DE GYLDNE ÅR: En souvenir og to vildskud

Af Neia Pil Højsteen

Frankrig i sen-80’erne. Som i cykelløbet pendulerer den unge Paul Dédalus (Quentin Dolmaire) mellem Paris og Roubaix – og mellem antropologistudiet og den frivole Esther (Lou Roy-Lecollinet) med de røde læber.
Det er faktisk, hvad filmen handler om: l’amour. Kort og godt.
To øvrige handlingstråde, Pauls minder, der fører til originaltitlen Tre souvenirs fra min ungdom er som to skakbrikker i et spil Bridge; ubrugelige. To handlinger, en om en psykisk syg mor (der selvfølgelig er smuk, men begår selvmord. Gab) og en om en purung Paul, der hjælper jøder i Minsk under en studietur, slår hastigt som bølger mod en kyst, for derefter at drive i landflygtighed. Hvad var det lige vi så? Og hvad har det med noget at gøre? Jeg som gik og troede at subliminalklipning var blevet ulovliggjort efter Coca Cola-fadæsen.

 

At det hele er sat i en ramme med Paul anno i dag, er næsten endnu mere ubegribeligt.
Her stiftes i to korte sekvenser for og bag bekendtskab med en ældre og mindre charmerende Paul, der på trods af sine højgule tænder og ubegrundede idéer om, hvad han vil med sit liv, der får ham til at ligne en af Alternativets bedøvede disciple (og dermed vel har en vis aktualitet) dater en overraskende køn og kvik kvinde. Herved ligner filmen egentlig virkeligheden.

 

Back on the highway, som er en romantisk snørklet brostensbeklædt gyde a la Paris gør Paul typisk franske ting dagen lang; Paul drikke café au lait på en fortovscafé, Paul læser Levi-Strauss og Paul får sig en elskerinde, der hedder Gilberte.
Selvfølgelig elsker han Esther højt og det bliver markerende for alt hvad han gør, hvilket da både understreges og gentages. Og gentages. Sikken overjordisk kærlighed. Den kan man så vælge at købe.

 

ANMELDELSE AF:
De gyldne år

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Arnaud Desplechin

LAND:
Frankrig

På alle måder er det en klichefyldt historie, og hvad værre er: den er før fortalt bedre.
Ung mand har haft en hård barndom, han forelsker sig i en smuk kvinde, men når man er ung og fattig, er kærligheden svær.
Ligeledes er æstetikken klichefyldt og bagudskuende.
Filmen forsøger prætentiøst at låne intellektualisme fra karakterernes gentagende museumsbesøg og ellers udmærkede litteraturvalg (som når en bog af Freud falder på gulvet, så bogryggen omhyggeligt vender mod kameraet), filmen har efter eget udsagn en Proust’sk detaljerigdom og hele misæren afsluttes med en Truffaut’sk freeze frame . Det hele bliver lidt for ’sk.
Hvad er det ved lavkulturen, der er så beskæmmende?

 

Når man vil vise at filmen foregår i slut 80’erne, ser karaktererne et klip fra Berlinmurens fald i tv. Når man vil vise at Paul studerer hårdt, placeres han bag et bjerg af læderindbundne bøger og et blankpoleret, rødt æble uden stød.
Det er kunstigt og kedeligt. Og meget sigende for hele miseren.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *