De utilpassede individer

Af ANNA NØRREBY

Det lille independent produktionsselskab Borderline Films har en unik æstetik i deres film og viser hvordan et produktionsselskab kan fungere som kollektiv.

 

Borderline Films er et independent produktionsselskab, der på noget atypisk vis ledes af trioen Sean Durkin, Antonio Campos og Josh Mond. De tre roterer mellem rollerne som manuskriptforfatter, instruktør og producer. Der er tale om et film-kollektiv. Selskabet har skabt en unik æstetik indenfor framing og kameraføring, med stiliserede og originale film, der ofte kræser om karakterer med affinitet til ensomheden.

 

Den berømte russiske instruktør Andrej Tarkovsky har engang anført at Det vigtigste mål for enhver kunst er at finde en personlig udtryksform og selvom Borderline Films drives af en trio, har de skabt et kollektiv af unikke stemmer og en særlig æstetik, der løber gennem alle deres film. Der er nærmest et æstetisk filter over gruppens produktioner, hvor der arbejdes med kameraføringen, som udtryk og kommunikation, frem for dialog. De formår at fortælle historier gennem filmmediets visuelle kunnen. Den talentfulde trio viser, hvordan kommunikation kan udtrykkes i andet end ord. Følelser udtrykkes ikke kun verbalt og Borderline lykkes med at skabe billeder der bærer karakterernes følelser på eminent vis. Det gør de i sær gennem deres valg af nærbilleder og langsom kameraføring, der tager seeren dybere ned i karakterernes indre og gør ord overflødige.

 

Borderline Films blev stiftet i 2003 af tre elever fra Tish Film School i New York, med en vision om at opsætte en støttestruktur, hvor de som hinandens ressourcer sørger for at holde deres produktioner uafhængige. Det er en dynamisk model, der har banet vejen for et kollektiv der internt giver mulighed for at skabe film på egne præmisser.

Borderlines Film store gennembrud kom i 2011 med filmen MARTHA MARCY MAY MARLENE instrueret af Sean Durkin. Filmen er et sublimt eksempel på, hvordan billedsiden kan fortælle mere end dialogen kan ytre. Den psykologiske thriller følger den unge Martha (Elizabeth Olsen), der er flygtet fra en kult og dennes karismatiske leder (John Hawkes), og nu i sikkerhed oplever en stigende paranoia, mens hun indhentes af fragmenter fra en nær fortid. Klipningen nærmest glider mellem fortid og nutid, og mimer Marthas slørede tilstand. Durkin formår at bruge langsom kameraføring, der lægger sig som et metalag over den paranoia, der kryber ind på hovedkarakteren. I en af filmens første scener ser vi Martha; passiv ved en telefonboks, med sin søster i røret. Hendes angst bliver tydelig, da billedet bevæger sig langsomt nærmere i zoom, som om det lister sig ind på hende. Senere er der en langsom kameraføring langs væggen på det hus, hvor hun håber at være i sikkerhed – ubehaget fylder scenen i samme tempo som kameraet bevæger sig nærmere protagonisten. De visuelle træk i filmen lader karakterens bevidsthed flyde ud i billedet og ind i seeren. Det er subtile stemningsbilleder som dette, der går igen i Borderline Films produktioner og som er blevet dets æstetiske varemærke.

 

SIMON KILLER (2013) instrueret af Antonio Campos, er fortællingen om den unge narcissist Simon (Brady Corbet), der flygter fra virkeligheden efter et brud med kæresten for at ende i armene på en ung prostitueret i Paris. Filmens protagonist har et snævert syn på verden, der understreges af valget af nærbilleder i store dele af filmen. Framningen og filmens langsomme kameraføring indkapsler Simons klaustrofobiske væren i verden. Som seer føler man sig ligeså fanget i filmens verden, som Simon gør. Fortællingen ses gennem en ukendt tredje mands begrænsede synsfelt og får i filmens første halve time et dogme95-præg med behind-the-back takes og tydelig håndholdt kameraføring.

 

Der er en nærighed med framingen, der tvinger publikum til selv at forestille sig de omkringliggende omstændigheder. Og det virker – da vi som bekendt tænker mere over det, vi ikke forstår. Ansigter må vi ofte gætte os til. Det er visuelt et kreativt og modigt træk og havde det ikke været for en insisteren på at have protagonistens oplæsning af sine sms’er og e-mails som voice-over, er det en innovativt eksekveret film. Valget af rødt skær i mange scener giver associationer, der konstant minder os om, at filmens femme fatale er prostitueret. Som titlen antyder ender det galt. Det er en film med stiltræk fra neo-noir. Den er værd at se, for sit modige arbejde med filmmediets visuelle udfoldelse.

 

To år efter kom dramaet JAMES WHITE (2015) instrueret af Josh Mond, hvor især filmens første fire minutter lange one take omfavner den æstetik, Bordeline mestrer. Her møder vi James, filmens omdrejningspunkt. Dialogen er fraværende i det lange take og selvom klippet er filmet i et frame, der indrammer James’ ansigt fra øjenbrynet til læben næsten hele klippet igennem, skabes der stadig en distance. James kigger næsten direkte ind i kameraet flere gange, men uden egentlig at gøre det. Hans blik er sløret og den distance, der skabes til karakteren, står i larmende kontrast til de ekstreme nærbilleder. Vi er på en natklub og der høres tung musik i baggrunden af klubbens røde, mørke skær. Samtidig spiller det jazz-musik, som James et minut inde i klippet tager i ørene. Høretelefoner på en natklub? Det skaber en distance og en tydelig anonymitet, der sammen med de tekniske greb nærmest kaster seeren ind og ud af karakterens bevidsthed – meget som man forestiller sig, at han også selv bliver kastet ind og ud af sin beruselse. Mod klippets slutning fumler James sig, stadig i ekstreme nærbilleder, ud af klubben og ender i det pulserende New York – det er højlys dag, og James utilpashed bliver gjort endnu mere tydelig.

Gruppens seneste film CHRISTINE (2016), er baseret på den sande historie om nyhedsværten Christine Chubbuck (Rebecca Hall), endnu et individ der havde det svært med sin væren i verden og i 1974 begik selvmord for rullende kameraer. CHRISTINE havde premiere på dette års Sundance-festival og blev opsnappet af distributionsselskabet The Orchard, der mener at have spottet Oscar-potentiale i filmen. 

Det er antiheltene, samfundets utilpassede individer med melankolske, tvetydige islæt, der er det gennemgående tema, udtrykt gennem sublime billeder, hvor framingen omkranser subjektets klaustrofobi i eksistensen. Det er på mange måder store independent film: billedværker – ikke fordi dialog er fraværende, men fordi det er billedernes intensitet der skaber karaktererne. Der er en generel minimalisme og blaserthed over filmene, som gør dem interessante at se – også for den tekniske udførelse. På trods af de skiftende roller trioen roterer imellem, er der en rød tråd og æstetik som præger de ellers forskellige film – og det er her det kollektive kommer til udtryk rent æstetisk.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *