DAN DREAM: Når en drøm bliver til et mareridt.

Af Frederik Rune Kristensen

Jeg burde måske have set den komme. Jeg havde haft et langt og lykkeligt forhold til alt Casper Christensens og Frank Hvams materiale lige fra Mandrilaftalen og frem til den fremragende Klovn: The Movie. Men lige så stille var der begyndt at dukke skår op i glæden. Med henholdsvis Caspers involvering i Live fra Bremen og den meget skuffende Klovn Forever var jeg begyndt at føle mig som en hustru, der havde en voldelig mand. Alligevel kom jeg konstant tilbage efter mere. Med deres nyeste film Dan Dream har jeg dog endelig fået nok, og tager en pause fra Casper og Frank.

 

Det starter ellers meget godt. Casper spiller rollen som Thorkild, en jubelentusiast, der gerne vil kreere Danmarks første elektriske bil. Til det får han hjælp af særlingen Knagsted (Frank Hvam), det flamboyante energibundt Henrik (Niclas Kølpin) og den sjofle enarmede Vonsil (Magnus Millang). Vi starter fortællingen på et tidspunkt, hvor Thorkild er tæt på bunden. Plørefuld, dansende ude foran sit hus, nøgen med en whiskey-flaske i hånden. Derefter følger et spring tilbage i tiden, hvor vi finder ud af hvad der er gået galt. Klassisk rammefortælling, men det virker… i første omgang.

 

For den første halve time fungerer sådan set udmærket. Det nostalgiske 80’er feel med grimme snegle på overlæben, 80’er hår og politisk ukorrekthed er charmerende og giver en god setting. Nogle af jokesne rammer også her, og der bliver gjort grin med tidsperioden med kærlighed uden at pege fingre. Men så efter omtrent 25 minutter flytter de fire hovedpersoner til en opdigtet by på Fyn, desværre vælger de tilsyneladende alle sammen at efterlade deres hjerner i Københavnsområdet, og filmen lider under det.

 

ANMELDELSE AF:
Dan Dream

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Jesper Rofelt

LAND:
Danmark

For lige pludselig fejler filmen der, hvor den bare ikke må fejle. Den er ikke længere sjov! Humoren kommer ikke længere ud fra parodi over 80’ernes gyldne årti, men igennem de tomhjernede handlinger hovedpersonerne begår. Der skides i bideter og i bukserne. Karaktererne kan ikke se de mest åbenlyse ting, selvom de foregår lige foran dem. Humoren er med andre ord tættere på Live fra Bremen end på Klovn. Dermed ikke sagt at Klovn ikke også brugte infantil humor, men det var grundet i en virkelighed, hvor det ikke var alle der opførte sig som idioter, det var kun Frank en gang imellem.

 

Plottet drives frem af klicheer og dumskab, og går ofte i stå i så lang tid, at jeg får flashback til farcer såsom Julefrokosten (1976). Men i stedet for at nyde og grine af galskaben kigger jeg ned på mit ur, og drømmer om rulleteksterne. Filmen skal dog have ros for at tage et opgør med hyggeracismen i det danske samfund, primært gennem Thorkilds kone Grace, der spilles af den yndige mørk-glødede Louisa Yaa Aisin, og de andre karakterers behandling af hende. Det ironiske er dog, at nogle af filmens eneste trækken på smilebåndet er igennem disse hyper-racistiske jokes.

 

Filmen skal uden tvivl nok finde sit publikum bland det danske folk, om end ikke på grund af dens nostalgiske 80’er tilbagevenden. Jeg sidder bare tilbage og ønsker, at Casper og Frank havde fokuseret på en mere underspillet humor i denne gakkede tidsperiode i stedet for at lefle efter laveste fællesnævner. Eller også skal jeg bare have en pause fra dem.

 

Kommentarer