DEN LILLE PIGE OG PROFETEN: Misforstået, men billedskønt billeddigt

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Det er ikke alle børnefilm, der både indeholder store filosofiske spørgsmål, temaer som politisk revolution og to tangodansere, der danser barfodede på glasskår. Dette er ikke desto mindre tilfældet i Den lille pige og profeten, der trods tårnhøje bestræbelser ikke ender som det mesterværk, den burde have været.

Den lille pige Almitra og hendes mor Kamila bor i et uspecificeret (efter alt at dømme) mellemøstligt land, der er præget af politiske uroligheder. Almitra er også selv plaget af sin fars død ikke længe forinden, og nægter derfor at snakke. I stedet kommunikerer hun ved hjælp af fugleskrig med hendes eneste ven, en havmåge, der hjælper hende med at stjæle frugt og andre godter fra den lokale bazar. Dog tændes et lys i Almitra, da hun møder den berømte digter Mustafa, der er indespærret på anklage af at opfordre til oprør gennem sine værker. I samarbejde med sin mor, en vagt og hele resten af lokalbefolkningen, prøver Almitra derfor at befri Mustafa og hans opbyggende poesi.

Den lille pige og profeten er inspireret af den libanesiske forfatter Khalil Gibrans litterære hovedværk The Prophet fra 1923, der blander en variation af ovenstående rammefortælling med 28 poetiske essays, omhandlende alt fra den store kærlighed, til det at dyrke jorden og bygge et hus. En form som filmen prøver at gengive, ved at indsætte mere abstrakte animationssekvenser, ind mellem handlingsforløbet om Almitra og Mustafa. Disse er alle instrueret af forskellige instruktører, og repræsenterer forskellige animationsstile, fra udflydende oliemalerier til kantet symmetri.

ANMELDELSE AF:
Den  lille pige og profeten

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Roger Allers

LAND:
USA

Filmen repræsenterer derved også et enormt ambitiøst kunstprojekt, der forsøger at vise hvordan poesien indeholder en stærk og universel kræft, der taler til folk i alle lag og alle aldre. Forfriskende og renhjertet som det lyder, har filmen dog en fatal akilleshæl: Den glemmer den gode fortælling. For selvom at sproget og lærredets billeder sagtens kan kombineres, misforstår Den lille pige og profeten, desværre, at poesiens magi netop er, at den kan tale frit og svævende, at den også er et billede i sig selv.

Dog er det ikke i de førnævnte sekvenser, at problemet ligger. Her smelter Mustafas himmelskuende gloser for det meste fint sammen med animationen, der i disse tilfælde har en mere fri og kreativ streg, end filmens øvrige lidt stive udtryk. Især står et tidligt eksempel frem, hvor profeten taler om løsrivelse og selvstændighed, mens der på lærredet males en flok fugle, der er lænkede fast, først til et bur og senere et træ, de troede var deres hjem. Øjeblikke som disse er blændende smukke, og rummer en uhyre vigtig tankegang om at udfoldelse af abstrakte ideer ikke kun er forbeholdt de voksne og de vise… Og dog…

Den lille pige og profeten tør nemlig ikke at slippe sine visioner løs. Den tør ikke at lade det abstrakte forblive abstrakt. I stedet bliver billeddigtene konstant bundet op på den relativt intetsigende rammefortælling, hvor relativt intetsigende karakterer skal lære livets dyder af en selvudnævnt, selvhøjtidelig, altsigende digterprofet. Profeten har, som filmen, rene og på mange måder smukke intentioner, men gud hvor går der ikke længe før poesi bliver til prædiken, og man irriteres over hvor dumme og overfladiske 90% af karaktergalleriet fremstår. Var det ikke netop pointen, at alle har adgang til indsigten på lige vilkår?

Den lille pige og profeten burde være en film, der enten blev hyldet for dens ambitioner eller slagtet for dens fejltrin, men undertegnede anmelder nægter simpelthen at lande på andet end en lidt lunken 4´er. For selvom filmen præsenterer en ilde konstrueret ramme, der ender med til dels at forpurre maleriet indeni, er stregerne og tankerne bag, simpelthen for smukke til ikke at belønne. Skuffet? Du er ikke den eneste.

Kommentarer