David Lynch – The Art Life: Cigaretter, anekdoter og malerier

Af Anna Sofie Pandrup Andersen

David Lynch er en af USA’s mest abstrakte filmmagere, mange har prøvet at gøre sig klog på. Men findes der overhovedet forklaringer på de løse ender og den surrealisme, man ofte møder i hans film? I Jon Nguyens dokumentar, David Lynch – The Art Life, får vi ikke en konklusion eller forklaring, men muligvis en bedre forståelse for den kuriøse kunstner.

 

Der bliver manet uden om de store værker de fleste kender ham for, og man bliver slemt skuffet, hvis man forventer et udtømmende portræt der dækker Lynchs liv og værker. Det drejer sig om The Art Life og i Lynchs tilfælde er dét liv ganske beskedent: At male, drikke kaffe og ryge cigaretter.

 

Når David Lynch fortæller om sit liv, er det ikke med store armbevægelser eller dramatiske rekonstruktioner. Han sidder i ro og mag i sit atelier på Hollywoods bakker, omringet af palmer og en frodig udsigt, med en cigaret i den ene hånd og en pensel i den anden, imens hans treårige datter tumler omkring. Lynch fortæller personlige anekdoter fra hans tidlige liv. Kun akkurat lige indtil tilblivelsen af hans første film Eraserhead (1977) og Hollywoods banken på døren. Intet mere, intet mindre.

 

ANMELDELSE AF:
David Lynch – The art life

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Jon Nguyen

LAND:
USA & Danmark

Med en nasal stemme i en voice-over fortæller Lynch bl.a. om sin idylliske opvækst i et pænt middelklassekvarter i 50ernes USA, med leg på gaden i trygge omgivelser. Han fortæller om da han blev opslugt af idéen om at være kunstner, at han kom på kunstskole og til hans ambitiøse drøm om, at se hans egne malerier i bevægelse. Drømmelignende, præges de små fortællinger af sære scenarier, som da han fortæller om at ham og hans bror en aften i det pæne kvarter så en splitternøgen dame med blod om munden komme gående midt på vejen.

 

Kender man til Lynchs film kan man hurtigt trække klare paralleller til enkelte scener fra hans film. Med disse små fortællinger får hans scener pludselig en kontekst og man føler, at man kommer lidt tættere til bunds i hans (forskruede) sind.

 

Som fluen på væggen sidder man som tilskuer i atelieret, og der bliver ikke anet meget til kameraet. Fri for ’talking heads’ og en udspørgende dokumentarist, virker dokumentaren autentisk og i Lynchs egne hænder. Hvilket bliver komplimenteret med montager af hans morbide malerier og musik komponeret af ham selv. Der er intet begær efter det intime eller afslørende, der er intet forceret drama, kun dét drama der allerede findes i hans fortællinger. Og det giver faktisk bagslag. Dokumentaren kan til tider virke langsommelig, der bliver ikke klippet meget i anekdoterne fortalt af den 71årige gamle mand, som får lov til at folde sig ud.

 

Til gengæld sidder man tilbage med en hungren efter mere, som næsten kan virke frustrerende. Man får kun en bid af historien om auteuren, og det er som om at den ikke bliver fortalt færdig… Men det er ikke noget nyt, når vi snakker om David Lynch.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *