Af Nanna Schmidt Nordestgaard
Baseret på virkelige hændelser fortæller ’Den gode spion’ historien om vestens vigtigste spion i Sovjet under den kolde krig, og hvordan storpolitik af og til krystalliseres i almindelige borgere.
Under den kolde krigs klamme greb om verden i 1960erne, sender den sovjetiske oberst Oleg Penkovsky (Merab Ninidze) i al hemmelighed et brev til vesten. Obersten skriver om de frygtelige atomvåben, der produceres indenfor jerntæppet, og advarer om den kløe på aftrækkerfingeren, som vesten ikke tror, at Sovjetunionens leder, Nikita Khrustjov, vil gøre alvor af.
Der skal istandsættes en forbindelse mellem Oleg og vesten, og derfor hyrer MI6 og CIA forretningsmanden Greville Wynne (Benedict Cumberbatch) som kurer for Penkovskys underretninger. Wynne er det perfekte cover for den vigtige strøm af intelligenser, fordi han er så helt utrolig almindelig, hvilket filmen også gør sig morsom over undervejs. Eksempelvis bliver hans almindelighed tværet ud på formfuldendt engelsk af MI6-kontakten Dickie Franks (Angus Wright).
For Wynne er ikke ligefrem bemærkelsesværdig – han er midaldrende, drikker for meget og bruger sine dage på at fedte for mulige klienter. Alligevel er der ifølge filmen flere ligheder mellem sælgere og spioner, end man skulle tro. Det viser Wynne allerede i den første scene, hvor han misser et nemt hul på golfbanen med vilje, hvilket afføder lige tilpas sympati hos hans potentielle kunder til, at de underskriver en kontrakt med ham. Det er evnen til kontrollere sine følelser og få andre til at tro på noget, der ikke er rigtigt, der er fællestrækket mellem de to umiddelbart forskellige professioner.
Det er med andre ord et spion-drama, instruktør Dominic Cooke har begået. Man følger med stigende bekymring, hvordan nettet langsomt strammes om de to hovedpersoner i en verden, hvor alle er potentielle KBG-agenter, og intet sted er sikkert. Det er interessant at følge de helt lavpraktiske metoder til at gemme/opsnappe/aflevere små filer og dokumenter i hemmelige skuffer, opvaskemiddelpakker og cigaretæsker. Virkelighedens verden overgår ofte fiktionen, og jeg fik lyst til at se mere til den side af spionfaget.
Filmfotograf Sean Bobbitt har kredset om filmes visuelle udtryk med kameravinklerne, der fremhæver og skjuler. Et eksempel er præsentationen af Oleg Penkovsky, som illustreres ved, at kameraet panorerer forbi en række fuldkommen ens slips, indtil det dvæler ved et rødt slips blandt de sorte, hvilket tilhører den kommende spion. Eller filmer Penkovskys skrivebord oppefra, så man forstår, hvor utrolig vigtigt det er.
Filmens nerve er forholdet mellem Oleg og Greville, der på hver deres side af jerntæppet spejler hinanden. De er begge fædre, der elsker deres familier, men som må bære på helt utrolige hemmeligheder for alles sikkerheds skyld. Benedict Cumberbatch er god som den ordinære sælger, der bliver en idealistisk spion i nødens stund. Den humoristiske side af hans skuespil får plads i filmens særligt første halvdel, og i mod slutningen ser man hans sårbare side, hvor han træt og afkræftet møder sin kone igen efter lang tids adskillelse i en flot og rørende scene.
Alligevel er det Merab Ninidze der stjæler alle scene, de to mænd har sammen. Der er noget ekstremt stoisk over hans figur og hans ansigts mikroudtryk, der gjorde ham meget troværdig som den højtplacerede oberst, der får indsigt i noget, han ikke kan overse. I et samfund, hvor alle er potentielle spioner, der kan fælde en på den mest frygtelige måde, er det en vigtig egenskab. At outstage Cumberbatch er noget af en præstation, men jeg kunne ikke se bort fra Ninidzes rolige ansigt, hvor angsten lurer lige under overfladen. Den gode spion er en velproduceret koldkrigsfilm, der bæres igennem af Merab Ninidzes portræt af virkelighedens Oleg Penkovsky og dennes forhold til forretningsmanden-turned spy Greville Wynne, spillet af Benedict Cumberbatch.
Kommentarer