SUBURBICON
Den amerikanske drøm gone bad

Du kender den amerikanske drøm. Du ved, hvad den står for – primært succes, og hvis ikke rigdom, så i hvert fald en tilstrækkelig økonomisk velstand. Hvis du allerede keder dig ved tanken om endnu en film omhandlende USA’s middelklasse, så kan du roligt tage ind og se Suburbicon. Den vil overraske dig.

 

Selvom interessen vækkes helt automatisk når George Clooney sidder i instruktørstolen, og manuskriptet kommer fra Coenbrødrene, så er Suburbicon mere end en teoretisk succes. Som prikken over i’et opleves Julianne Moore i en fængende dobbeltrolle. Hun spiller både den smukke lyshårede Rose, og Roses tilsyneladende altruistiske tvillingesøster Maggie. Ved Moores side oplever man Matt Damon i Gardner Lodges rolle. Sammen har Gardner og Rose en søn, Nicky (Noah Jupe). I Surburbicon, en arkitektonisk repræsentation af det, den amerikanske drøm forsøger at være, er Lodge-familien næsten en helt almindelig husstand. Rose sidder i kørestol, og derfor hjælper Nickys moster, Maggie, til i huset. Problemet er bare, at Maggie ikke er den uselviske familiekvinde, som hun lader til at være.

 

I Suburbicon virker livet nemt. Naboerne kender hinanden. Postbuddet sørger for, at bringe rygterne videre fra den ene dør til den anden. Børnene leger frit på vejene. Det er halvtredserne i USA – et sted som Suburbicon er beboet af primært hvide familier. Den trygge stemning ændres når en farvet familie flytter ind i kvarteret. Det ironiske er, at det netop er den nytilflyttede farvede Mayers-familie der skaber utryghed, mens nabohuset – den hvide Lodge-families hus – gemmer på de mørkeste hemmeligheder. Gardner Lodge er i naboernes øjne en pligtopfyldende familiefar, primært fordi han er en hvid mand af diskret karakter. I virkeligheden er han en kynisk mand, som plottede sin egen kones død.

 

Det attraktive ved filmen er, at den opleves gennem den unge dreng, Nicky, som overlades til sig selv i en verden hvor de voksne på ingen måde formår at leve op til deres ansvar. Nicky og nabodrengen Andy Mayers (Tony Espinosa) bliver hurtigt venner, og støtter hinanden i en situation hvor alle udefra gerne vil af med dem.

 

George Clooney må roses for filmen som helhed – den er smuk, til tider sjov, og den er effektiv i sit udtryk. Den leger med grænserne. Visse scener er helt absurde, og minder én om, hvordan det var at være barn og se på voksnes desperate handlinger. For når man er barn, tror man jo på, at voksne altid har styr på alt. Gardner Lodge har tydeligvis ikke styr på noget når han spanker sit barns moster med en bordtennisketcher i kælderen.

 

Suburbicon er en af de film, der kunne have haft godt af 10 ekstra minutters spilletid. Men det, der i sidste ende trækker filmens niveau ned er, at man savner dybde. Den er dramatisk, alvorlig, næsten komisk i sin absurditet, men det vigtigste lag mangler. Det samme kan siges om slutningen, som virker for ukompliceret – mange spørgsmål står ubesvarede, hvilket giver plads til frustration i stedet for en tiltrængt forløsning. Dog er Suburbicon alt andet end endnu en klichéfyldt film om middelklassens voksende plads i det amerikanske samfund, og den er vellykket både i stil og indhold. Der er kort sagt nok grunde til at tage ind og se Suburbicon, på trods af den manglende subtilitet. Den dramatiske handling formår at underholde fra start til slut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *