DEN GODE DINOSAUR: Lige så god som halsen er lang

Af Bjarke Johansen

I en verden, hvor der aldrig faldt en meteor, der dræbte dinosaurerne, so, hermed blev ved med at udvikle sig, møder vi et dinosaurus-par og deres tre børn. Den mindste af børnene, Arlo, er et skravl, der er bange for alt, men han vil så gerne bevise sit værd over for sin familie. Da han efter en tragedie bliver væk fra sin familie og farer vild i ødemarken, møder han et nyt, fremmed væsen – et lille, vildt menneskebarn. Sammen begiver de to sig ud på en rejse for at få Arlo hjem til sin familie. Men vildmarken er et farligt sted for en lille dinosaur.

Lad det blive sagt med det samme. Den Gode Dinosaur er vanvittig flot. Pixar har for alvor sat sig i selen med at skabe det vilde naturlandskab, og der vises en sådan overflod af detaljer i de grønne træer og de rindende floder, at det er nemt selv at fare vild i ødemarken bare for at se lidt mere af den friske, grønne planet. Og her skulle man så tro, at filmens karikerede figurer ville træde i alt for skarp kontrast til, at det kunne fungere. Men der tager man fejl. Det gør figurerne så meget mere tydelige, ja, og det er til filmens fordel, da man på den måde hele tiden bliver holdt fast i den historie, der bliver fortalt.

Hvor Den Gode Dinosaur til gengæld halter, er i dens historie. Dermed ikke sagt at historien er dårlig eller skidt fortalt. Tværtimod. Filmens figurer er alle elskelige og mindeværdige på deres egen måde, og selvom det ikke udforskes så dybt, så er det sjovt at se, hvordan disse store, på mange måder fysisk primitive væsener, har dannet sig et samfund, der på nogle planer kan minde en om Det Vilde Vesten (dog med en del flere frodige planter). Men historien om et lille skravl, der skal lære at tage sig sammen er set mange, mange gange før. Selvom det naturligvis ikke betyder, at historien ikke kan fortælles godt, kan det virke en smule tyndt, og det er især tydeligt, når filmen kommer lige i hælene på Pixars dybt originale og enormt velskrevne Inderst Inde (2015), der gik hele vejen med sin idé og skabte en omgående interessant verden for publikummet.

ANMELDELSE AF:
Den Gode Dinosaur

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Peter Sohn

LAND:
USA

Faktisk kan man, hvis man skal være ærlig, godt se på Den Gode Dinosaur som et sammenkog af elementer fra andre gode animerede familiefilm. Vi ser et far-og-søn forhold a la Løvernes Konge (1994), menneskenes særheder set gennem dyrenes øjne a la den første Ice Age (2002) samt vildfarelse og genforening a la Rejsen til Amerika (1986)Og så er det nærmest umuligt at se en film om en rar, lille, langhalset dinosaur på en farlig færd gennem verden uden at tænke på Lillefod fra den vidunderlige Landet For Længe Siden (1988).

Ikke desto mere fungerer det, og filmen ved præcist, hvornår og hvor hårdt den skal trække i de følelsesmæssige strenge for at få det maksimale ud af hver eneste scene. Arlos nederlag gør ondt, hans sejrer gør lykke, og til trods for, at filmen kan virke som en række ret tilfældige hændelser uden meget sammenhæng, har man stadig fornemmelsen af at have været på en betydningsfuld rejse.

Den Gode Dinosaur er en bedårende og velfortalt historie, hvis eneste fejl er, at den kommer lige kølvandet på en anden, mere original og mindeværdig film, og at den måske låner lovligt meget fra lignende forgængere. Men håndværket og fortælleteknikken – dem kan man ikke kimse af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *