Bag facaden – den biografiske films spilleregler

Af Nomi Forchhammer

De forgangne ugers premierefilm har budt på en række film, der er baseret på virkelige personers liv. Hertil kan tælles denne uges premiere på Jalil Lesperts film ”Yves Saint Laurent”.  Uden at have set denne kan man forvente at se en skildring af den franske modeskabers begivenhedsrige liv. Udover at designe tøj, kæmpede Laurent med utallige personlige problemer og havde ligeledes et turbulent forhold til den yngre forretningsmand Pierre Bergé. Hans liv er en allerede fortalt historie, som biografgængere landet over kan gense. Eller rettere; få genfortalt. Fordi det er netop det, film gør – fortæller historier. Adskillige kendte personers liv er igennem de seneste år blevet filmatiseret og har fået stor succes. Hertil kan nævnes de seneste; Monica Z, Saving Mr. Banks (om Walt Disney), Mandela, Jobs, Dirch og Spies og Glistrup. Fælles for disse film er, at de alle tiltrækker enorm opmærksomhed, alene på grund af deres titel. Ud fra denne kan vi nemlig forudse, hvad vi skal se. Men hvorfor er det så spændende for os? Hvilke elementer er det, der spiller ind, når biopics – eller biografiske film – kan blive ved med at trække folk i biograferne? 

 

The Story of Louis Pasteurs fra 1936.
The Story of Louis Pasteurs fra 1936.

Den biografiske film

Biopic bliver også kaldt for den biografiske film. I sit Filmleksikon beskriver Peter Schepelern denne type film som en filmgenre, ”der fremstiller en berømt persons liv i dramatiseret form”. En af de første biopics var William Dieterles The Story of Louis Pasteur fra 1936, og siden da har genren kun vokset i popularitet. De følgende biopics såsom The Life of Emile Zolá (1937) og Benito Juarez (1940) slog genren fast som sikre publikumssuccesser. Oftest kredsede filmgenren om geniale opfindere, kunstnere eller politikere, hvilket til dels også gør sig gældende i dag. Samtidig med at skildre en persons liv forsøger genren derfor oftest også at skabe et spektakulært tidsbillede. Således viser filmen om Pasteur ikke kun historien om den revolutionerende videnskabsmand, men den giver også et billede af industrialiseringen i Frankrig, da den var på sit højeste. På samme måde lægger Milk (2008) både vægt på den politiske karakter Harvey Milk og de politiske uroligheder, som spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder skabte i 70’ernes USA.

Altså gør samme princip omkring den filmatiserede persons samtid sig også gældende i mange af nutidens biopics. Netop dette har vist sig at være et afgørende element, når Oscar-komiteen skal nominere film. Prisbelønnede biopics såsom Gandhi (1982), Milk og Capote (2005) viser i hvert fald, hvordan skildringen af den historiske periode kombineret med den berømte persons livsfortælling er den direkte vej til akademiets hjerte. Så sent som i år hjemtog Matthew McConaughey statuetten for sit portræt af Ron Woodroof i Dallas Buyers Club; en film, hvis centrale drama suppleres af en mere generel skildring af Aids-smittede på Woodroofs tid.

mconaughey
McConaughey vandt akademiets hjerter med sin præstation i Dallas Buyers Club.

Ligesom akademiet er biografpublikummet også begejstrede for biopics. I Danmark trak Dirch hele 472.918 mennesker i biografen, og dette er ikke et enestående eksempel.

Biopics som kommerciel succes

Når biopics viser sig at være så populære blandt biografgængere, skyldes det formodentlig, at de appellerer til en række af vores behov. Ligesom sladderblade trænger den biografiske film ind bag facaden, hvormed biografgængerens gossip-gen kan blive stimuleret. Biopics tilfredsstiller måske derfor det samme behov som de kulørte aviser. Film kan dog gøre dette på langt mere nuanceret vis end tabloidjournalistikken. Film kan nemlig fortælle historier som ingen andre medier. I film er det ikke alene skuespillerne, der skaber historien. En kameravinkel kan symbolisere magtforhold, og lyssætningen kan illustrere bestemte følelser hos karaktererne. Livshistorien taler med andre ord ikke for sig selv. Instruktøren og manuskriptforfatteren bliver nødt til at tilrettelægge den berømte persons liv, så det passer til filmmediet. Det skaber en række udfordringer, da det ikke nødvendigvis er alles liv, der passer til berettermodellen. Filmskaberne må derfor tilpasse den kendtes liv, så det virker spændende for os og fungerer på film. Dette betyder også, at instruktørerne til tider må gå på kompromis med virkeligheden og tilføje elementer, der ikke nødvendigvis har fundet sted uden for lærredet.

Den biografiske film Diana, der omhandler Prinsesse Dianas liv, blev modtaget med meget kritik, da den havde premiere i 2013. Blandt andet blev filmen beskyldt for at være regulært kedelig. Instruktøren Oliver Hirschbiegel havde med vilje undladt at fokusere på prinsessens dramatiske død og havde i stedet lagt vægt på hendes person. Han ønskede at fremstille Lady Di, som hun var, og beskrive, hvad hun gjorde. Den dokumentaristiske tilgang viste sig dog at være upopulær blandt anmeldere såvel som biografgængere. Hermed viser filmen, at vi som publikum kræver mere af biopics, end hvad de enkelte livshistorier kan tilbyde.

Det er dog hændt, at instruktører har udfordret biopic-genrens konventioner, måske bedst eksemplificeret af Todd Haynes’ I’m Not There fra 2007. I denne film tegner Haynes et meget differentieret portræt af Bob Dylan ved at lade seks forskellige skuespillere  – med forskellige navne, aldre, racer og køn – portrættere den samme karakter  Effekten af dette er

Cate Blanchett leverer et af seks portrætter af Bob Dylan i Haynes' I'm Not There.
Cate Blanchett leverer et af seks portrætter af Bob Dylan i Haynes’ I’m Not There.

ikke til at tage fejl af: Haynes vil have os til at forstå Dylan på en mere abstrakt måde. Det filmiske eksperiment blev hyldet af kritikerne, men sølle 20.000 solgte billetter indikerer, at biografpublikummet ikke lod sig rive med af anmeldernes begejstring

Med et navn som Bob Dylan måtte man formode en større publikumssucces, men filmens særegne opbygning var for avantgardistisk til det brede publikum. I’m Not There er måske derfor en af grundene til, at de fleste biopics er opbygget efter samme forventelige Hollywood-model med fokus på de sensationelle og ekstreme begivenheder i en kendt persons liv.

Denne tendens afspejler biografbranchens tiltagende nedgang i billetsalget. Med de nye streamingtjenester bliver det stadig sværere at lokke folk ind i de mørke sale. Derfor har biograferne og filmskaberne ikke længere råd til at satse på film, der bryder med de faste genrekonventioner. Publikummet har talt. De vil se de kendte menneskers livhistorier udformet ligesom enhver anden typisk blockbuster – efter alle de klassiske Hollywood-regler.

Den kommende tid byder ligeledes på en række premierer på biopics. Tom Hardy skal spille rollen som Elton John i filmen Rocketman, og Nicole Kidman kan ses som Grace Kelly i Grace of Monaco. Genren ser ud til at stortrives kommercielt. Spørgsmålet er dog, hvornår biografpublikummet er klar på fornyelser og flere eksperimenter inden for den biografiske film. Noget tyder i hvert fald på, at det er dem, der afgør, hvornår vi ser en klar udvikling i denne filmgenre.

Kommentarer