Anmeldelse
DE FORBANDEDE ÅR: En langsommelig, men smuk affære

Af Terese Holm Pedersen

Det er en skøn forårsdag i 1940, hvor fabriksejer Karl Skov (Jesper Christensen) og hustru Eva (Bodil Jørgensen) skal fejre deres sølvbryllup. Imens tonerne af Det er så yndigt at følges ad vidner om en lykkelig festdag, bliver idyllen brat afbrudt af tyske bombefly, der annoncerer Danmarks besættelse med dalende flyveblade.

De forbandede år formår på smukkeste vis at skildre de konflikter og moralske dilemmaer, besættelsesårene bragte det danske folk. For at undgå, at Karl skal dreje nøglen om på fabrikken og opsige sine mange medarbejdere, er et samarbejde med nazisterne nødvendigt – selvom det strider imod familiens værdier. Men kan der koges mere suppe på filmiske fortællinger om besættelsestiden efter både Hvidstengruppen (2012), 9. april (2015) og Fulgene over Sundet (2016)? Svaret er et rungende JA!

Periodedramaets rollebesætning er imponerende og tæller blandt andet Birthe Neumann, Pernille Højmark og de unge talenter Gustav Giese og Sara Viktoria Bjerregaard Christensen. Sidstnævnte havde især en virkelig interessant rolle ved at portrættere en ’tyskerpige’, der i stor modstrid fra familien indleder et kærlighedsforhold til en tysk officer. Fortællingerne om disse fordømte romancer er igennem mange år blevet nedtonet, da det ikke støttede danskernes anekdoter om modstandsbevægelsens kraft, hvilket gør inddragelsen ekstra vigtig på det store lærred.

Gennem samarbejdet med nazisterne bliver familiens fem børn splittet. Filmen er god til at portrættere deres forskellige og forandrende synspunkter gennem besættelsesårene – nogle hader nazisterne, nogle forelskes i nazisterne og andre vil bare have det bedste ud af situationen. Men selvom historierne undervejs er spændende og tilfører dybde til helheden, ender filmen desværre bare med at blive lidt langtrukken.

Anders Refn skaber et interessevækkende tidsbillede, hvor både omgivelser og kostumer sidder lige i skabet. Men i forsøget på at vise alle familiemedlemmers individuelle skæbner gennem spillefilmens 152 minutter, står man som seer tilbage og føler, at det ender med at blive for overfladisk. Dels på grund af de mange personer man følger, men også manglen på spændingsøjeblikke. Jeg mangler at holde vejret af ren nervøsitet, jeg mangler at blive rørt og fælde en tåre, og jeg mangler fokus på, hvad der er egentlig er vigtigt.

De forbandede år er en udemærket tilføjelse til kataloget af film, der omhandler besættelsestiden. Med et betagende tidsbillede, fremragende skuespillere og belysning af samarbejdet mellem danskerne og nazisterne, kan filmen virkelig meget. Men man kommer aldrig helt ud på kanten af biografsædet af spænding, hvilket i bund og grund er ærgerligt, når filmen er så lang.

Kommentarer