THE DAUGHTER: Australsk åbenbaring

Af Line Worm Poulsen

I The Daughter møder vi Christian (Paul Schneider), der er vendt hjem til en lille, australsk arbejderby for at fejre brylluppet mellem sin far, Henry (Geoffrey Rush) og den noget yngre Anna (Anna Torv).  Hans hjemkomst bringer stort røre med sig, da det vækker foruroligende minder i hans familie. Samtidig genoptager Christian kontakten til sin bedste ven fra gamle dage, Oliver (Ewen Leslie). De har ikke set hinanden i alle de år, Christian har boet i USA, og i mellemtiden har Oliver stiftet familie – han har en intelligent og sød teenagerdatter ved navn Hedvig (Odessa Young) sammen med sin smukke kone Charlotte (Miranda Otto). I familiens baghave bor Olivers aldrende far (Sam Neill), der har et tæt forhold til sit barnebarn, og de har sammen bygget et shelter på familiens grund, hvor de tager sig af tilskadekomne dyr.

The Daughter har et usædvanligt stort cast, hvor samtlige skuespillere har omtrent lige meget skærmtid, og det er et under, at filmen ikke drukner i alle sine karakterer. Men filmen formår tidligt at definere hver enkelt karakter, på en sådan måde, at de hverken fremstår entydige eller stereotype.

Paul Schneider er castet helt perfekt som en vred, indebrændt søn af Geoffrey Rush. Deres familiære ansigtstræk og stolte statur er med til at tegne et nuanceret fader-søn portræt – en konflikt, der ellers kan være lidt af en filmisk dødsejler, da det er set et utal af gange.  Men deres familiesplid er troværdig, og det er vigtigt at netop denne dynamik er velfungerende, da det er dette, der fungerer som katalysator for, at resten af filmens konflikter finder sted.

Også birolleensemblet leverer lutter pragtpræstationer. Ewen Leslie spiller en varm, charmerende familiefar, med hjertet på det helt rette sted. Datteren Hedvig spilles af Odessa Young, der er en åbenbaring på filmlærredet. Hun tilfører empati, ungdom og charme til filmen, der præges af et voksenunivers, fyldt af hemmeligheder og intriger. Hun bliver et fint symbol for den ellers manglende uskyld og naivitet i de to familier, så hun er med til at afbalancere det tunge indhold. Sammen med Ewen Leslie leverer hun en kraftpræstation i filmens klimaksscene. Deres fælles indsats river i hjertebåndene på så eftertrykkelig vis, at man sidder helt yderst på biografsædet med en klump i halsen, når rulleteksterne løber over skærmen.

The Daughter er en smuk og indlevende film, der bæres frem af fantastiske skuespilpræstationer. Den gode historie akkompagneres af en smuk billedside i det australske skovlandskab, og det er i det hele tage svært at finde fejl og mangler i dette familiedrama, der er løst baseret på Henrik Ibsens skuespil, Vildanden.

Filmen kan i København opleves i Gloria og Vester Vov Vov fra d. 21 april. 

ANMELDELSE AF:
The Daughter

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Simon Stone

LAND:
Australien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *