Wind River:
Det dyriske hieraki

En ung pige findes død i sneen af den lokale jæger (Jeremy Renner). Uden nogen beboelse i miles omkreds må den barfodede pige være løbet langt og længe, før hun til sidst bukkede under for frosten.

Hendes lunger blev fyldt med fugt på grund af den fysiske belastning fra løbet. Resultatet: kulden fik fugten til at isne og dermed lungerne til at sprænges. Røde pletter og blå frostbidte fødder i den hvide sne. Av.

Der er mange, der lider i ‘Wind River’. De indfødte amerikanere, the natives, blev i sin tid tvunget til reservatet af den amerikanske stat. Nu er de ladt tilbage med resterne fra en kultur, hvis traditioner de ikke erindrer, med tilværelser de ikke ønsker, og, for de flestes vedkommende, et liv med en følelse af håbløshed og vrede over den uretfærdighed, de er blevet udsat for.

Den unge pige, der døde i sneen, bliver et hjerteknugende billede på de spildte skæbner, fordi hun ikke giver op, men løber videre i en trodsig kamp for at kunne beholde sit liv.

I begyndelsen af ‘Wind River’ omringer ulvene en flok får. Fårene står stille og ser dumt til. Vi ser på ulvene og bliver lidt vrede over sådan, som de nu skal til at bide i de forsvarsløse får. Der lyder et knald. En af ulvene er blevet ramt i maven af et dødbringende skud. Jægeren har hele tiden været der. Den røde blomst på ulvens mave breder sig. Ulven falder død om. Jægeren er det stærkeste dyr. Han er det dyr, der kan slå alle de andre dyr ihjel. Og det gør han.

Alle forhærdes i den ubarmhjertige frost. Historiens skurke synes allermest dyriske og primitive. Fordi de er fulde og liderlige, kan de, da de ser en kvinde, ikke lade være med voldtage hende. De gør det, fordi muligheden byder sig, og fordi de er stærkere end hende.

Når mennesket lever i rå miljøer fremelskes dyriske instinkter og hierakier, hvor kun den stærkeste overlever. Rovdyret tager, hvad det kan, imens muligheden byder sig. Dette byder på en del macho-cowboy oneliners og mange muligheder for, at ‘Wind River’ kunne ramle sammen og blive en smule tacky, men historiens stilfærdighed i den hvide sne sikrer en knugende spænding.

Kulden er gennemtrængende og insisterende, og den råstyrke, som det kræver at overleve her, er gribende.

Instruktør Ben Taylors betragter Wind River, som sidste del af en triologi, der ellers består af Sicario (2015) og Hell or High Water (2016), som han har skrevet manuskriptet til – alle omhandler de vold og kriminalitet i belastede områder af USA.

‘Wind River’ handler om kvindernes plads i denne ubarmhjertige del af verden. Der er ikke nogen optælling over, hvor mange kvinder af native american afstamning, der hvert år forsvinder – selvom der er det for alle andre befolkningsgrupper.

Det er filmens pointe, at alt for mange forsvinder, og at kvinderne bliver behandlet voldeligt. Det er også filmens pointe, at kvinder er seje, men også nogen, man skal passe på.

Da FBI-agenten Banner (Elizabeth Olsen) ankommer til forbrydelsen, er det tydeligt, at ingen har stor tiltro til hende, fordi hun er en ung kvinde. Hurtigt må vi også indse, at de har ret – hun er ikke den dygtigste, og hendes fejltagelser koster dyrt. Ligesom den døde pige i sneen, giver hun ikke så let op, men til sidst har hun brug for, at jægeren skal redde hende.

Budskabet om uretfærdighederne begået overfor native americans fyger igennem filmen ligesom den isnende sne i det skånesløse miljø, man har tvunget de selv samme indfødte hen til. Denne uretfærdighed fortælles gennem historien om en hvid mand, der er dem alle overlegen – både native americans og kvinder generelt.

I det dyriske hieraki, som man forestiller sig, der hersker blandt det vesterlige publikum, kan en sådan historie nemlig kun forstås gennem Renners isblå øjne. Det er klassisk western. Og så ved producenterne, at han sammen med sin co-star fra kæmpe blockbusterne ‘The Avengers’ 1, 2, og 3hundredene – Olsen – udgør et makkerpar, der med garanti vil sælge mange billetter.

Det virker en smule uopfindsomt og rimelig ‘white mans burden’-agtigt. Jeg længes efter en stærk kvindelig – og i dette tilfælde ‘native’ – protagonist.

Sådan tænker jeg om ‘Wind River’, når jeg tænker. Da jeg så ‘Wind River’, tænkte jeg dog ikke så meget. Med anspændte muskler blev jeg opslugt og fortvivlet over den grusomme handling i den smukke, ubarmhjertige kulde. Det var næsten helt dyrisk. Det var bestemt anbefalelsesværdigt.