DEN SOMMER:
I en genklang af sange og drømme

Når man taler om en kanon inden for dokumentargenren, er det næsten umuligt ikke at snakke om Grey Gardens (1975), instrueret af Alfred og David Maysles. Dokumentaren viser hudløst (næsten uden indblanding fra instruktørerne) den excentriske mor-datter duo af Edith ”Big Edie” Beale og datteren Edith ”Little Edie” Beale. De bor alene sammen i et monstrøst palæ i det velhavende Hamptons-område uden for New York City og har endda stærke forbindelser til den amerikanske sociale elite; Big Edie er tante til selveste Jackie Onassis.

Alt dette lægger op til en historie om umådelige rigdomme og glamourøse anekdoter i både Grey Gardens og filmens spirituelle successor, Den sommer, instrueret af svenske Göran Olsson i 2017 med lidt dansk stjernestøv fra producer Signe Byrge Sørensen. Sådan er virkeligheden desværre ikke for Big Edie og Little Edie. Deres overdådige palæ er invaderet af vilde katte og vaskebjørne, kælderen er fyldt med over 300 tomme dåser kattemad, og alt er ved at falde fra hinanden. Haven er så overbevokset, at den nærmere ligner en miniature regnskov.

Det er svært at finde en bedre visuel udstilling af Amerikas fascination med overflod – dog viser filmen, at Amerikas fascination for faldet fra storhed er endnu større. Begge kvinder havde tidligere kortvarige karrierer inden for underholdningsindustrien og lever nu i en psykisk skyggeverden, hvor de stadig er besat af deres bedrifter, som omverdenen for længst har glemt alt om.

I den oprindelige Grey Gardens, var det svært ikke at være fascineret af disse to kvinder, der boede i det faldefærdige hus og talte om deres falmede fortid med smertende triste blikke i øjnene. Til tider føltes filmen dog lidt, som om den udnytter de to kvinder, der tydeligvis vil gøre alt for at fastholde kameraets blik lidt længere. Som kunstneren Peter Beard siger i Den sommer, lever de begge ”i en genklang af sange og drømme”.

Derfor var jeg positivt overrasket over den nye satsning på at fortælle historien om Big Edie og Little Edie i dokumentaren Den sommer. Filmen består af nogle nyopdagede filmruller, som blev produceret af Beard og Lee Radziwill i 1972, i et forsøg på at portrættere Beale-kvinderne. Radziwill er søster til Jackie O og har derfor et ømt forhold til sin tante og kusine.

Efter en relativ lang introduktion om Beard og kunstnermiljøet i Montauk i 1970’erne, blandet med Karen Blixen-anekdoter, får vi endelig de tidligere forsvundne optagelser at se. Disse optagelser fungerer nærmest mere som ekstramateriale til Grey Gardens. Selvom Den sommer ikke direkte tilføjer noget nyt til vores forståelse af Beale kvinderne, er det stadigvæk et varmt gensyn. Jeg var specielt glad for at se Big Edie og Little Edie i selskab med andre; Grey Gardens fik dem til at se forsømte og efterladte ud, hvor Den sommer viser, hvor charmerende og gæstfrie, de i virkeligheden var. Filmholdets betagelse af deres groteske forhold bliver stadig udstillet, men det føles mere kærligt i denne omgang.

Så selvom vi ikke lærer så meget nyt om Beale familien, er Den sommer et kærkomment gensyn med de grynede og solbadede motiver i det overbegroede Grey Gardens-hus og de sære, men elskværdige Big Edie og Little Edie. Nu bliver de i det mindste aldrig glemt.