CPH:DOX: De bedste film

Af Ditte Fiil Ravn & Rasmus Molin Friis

CPH:DOX har nået sin ende. Ordets udsendte afrunder deres dækning ved hver især at udpege tre film, der fortjener at blive set og husket også efter festivalens slutning.

 

Ditte Fiil Ravn:

 

All Fall Down

En dybt personlig efterforskning af en latent familiehistorisk begivenhed, bliver alt andet end blot en krimidokumentar. Emily Topper og Mary Posatkos film fremstiller ikke blot, hvordan racisme og raceadskillelse stadig huserer i USA, men også hvordan den har skabt den amerikanske borger – både dens menneskesyn og på skræmmende vis dens hukommelse.  Som en sårbar guide og personligt involveret instruktør formår især Topper at delagtiggøre os i en sandhed, der næsten er umulig at bære: Vi er alle produkter af en forgangen tids tanker.

The Overnighters

 

De dokumentarer, der rammer mig hårdest, er dem, der gør mig opmærksom på uret og giver incitament til at handle. Således står The Overnighters for mig som en af de stærkeste film på årets CPH:DOX. Dens kristne historie om barmhjertighed og integritet støder sammen med et indsnævret samfund, hvor mistro og frygt er irrationelle beboere. Verden i det 21. århundrede er indrettet af magthavere, der skaber frygt blandt sin befolkning, og det er svært i dag at kæmpe for sine værdier. Men budskabet er langt fra så ligetil, for filmen nuancerer sin egen beretning med et uforudset twist i sin afslutning.

Approaching the Elephant

 

I sort/hvid film kan vi stille fokus på, hvad der rent faktisk betyder noget, og ikke hvad der foregår i omkredsen. Således er formålet med Approaching the Elephant og dens stil, som former en medrivende historie om en amerikansk friskoles første år. Igen er det idealer og drømme der er ophav, men virkelighedens barske realiteter, der fordærver dem. Et kærligt billede af de skønneste, underholdende børn, men også en konstant konfliktoptrappende bombe, der blot venter på at springe. Gribende, sigende og smuk.

 

Rasmus Molin Friis:

 

Point and Shoot

Amerikaneren Matthew VanDyke vender det blinde øje til sine indre dæmoner og tilslutter sig de libyske oprørere i krigen mod Gadaffis styrker. Med kameraet i den ene hånd og riflen i den anden foreviger den spinkle, OCD-ramte VanDyke et billede af sig selv som alt andet end en indadvendt svækling. Han nyder at indtage rollen som maskulin eventyrer i frihedskampens front, ligesom vi nyder hans sært opløftende selskab. Point and Shoot er et ekstremt velfortalt indblik i et kryptisk sind.

 

Citizenfour

Det er tvivlsomt, om Citizenfour hører blandt DOX-festivalens bedste film, men den er så afgjort blandt de væsentligste. Dokumentaren om whistlebloweren Edward Snowden nægter at se passivt til, mens Orwells Big Brother-profeti opfyldes foran en indifferent befolkning. På et tidspunkt ytrer Barack Obama – denne håbets fakkelbærer i frihedens land – at Snowden ikke er en patriot, som var det jordens største fornærmelse. Det er i virkeligheden det stik modsatte.
 

The Postman’s White Nights

Hvis man ellers synes, det er væsentligt, kan man snildt diskutere, om The Postman’s White Nights overhovedet er en dokumentar: Hovedpersonen spilles af en skuespiller, alle scener er åbenlyst instruerede, og slutningens groteske billedsprog løsriver fuldstændig fortællingen fra det naturligt forekommende. Alligevel føles hver en frame helt og aldeles ægte. Det er en visuelt berusende undersøgelse af et ensomt sind i en isoleret verden.

Kommentarer