Dagen I Morgen: Lykken gennem visdom

Af Andreas Thorsager Klevin

”No reason to pity me. I’m lucky to be fulfilled intellectually.” siger Nathalie (Isabelle Huppert). Den noget demonstrative kommentar er henvendt den ligesindede intellektuelle og tidligere elev Fabien (Roman Kolinka).


Nathalie har netop erfaret, at hendes mand gennem 25 år har været hende utro og agter at forlade hende for den nye kvinde, men hendes job som filosofilærer i Paris er både givende, meningsfuldt og er egentlig alt, hun har brug for.

Det siger hun i hvert fald til sig selv. Samtidig tynges hun ned af en depressiv mor, der som tidligere model og nu ensom pensionist konstant kimer Nathalie ned med trusler om, at hun vil lade gaskomfuret stå tændt og dræbe sig selv. 

 

Da hun en dag på plejehjemmet afgår ved døden står Nathalie ved en skillevej. Børnene er flyttet ud, manden har forladt hende og hun står ansigt til ansigt med den absolutte frihed, der skal til for at dyrke hendes filosofiske tænkning i praksis.
For Nathalie er det ikke sørgeligt, men nærmere en mulighed for at opnå den rene lykke gennem sin intellektuelle tilfredsstillelse.

 

Det skal dog vise sig, at den eftertragtede lykke er svær at definere og mindst lige så svær at opnå, og selvom spørgsmålet aldrig eksplicit stilles, kredser filmen nænsomt rundt om det i underteksten: Hvad er lykke? Er det visdom, ægteskab, frihed, en kombination eller noget andet?

 

ANMELDELSE AF:
Dagen i morgen

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Mia Hansen-Løve

LAND:
Frankrig & Tyskland

Man får følelsen af, at Nathalie ikke selv kender svaret, og hendes måder at tackle problemerne og det nye kapitel af hendes liv på er både underholdende og sørgeligt at følge.
Måske lyver hun over for sig selv, når hun siger, at intellektet er alt hun behøver. Måske finder hun virkelig den dybeste tilfredsstillelse i sin tænkning og, især, undervisningen i det.
Hendes noget spøjse og selvironiske karakter peger i flere retninger. Hun tager tilsyneladende overraskende let på de skelsættende begivenheder i hendes liv. Men vi ser hende også græde, når hun er alene, og det er aldrig en hemmelighed, at hun inderst inde søger en form for tosomhed. Vigtigst er det dog aldrig utroværdigt eller opstillet, når vi følger Nathalie rundt i hendes følelsesregister.

 

Tværtimod leverer Isabelle Huppert en suveræn præstation som Nathalie, der hele vejen igennem er både medrivende og underholdende. Hun er både overskudsagtig og omsorgsfuld, men kan aldrig løbe fra den almenmenneskelige skrøbelighed, der flere gange kommer til overfladen som følelsesmæssig respons på de ting, hun er gået igennem.

Tit bliver det dog fortalt med et lag af selvironi og humoristiske undertoner, men på en afmålt og let distanceret vis. Det bliver aldrig overdrevet. Tværtimod er det de små ting i skuespillet, der skaber den tragiske komik, som når Nathalie småforvirret taler med sig selv i tide og utide.

 

Det er en god balancegang, man har ramt, og der er sørget for lige dele bundseriøst drama, humor og stof til eftertanke.

 

Kommentarer