DEADPOOL: Rapkæftet superhelt lever ikke op til sit potentiale.

Af Philip Due Bostrup

”Bad ass. Smart ass. Great ass.”

Således lyder taglinen for Deadpool, hvilket medvirkede til at sætte denne anmelders forventninger ganske lavt. Filmen har via en relativt aggressiv reklamekampagne forsøgt at cementere sit image som en Marvel-film, der skiller sig ud fra normen. Dette koncept pirrer lidt interesseren, da superheltegenren i høj grad har brug for nytænkning i den uendelige strøm af kappeklædte voldsmænd. Som frygtet, fungerer filmen dog kun glimtvis.

Wade Wilson (Ryan Reynolds) er en tidligere soldat, som har lagt militærkarrieren på hylden for at beskæftige sig med mere kriminelle aktiviteter. Han indleder hurtigt i filmen en smuk romance med en prostitueret. Wade bliver uheldigvis alvorligt kræftsyg og sætter derfor sin lid til en umådeligt lyssky organisation. Tanken er, at han skal blive helbredt og muligvis akkumulere sig nogle superkræfter. Uheldigvis kræver operationen, at en sadistisk mutant skal torturere Wade i dagevis, hvilket må siges at være en streg i regningen. Dette giver dog Wade en oplagt nemesis, som han kan jage, efter at han som følge af eksperimenterne opnår overnaturlige evner.

Alter egoet som Deadpool er dog ikke kommet uden en pris: Wade er blevet mentalt ustabil, og hans ansigt er blevet vansiret til ukendelighed. Filmen forsøger sig i den forbindelse med noget menneskeligt drama, da man skal sætte sig ind i Wades frygt for, at hans prostituerede kæreste ikke vil tage ham tilbage.

Hvis man er en dreng, der stadig er omklamret af pubertetens akavede favntag, vil man formentlig tænkte, at Deadpool er et regulært mesterværk. Filmen har sex, vold og dumsmarte bemærkninger. Deadpool er ”the Merc with the Mouth” og fyrer konstant sarkastiske bemærkninger afsted. Joke-raten er sat i overdrive, men den hurtigsnakkende Deadpool har meget materiale, som rammer ved siden af. Mange af hans linjer omhandler de nedre regioner og er decideret fladpandede. Deadpool er på den måde en påfaldende blanding af dystre torturscener, hvor blodet sprøjter, og et udvalg af one-liners, som kun er morsomme, hvis man er fjorten.

ANMELDELSE AF:
Deadpool

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Tim Miller

LAND:
USA

Dermed ikke sagt, at filmen ikke er oprigtig sjov til tider. Bedst er det, når filmen bryder den fjerde væg og laver metareferencer, som gør grin med selve dens ophav. Under en diskussion om hvorvidt udseendet betyder noget i forbindelse med at tiltrække kvinder, hævder Deadpool, at ens udseende generelt er altafgørende – hvordan kunne en skuespiller som Ryan Reynolds ellers have opnået succes? Stan Lee bidrager også til underholdningen med sin hidtil bedste cameo.

Det mest beklagelige ved filmen er, at den så radikalt forsøger at skille sig ud fra mængden, men alligevel på mange måder følger den gamle fortærskede model. Superheltens oprindelseshistorie skal etableres, og man skal se ham nedkæmpe nogle intetsigende håndlangere, før han er klar til den store kamp mod sin ærkefjende.

På trods af metareferencer, sex, blod og flittigt brug af ordet ”fuck” bliver Deadpool altså trukket ned af kedelig forudsigelighed.  Forhåbentligt kan filmen varsle mere nytænkning og på længere sigt bringe os flere Marvel-film, der oprigtigt forsøger at skille sig ud fra mængden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *