DEN ALVORSFULDE LEG: Når legen hverken er sjov eller spændende

Af Anne Christine Fabricius

Den alvorsfulde leg er et nostalgisk tilbagespring til 1912. Korrekturlæseren Arvid (Sverrir Gudnason) forelsker sig i den smukke kunstnerdatter Lydia Stille (Karin Franz Körlof), men mulighederne var den gang færre for alle. Klasse definerede én som person, og derfor vides det med det samme, at det vil blive vanskeligt for dem at forenes, da Arvid ingen penge har til at forsøge Lydia.

Filmen viser en dramatisk historie mellem to mennesker, som ikke kan være sammen. Utroskab bliver skildret som værende den eneste udvej. Allerede her ved man godt, at der skulle noget exceptionelt til, før Pernilla August kunne bidrage med noget nyt. Den romantiske genre er selvsagt blevet gennemtæsket, og udbuddet er så stort, at kun de bedste film bliver husket. Den alvorsfulde leg bliver ikke en af dem. Det skyldes hverken mangel på talent i skuespillerne eller en forladt æstetik, men i bund og grund bare en forvirret plotline, som vil for meget, og leverer for lidt.

Udgangspunktet er lovende. Arvid og Lydia møder hinanden, og karakterernes interesse for hinanden mærkes i en grad hvor man måske sidder og får røde kinder. De kan nemlig ikke vise noget, da Lydias far er til stede, og Arvid møder hende i en professionelt sammenhæng. Man finder ud af, at Arvids chef, spillet af Michael Nyqvist, også har udset sig den smukke Lydia Stille. Der er altså en del udfordringer på vejen til lykken. Både Arvid og Lydia burde glemme romancen. Men det kan ingen af dem.

ANMELDELSE AF:
Den alvorsfulde leg

ORDET SYNES: 1-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Pernilla August

LAND:
Sverige

Hvad der kunne være blevet til et passioneret og spændingsfyldt eventyr bliver desværre reduceret til en følelsesforladt fortælling, hvor æstetikken altså ikke formår at opveje den manglende information om karaktererne. Dette er nemlig filmens største udfordring. Filmen prøver at dække en utrolig lang tidsperiode, men gør det på en facon hvor vi mister vigtige uundværlige detaljer undervejs. Karaktererne fremstår derfor som rimelig flade og uinteressante, da vi aldrig knytter os til dem. Når der i forvejen sættes spørgsmålstegn ved Arvid og Lydias karakterdybde er det svært at se på den overdrevne brug af tidsspring som et intelligent valg. Når filmen lover en dyb og dramatisk kærlighed på skærmen, så bliver man hurtigt utålmodig og skuffet, når den i sidste ende viser alt andet end dybde. Egentlig er det en fin repræsentation af de to hovedkarakterers forhold: viljen er der, men det er styrken ikke.

Altså, når man forventer et fyrværkeri af følelser, er det svært at lade sig tilfredsstille med endnu en flad kærlighedshistorie, der i sidste ende ikke indeholder mere end en finpudset overflade. Det fint anvendte 4:3 format samt et gennemført lysbrug er i denne omgang ikke nok til at give liv til den mislykkede fortælling, som Den alvorsfulde leg desværre er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *