældigt opdager dem på en bjergskråning nær talibanerens tilholdssted. Et dilemma opstår: Skal de henrette to børn og en aldrende mand og sikre missionens gennemførelse, eller bør de løslade dem vel vidende, at de har i sinde at informere Taliban om deres tilstedeværelse?

ANMELDELSE AF:
Lone Survivor

ORDET SYNES: 2-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Peter Berg

LAND:
USA

Den retskafne jernmand Mike Murphy (Taylor Kitsch) vælger det sidste – og eneste rigtige – men underskriver samtidig soldaternes dødsdom. Da det ikke lykkes at etablere radiokommunikation til den amerikanske base, involveres Murphy og hans tre allierede – spillet af Wahlberg, Foster og Hirsch – således i en dødelig skududveksling mod en heftigt armeret Taliban-fraktion.

Klodset narration, intens action

Det er vitterligt et mysterium, hvorfor en film, hvis primære attraktion er spændingsfaktoren i det kanoniske narrativ, vælger at spoile sig selv først i titlen og dernæst i et intetsigende flash-forward. Det er meget muligt, at Peter Berg som os andre har dyrket Breaking Bad på det seneste, men det er i så fald uden at forstå opfindsomheden i seriens narrative struktur.

Og nok er det sympatisk, at elitesoldaterne løslader fangerne, men måden, de gør det på, er sandt for dyden ubegavet, da de hverken har radiokommunikation eller skyggen af flugtmuligheder i sigte. Kunne de ikke have ventet blot et par timer? Med soldaternes påståede ekspertise in mente virker det som en usædvanligt ringe undskyldning for at afvikle tredje verdenskrig på den afghanske bjergskråning.

Til gengæld er det forståeligt, at Berg lægger grunden til en solid omgang combat. Det giver ham mulighed for at benytte en bred vifte af virkemidler i sit filmtekniske arsenal, og det gør han ofte med bravur. Selv om man kan mene, at det intensiverede formsprog – domineret af håndholdt kamera og slow motion-effekter – til tider tager overhånd, er det svært at benægte, at Bergs force som instruktør er hans potente iscenesættelse af actionscener.

Himmel og helvede

foster
Ben Foster indstiller sigtekornet.

Omvendt skyldes det måske i højere grad hans uduelighed som formidler af menneskeskæbner. Genrens konventioner taget i betragtning er det ikke overraskende, at fjenden fremstilles som ondsindede skydeskiver uden snert af menneskelighed. Det bliver dog for alvor forkasteligt i sammenligning med den tilsvarende glorificering af de amerikanske soldater, der med omvendt fortegn fremstår præcis lige så konstruerede som deres talibanske modstykker. Deres indifferens over for en kugle i kødet, et brækket ben for slet ikke at tale om døden er så karikeret, at skildringen af heltemod får selvparodisk karakter, mens introduktionen af deres rosenrøde kærlighedsforhold back in the USA eksemplificerer, hvordan man ikke skal levere eksposition. Selv i en genre, der har tradition for banale moralstrukturer, er Lone Survivors mastodontiske distinktion mellem god og ond ikke blot usmagelig; den virker også helt igennem kunstig.

Explosions in the Sky, der senest berigede David Gordon Greens Prince Avalanche (2013), leverer et lige dele lyrisk og storladent score, men i sidste ende er den auditive skønhed blot et tyndt klæde over filmens tvivlsomme substans. Kombinationen af isolation og broderskab, som elitesoldaterne oplever, kommunikeres indledningsvis med en vis audiovisuel ynde, men idet karaktererne aldrig løsriver sig fra det strengt stereotypiske, bliver alvoren hurtigt grinagtig.

Skrottet humanisme

På et tidspunkt ytrer Mark Wahlbergs lone survivor noget i retning af: ”Det eneste, der ærgrer mig, er, at vi ikke har slået flere af de her røvhuller ihjel”. På det tidspunkt er det som seer svært at være uenig med ham, netop fordi filmen inviterer os til at overtage soldaternes ønske om at slagte fjenden. I en tid med stor kulturel polarisering er det således en film, hvis formål ikke just er sympatisk.

Og så hjælper det næppe, at filmen er udstyret med end credits så klæbrigt sentimentale, at selv Steven Spielberg ville have forladt biografen.

I sin skildring af heltemod i kampens hede bliver Lone Survivor paradoksalt eksponent for en kujonagtig holdning. Berg skrotter sit humanistiske ansvar og holder sig til såvel Hollywoods konventioner som et reaktionært, texansk værdisæt og har følgelig begået en film, der på ingen måde gør verden til et bedre sted – snarere tværtimod.

Kommentarer