READY PLAYER ONE:
Der er et øjeblik

Der er et øjeblik, ikke mange minutter inde i Steven Spielbergs animerede action adventure Ready Player One, hvori hundredvis af biler (inklusiv DeLorean fra Back To the Future, Kanedas røde motorcykel fra Akira med chauffører som bl.a. Lara Croft og Mario) ræser igennem et dystopisk New York. De har netop udmanøvreret en T-Rex, men pludselig svinger King Kong sig ind foran dem og gør en ende på biljagten.

Fra dét øjeblik forsvinder enhver tvivl som dug fra solen. Spielberg er tydeligvis kommet for at tage os på noget af en tur, og alt, du kan gøre, er at spænde sikkerhedsselen.

Ready Player One er kompromisløs, en travl film designet til at sætte actionen i førersædet, hvilket betyder, at de første 5 minutter giver dig alt du har brug for at vide:

Vi befinder os i år 2045, hvor alle har søgt mental tilflugt i den virtuelle verden the OASIS. 
Dette gamer-paradis er skabt af afdøde James Halliday (Mark Rylance), som før hans liv gik i nul besluttede at overlade hele sin formue og the OASIS’ skæbne, til den spiller der kan finde det gyldne Easter Egg. Geniet har gemt det sted i den digitale verden, og vores helt Wade Watts (Tye Sheridan) er med avataren Parzival mere end klar på at deltage i skattejagten.

The OASIS er proppet med avatarer, hvilket er en lang fejring af nørdede hobbyer. 
For her kan du bære dine idolers tøj og hud, som var det dit eget, hvilket betyder, at du som seer er konstant underholdt i en form for Find Holger level 99, med utallige cameos, replikker, lydeffekter og akkompagnerende soundtrack medleys.

Det virker åbenlyst, at Ernest Clines bog fra 2011 er instrueret af Spielberg, eftersom han bogstaveligtalt er nævnt overalt i bestselleren. Den hylder popkultur, som var det en religion, og hvem bedre til at eksekvere og hædre denne kærlighed end manden der i det 20. århundrede tilføjede flere navne til nørde-referencelisten end nogen anden?

Dette er en instruktør, som, i en tåge nostalgi, giver os en løftet pegefinger med advarsel om ikke at forglemme den virkelige verden. Det virker måske urealistisk, at hele planeten er koblet op til et online spil, men hvis man udskifter VR-headsettet med iPhones forekommer år 2045 ikke langt væk. 
Den formanende tone er dog en smule ironisk, eftersom alle scener med Parzival i the OASIS er dobbelt så underholdende som enhver i den grå kedelige virkelighed med Wade.

Visuelt er filmen uovertruffen, da størstedelen af handlingen tager sted på et digitalt plan, hvilket er udnyttet til perfektion med en legesyg tilgang til størrelse, bevægelse, tyngdekraft og slowmotion.

Særligt én specifik horror-baseret sekvens står økseskarpt i hukommelsen og opsummerer på mange måder essensen af, hvad Ready Player One kan:

Scenen udspiller sig i et miljø, enhver filmelsker kender som sin egen bukselomme, og placerer deri en karakter, som ikke har den fjerneste idé om, hvor han befinder sig. 
At få lov til at iagttage ham vælte rundt og på kreativ vis træffe fatale beslutninger, er takket være hvirvlende kameraarbejde og fejlfri klipning en teknisk filmoplevelse, jeg ikke regner med vil blive overgået, før dette år er omme.

Det er ren fornøjelse, at se Spielberg i det magiske Blockbuster-element, der i sin tid etablerede hans navn. Det bevises her, at når han er på sit højeste i netop denne stil, kommer ingen i nærheden af hans evner som instruktør.

Kommentarer