Den aggressive og empatiske leder

Af Cécile A-C Zimmermann

Vores planet er truet af myrelignende aliens og verdens magthaverne vil gøre alt for at sikre jordens sikkerhed. Selv at træne hyperintelligente børn til at blive dræbermaskiner. De har brug for en leder, og Ender Wiggin er deres sidste håb.

Ender Wiggin
Ender er det tredje og yngste barn i hans familie til at klare sig godt på det militære akademi. Hans søster var for empatisk og hans bror for voldelig. Nu håber general Graff (Harrison Ford), at Ender vil være den gyldne middelvej: en ekstremt intelligent og strategisk leder med et stærkt dræberinstinkt, men som stadig er empatisk nok til at sætte sig ind i fjenderne. Filmen starter med et citat fra Ender, hvor han forklarer, at når han forstår fjenden, elsker han dem også, men så besejrer han dem.

Ender er bange for de destruktive kræfter i ham, som broren bliver symbol for, mens søsteren symboliserer empatien. Størstedelen af filmen handler om Enders udvikling henimod at blive den perfekte leder. En rejse der konstant skubber ham ud i voldelige situationer. Enders vold bliver primært fremprovokeret af antagonister, der misunder Enders dygtighed eller generalens favorisering af Ender.

ANMELDELSE AF:
Ender’s Game

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Gavin Hood

LAND:
USA

Utrolig flot og velspillet
Filmisk er Ender’s Game utrolig smuk. Den er spækket med flotte effekter, der alle er motiveret i fortællingen. Jeg tænkte på intet tidspunkt, ’ja ja, blær blær – de gør det bare fordi de kan’. De gør det, men fordi det virker. Det visuelle univers er overbevisende i klassisk sci-fi maner og lyden smukt storladen, uden at blive overdreven. Desuden er skuespillerpræstationerne også i top. Harrison Ford gør det godt, men det er især hovedrolleindehaveren Asa Butterfield, der imponerer. Hans blå øjne udrykker både vrede og gråd rørende intenst.

Kampen for lederskabet
Filmen fokuserer meget på Enders forvandling til leder. Genremæssigt minder filmen meget om ungdomsfilm som Mean Girls (2004), hvor nogle er populære og andre bliver mobbet. Hele magtspillet i grupperne og kampen om lederskabet er fortællingens tematiske fokus. Udover det er det selvfølgelig en sci-fi film om verdens trussel fra aliens. Der er dog et andet tema i filmen, der først skinner rigtigt igennem til sidst, og det handler om empatien, om medmenneskeligheden, eller med-aliens-ligheden. Gad vide om ikke myre-rumvæsnerne kan tænke og føle?

Imponerede, men forhastet empatisk
Alt i alt er Ender’s Game en imponerende flot og velfortalt film. Jeg frygtede lidt en tam Disney underholdning til alle aldre, der prøver at være sjov og alvorlig samtidigt, men i stedet så jeg denne underholdende, rørende og rå film.

Der er bare én ting, der skuffer mig: fokusset på Enders leder-prøvelser, der i en cirka to timer lang film, kun efterlader omkring 15-20 minutter til aspekter om empati og overvejelserne om myre-rumvæsnernes intentioner og værd. Jeg synes, at filmen fokuserer så meget på Enders aggressive side og dennes udfordringer, for derefter relativt forhastet at afrunde hans møde med sin empatiske side.

Den abrupte afrunding kan dog være taktisk, nemlig for at lægge op til den videre fortælling i næste film, men jeg synes stadig, at det går ud over filmens tematiske harmoni.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *