DEN DAG PÅ STRANDEN:
En bitter bryllupsnat

Florence Ponting (Saoirse Ronan) og Edward Mayhew (Billy Howle) er unge og forelsket. De er ikke mindre end fuldstændig, overdrevet vilde med hinanden. Det er også på trods af uheldige ydre faktorer; Florence kommer fra en velhavende familie og læser musik på Oxford, mens Edward kommer en fra fattig familie og har en psykisk ustabil mor. En rig pige forelsker sig i en pengeløs, men passioneret, dreng. Det er en klassisk forbudt kærlighed historie a lá The Notebook (2004).

Det er en fortælling, man enten elsker eller hader. Man har jo set den ca. 100 gange før, så man forventer lidt en ny vending på historien for at gøre det interessant. Denne slags beretning skal efterhånden gøre sig fortjent til vores opmærksomhed.

Det tager desværre noget tid, før det går op for én, hvordan Den dag på stranden (2017), instrueret af Dominic Cooke og baseret på romanen Ved Chesil Beach (2007) af Ian McEwan, skiller sig ud fra alle de andre film med den samme handling.

Det ender med at være Florence og Edwards forhold til sex, der gør filmen anderledes.

Filmen foregår i start 1960’erne i England, så det er ikke helt unaturligt, at de venter til deres bryllupsnat med at have sex. På samme tid er det tydeligt at Edward er meget ivrig, hvorimod Florence er mere tøvende omkring det. Deres fumlende forsøg på at blive intime med hinanden starter med at være komiske i deres genkendelige kaos, men det tager hurtigt en mørk drejning. Det er her, man føler, hvad filmen vil opnå; Florence og Edwards beslutninger på den dag kommer til at påvirke resten af deres liv.

Ian McEwans bøger handler ofte om hvordan små og tilsyneladende ubetydelige handlinger kan ændre éns liv uomstødeligt. I Soning (2007), bliver affæren mellem Robbie (James McAvoy) og Cecilia (Kiera Knightley) i utide brast i småstumper, kun fordi lillesøsteren Briony (Saoirse Ronan) beskylder Robbie for at voldtage en pige. Dette skarpe skildringspunkt, som splitter løftet om en lykkelig fremtid fra nutidens jammerlige realitet i Soning, bliver også stærkt benyttet i Den dag på stranden.

Det ærgerlige ved Den dag på stranden er, at den mister gejsten næsten øjeblikkeligt efter at have sat dilemmaet på spidsen. Det er trist at se, hvordan filmen langsomt siver ud i ligegyldige flashforwards og dårlig gammelmands-makeup, hvor vi skal se Florence og Edward i fremtiden. Lige meget hvor fremragende Ronan og Howle spiller, distraherer det så umådeligt meget at se dem gemt bag al den makeup. Er det virkelig ikke muligt bare at hyre ældre skuespillere i stedet for?

Filmen er stadig en fin oplevelse, selvom den falder lidt fra hinanden i sidste akt. Den havde næsten fungeret bedre som et teaterstykke, der kun udspillede sig på deres dramatiske bryllupsnat. Men til trods for alt det gav den mig alligevel lidt sommerfugle i maven ved tanken om den første forelskelse og hvor altafgørende den kan være.