Anmeldelse
DANMARKS SØNNER: Et rekviem for Danmark?

Af Christian Povlsen

Til tonerne af Mozarts Requiem indskriver Danmarks sønner sig i den lille, men utrolig spændende bølge af danske film, der fortæller historier fra et miljø, størstedelen af os sjældent får et indblik i. En bølge, der omfatter værker som Pusher 3 (2005), den særdeles undervurderede Gå med fred, Jamil (2008) og naturligvis Underverden (2017).

Denne gang udspiller dramaet sig i en ikke så fjern fremtid. Vi befinder os ved et af Storkøbenhavns knudepunkter, nemlig Nørreport. Et kærestepar har netop taget afsked med hinanden. Det bliver dog et definitivt farvel, for umiddelbart efter oplever Danmark sit hidtil største terrorangreb.

I kølvandet på angrebet bliver de politiske fløje tegnet kraftigt op, og ved det kommende folketingsvalg står den fremmedfjendske Martin Norddahl fra National Bevægelsen til at blive Danmarks næste statsminister. Samtidig bliver dele af indvandremiljøet mere og mere radikaliseret og vold og terror ser ud til at være den eneste udvej.

I instruktør Ulaa Salims nære fremtidsvision er hele verden bogstaveligt talt gået fra forstanden, som bandet TV2 så symbolsk synger det ud af en bilradio i en af filmens scener. Vi har altså at gøre med en tragisk fabel, hvor ekstrem vold og afmagt sætter dagsordenen, og i sidste ende kan afgøre Danmarks skæbne. Skulle man have et kritikpunkt, kunne det i denne forbindelse være, at fronterne måske er lige lovligt karikerede, og at filmen til tider mangler lidt nuancer.

Rollebesætningen består af relativt ubeskrevne blade. Især de to hovedpersoner, Zakaria og Ali, spillet af henholdsvis Mohammed Ismail Mohammed og Zaki Youssef, leverer begge to overbevisende og nuancerede præstationer, som perfekt skildrer de indre og ydre konflikter, de slås med i et udstødt indvandremiljø. Mest iøjnefaldende er dog castingen af Rasmus Bjerg som Rasmus Paludan-klonen Martin Nordahl. At bruge en så folkekær skuespiller i rollen som højrepopulist er både modigt og godt tænkt.

Miljøskildringen i Danmarks sønner er upåklagelig. Hvad enten vi befinder os i skumle undergrundsklubber, på PET-kontorerne, eller hjemme hos Zakaria og hans familie. Især sidstnævnte rammer lige på kornet. Samspillet mellem ham og hans kærlige og bekymrede mor (spillet overbevisende af Asil Mohamad Habib) er en af filmens største styrker. Dette er med til at gøre Zakarias radikaliseringsproces endnu mere hjerteskærende.

Æstetikken er præget af en mørk og rå billedside, der jævnligt gør brug af håndholdt kameraføring og hypnotiserende slowmotionsekvenser. Som for eksempel når Zakaria håbløst og angstfyldt står og betragter afhuggede grisehoveder og tilsvininger, ligeledes skrevet med svineblod.

Selvom filmens billedside ofte er fængslende, så er det også værd at fremhæve en scene hos PET, hvor vi i en lydoptagelse hører en få skåret sin tunge af. Her får vores fantasi virkelig noget at arbejde med, på samme måde som den gjorde det i sidste års Den skyldige.

Det hører til sjældenhederne, at vi herhjemme bliver præsenteret for en så højspændt og voldsom fortælling. En fortælling, hvor man fra første billede sidder med en ubehagelig uro i kroppen, der fortsætter lang tid efter rulleteksterne stopper. Med Danmarks sønner har Ulaa Salim således skrevet og instrueret et særdeles ambitiøst og næsten operaagtigt værk, der vil stå tilbage som en af de mest stilsikre og medrivende danske debuter i mange år.

Med et folketingsvalg lige om hjørnet, så kommer Danmarks sønner uden tvivl til at skabe en heftig debat. En debat, der allerede nu er i fuld gang på de sociale medier. Nogle folk kalder ligefrem filmen for klam venstreorienteret propaganda. En kritik, der selvfølgelig er helt hen i vejret. Derimod er der tale om en modig og frem for alt pokkers god politisk thriller, som ingen, uanset politisk ståsted, må snyde sig selv for.

Kommentarer