DANNYS DOMMEDAG: Monstre i forstadsdanmark

Af Bjarke Johansen 

Det er hårdt at være Danny. Han er underkuet af de hårde drenge i klassen og han kan hverken snakke med den pige, han er vild med, eller hjælpe sin lillebror William, når han får tæv af de større drenge i skolen. Og så er der selvfølgelig de sære monstre, der pludselig dukker op og lægger den lille by øde. Danny og William er nu alene i deres hus – men William tror oprigtigt på, at deres mor er i sikkerhed i indkøbscenteret, og snart tager de to afsted for at finde hende.

Der er ikke ligefrem en lang tradition for monsterfilm i Danmark. Siden Reptilicus (Poul Bang, 1961) var der lavvande i monsterbefolkningen indtil vi i 2007 forsøgte igen med Vikaren (Ole Bornedal, 2007) og De Fortabte Sjæles Ø (Nikolaj Arcel, 2007). Men nu er der monstre på skærmen igen, og denne gang er de i sandhed monstre – savlende, dumme dyr, der kun er der for at æde og dræbe. Og de er mægtig dygtige til begge dele.

Der bliver ikke givet meget baggrundshistorie for uhyrerne, udover en hurtig teori om at det kan være klimaændringerne, der har bragt dem til landet. Manglen på forklaring fungerer faktisk rigtig godt, da fraværet af en indviklet baggrundshistorie betyder, at selve overlevelsesaspektet og spændingen kan få fokus. For det er en simpel, men spændende historie om at overvinde stærke modstandere – hvad end der er tale om skolebøller eller savlende havuhyrer.

ANMELDELSE AF:
Dannys Dommedag

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Martin Barnewitz

LAND:
Danmark

Dannys Dommedag byder ikke ligefrem på noget nyt, hvad monsterfilm angår i nogen anden forstand, end at den er dansk. Det lader filmen nu også til selv at vide, da William, i hvad der tydeligvis er et vidende nik fra forfatter og instruktør, faktisk sidder og ser Reptilicus i starten af filmen. Det gør nu ikke noget, for det vi får er virkelig solidt. Filmen lader til at være tiltænkt et rimeligt ungt publikum og bliver aldrig enormt uhyggelig eller blodig, men monstrene er effektive og nådesløse, og vores karakterer må virkelig tænke sig om for at overleve.

Det bør det nævnes at det faktisk lykkes for filmen i de indledende 20 minutter at give et meget bedre kig på mobning i skolerne, end mange andre film der behandler dette emne, såsom Min Bedste Fjende (Oliver Ussing, 2010)Dannys Dommedag viser nemlig ikke kun fysisk mobning, men viser lige så meget ren undertrykkelse og den rolle den passive iagttager har i ødelæggelsen af offerets selvtillid. Det er forfriskende at se dette svære emne behandlet ordentligt.

Dannys Dommedag følger monsterfilm formlen til punkt og prikke langt hen ad vejen, blandt andet gennem et par forholdsvist endimensionelle sidekarakterer, men det lykkes dog for filmen at undvige et par irriterende genretroper, hvilket virkelig giver oplevelsen et løft. Monstrene er skumle, spændingen er høj, karaktererne er listige og alt i alt er underholdningen i top. Nu kan vi kun vente og håbe på også at få et par monsterfilm til det lidt ældre publikum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *