THE GREATEST SHOWMAN:
Den perfekte julegave

Der er noget fascinerende ved cirkus. Fra det øjeblik du går ind i teltet, træder du ind i en verden, hvor det er okay at tro på magi, det fantastiske og usandsynlige. Logik efterlades ved billetvinduet og jo hurtigere du kommer i kontakt med dit indre barn, så du sidder med øjne såt store som tekopper og kæben nede på gulvet, des bedre.

Samme mønster kan med fordel bruges til musicals. Det gør ikke noget, at handlingen er lidt tynd, det gør ikke noget, at nogle af replikkerne lyder som om de er fra et skolestykke – og det gør ikke noget, at den bliver lidt usandsynlig positiv. Det er en okay løgn… så længe den er spændende.

Phineas Taylor (P.T.) Barnum (Hugh Jackman) er fattig søn af en skrædder og har hele sit liv måtte hutle sig igennem tilværelsen. Og med kone (Michelle Williams) og to små børn er behovet for penge ikke blevet mindre. En ide åbenbarer sig; folk stirrer efter dem, der er anderledes, så hvorfor ikke tjene en skilling på det?

Han samler de mest kuriøse mennesker, han kan, og præsenterer dem i sit ”Museum of Oddities”, et sted med magi, skægget dame og dødsforagtende trapezkunstnere. Det hele pakkes ind i sang og dans så fængende, at der ikke er en muskelfiber i kroppen, som ikke kan undgå at trække sig sammen i takt til musikken.

Historien er lettere forvrøvlet og et klippeklister af begivenheder i Barnums liv, men filmen skal heller ikke ses som en historisk skildring. Den er en højtråbende folkefører, netop i stil med den titulære karakter, så det skal man lige være indstillet på, før man går i gang.

Derefter skal man læne sig tilbage i sædet og nyde showmanden over alle showmænd. Jeg taler selvfølgelig om den australske supermand, Hugh Jackman.

Hvorvidt filmens titel referer til Barnum eller Jackman, kan man godt fundere over. Som Barnum er han den luskede charmerende slyngel, der synger søde historier/løgne, så selv bornerte nonner får et lille glimt i øjet. Med rank ryg og usædvanlig vigør, springer han rundt over det hele og ingen bardisk kan føle sig sikker for hans fine laksko.

Det øvrige cast matcher ham ypperligt i de musikalske numre. Fremhæves skal dog især en finurlig rebballet mellem trapezartisten, Anne (Zendaya), og Barnums kække partner, Carlyle (Zach Efron). Den akrobatiske kærlighedserklæring tager en højt og lavt, så selv den hårdeste kyniker siger et lille ”aaw”.

At den danske oversættelse så har parkeret hjernen i en jeg-er-så-cool-og-fræk-i-den-her-oversættelse området, så det fine ”I want you” bliver oversæt til et lummert ”Jeg tænder på dig”. Jeg mindes ikke en så ringe oversættelse, siden den originale oversættelse af ”yippie ki-yay motherfucker” gav os ”rend og hop skidespræller”. Kom nu danske oversættere, stop med de pinligheder, okay?

Dårlig oversættelse, gumpetung moralisering og helgengørelse af Barnum til trods, så er The Greatest Showman præcis det der skal til, hvis man nyder det gakkede univers, som både cirkus og musicals indbyder til. Se den, hør den, nyd den!

Kommentarer