DEN UNGE KARL MARX: En forherligelse af det rebelske

Af Vanessa Christine Bang

Paris, 1844: Karl Marx møder Friedrich Engels, som er søn af en fabriksejer, hvilket dog ikke forhindrer ham i at være dybt engageret i arbejderklassens elendige leveforhold. Marx og Engels deler de samme socialistiske værdier og forholder sig yderst kritisk til kapitalismen. De to unge herrer bliver hurtigt bedste venner, og sammen vil de kæmpe for en ny verden. En verden hvor mennesker ikke skal arbejde sig selv halvt eller helt ihjel.

 

Der bliver drukket tæt, og Marx og Engels kan sidde og kritisere det eksisterende samfund til langt ud på natten. Den unge Karl Marx fortæller historien om et unikt og symbiotisk venskab, hvor Marx hjælper Engels med at bryde ud af rollen, som dum og uvidende rigmandssøn, mens Engels inspirerer og hjælper Marx med at færdiggøre Det Kommunistiske Manifest. Man fristes derfor til at synes, at filmens titel burde lyde: Den unge Karl Marx og Friedrich Engels.

 

Marx og Engels har stærke visioner, og de er ivrige efter at udleve dem. Hverken magthaverne eller politikerne kan stoppe de to. I en scene ser vi dem løbe rundt i byen med politiet lige i hælene, men dem slipper de naturligvis også let fra. Den unge Karl Marx fokuserer i høj grad på venskab og kærlighed, hvilket er med til at forherlige det rebelske og stjæle fokus fra nogle af historiens barske sider. Marx’ dårlige helbred bliver eksempelvis kun nævnt en gang. Desuden går han personligt konkurs og bliver landsforvist op til flere gange, men han klarer den altid uden de store konsekvenser.

ANMELDELSE AF:
Den unge Karl Marx

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Raoul Peck

LANDE:
Tyskland, Frankrig og Belgien

Tyske August Diehl, hvis internationale gennembrud kom efter hans rolle som SSSturmbannführer Dieter Hellstrom i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds, indtager hovedrollen som Karl Marx i Raoul Pecks biopic. Diehl skildrer overbevisende og selvsikkert Marx som verbalt stærk, stædig og kompromisløs. Flere gange ser vi, hvordan Marx med høflig sarkasme sætter industrialister og politikere på plads. Som når den velhavende fabriksarbejder undskylder hårdt børnearbejde med, at ”sådan er samfundet jo”. Men det skulle man ikke sige til Marx – man kan ikke undslippe skylden ved at lægge den over på samfundet. Samfundets strukturer er ikke naturskabte, ifølge Marx.

 

Den Oscarnominerede instruktør Raoul Peck har haft travlt de sidste par år. I slutningen af september fik I Am Not Your Negro premiere i Danmark. Den handler om aktivisten og forfatteren James Baldwin, der kæmpede mod racediskrimination i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Med filmene gør Peck en aktiv indsats for, at vi ikke skal glemme de store personligheder, som kæmpede for sine idealer og satte markant aftryk i historiebøgerne.

 

Den unge Karl Marx er informativ, men også en anelse unuanceret i sin fremstilling, som omtalt ovenstående. Filmen skal præsentere en lang og kompleks historie, og det kan være en udfordring at orientere sig i de politiske intriger og historiske personer, hvis du ikke har en detaljeret forudgående forståelse for emnet.

 

Når det er sagt, behandler Den unge Karl Marx et væsentligt emne, som alle burde have kendskab til. Raoul Peck gør os en tjeneste ved at give os indblik i et stykke verdenshistorie, som stadig er relevant i dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *