DADDY’S HOME: Far mod farmand og lidt for mange bananskræller

Af Niels Kristian Bonde Jensen

“The way I see it, anyone can be a father. But not everyone has the patience and the devotion to be a dad.”

Sådan beskriver Brad (Will Ferell), en følsom og tålmodig softjazz-radiomedarbejder, forholdet til sine to stedbørn i Daddy´s Home. Dermed er filmens dagsorden sat: Hvad vil det egentlig sige at være en far? Vægter biologiske bånd højere end tilstedeværelse og nærvær i en dagligdag fyldt med skrabede knæ, madpakkesmøring og fornærmende køleskabstegninger?

Næsten alt ånder fred bag villavejenes ligusterhække. Brad er blevet gift med den smukke og kærlige Sara (Linda Cardellini), der har to børn fra et tidligere ægteskab. Sammen bor de i et stort og rent hus, og ejer en rummelig og sikker familiebil. Brad mangler dog stadig at få sit største ønske opfyldt. Grundet en uheldig tandlægeepisode er han nemlig blevet steril, og prøver derfor for alt i verden at være den bedst mulige ”far” for sine to stedbørn, der dog ikke altid sætter lige stor pris på hans anstrengelser.

Brads situation bliver blot yderligere forværret, da børnenes biologiske far Dusty (Mark Wahlberg) en dag ringer for at annoncere sit besøg hos familien. Brad forsøger at bibeholde et åbent sind over for den indtrængende hanbavian, men det ender hurtigt i åben junglekrig, da Brad indser, at det ikke kun er ungernes, men også Saras gunst, han pludselig skal kæmpe for: En kamp, der hurtigt viser sig at være vanskelig, da Dusty er et yderst eksemplarisk artseksemplar, komplet med læderjakke, brede skuldre og en imponerende kværn mellem benene (undskyld…).

ANMELDELSE AF:
Daddy’s Home

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Sean Anders

LAND:
USA

I Daddy’s Home er Ferrell og Wahlberg atter samlet som komikerduo efter buddy-cop-parodien The Other Guys (2010), der trods sine fejl beviste, at de to ellers så forskelligartede skuespillere besidder en solid komisk kemi. Denne kemi udebliver desværre i store dele af Daddy’s Home, der foruden et par enkelte sjove momenter, fordelt på sine lidt over 90 minutters spilletid, fokuserer på usandsynlige slapstick-situationer og lidt for oplagte penis-analogier i stedet for egentlig karakteropbygning. Bevares, Will Ferrells karakter gennemgår da en udvikling fra at være en pæn og ordentlig family-man, til at være… ja, Will Ferrell. Og selvom han leverer sin karakteristiske vanvidskomik på vanlig sikker og kompromisløs vis, er det ikke noget, der ikke er set før eller bedre andre steder (man behøver vel næppe at nævne Anchorman?). Samtidig fremstår Wahlbergs Dusty som en karikaturtegning af en machoman, der dog (selvfølgelig) ender med at danse i stedet for at slås, så filmen kan få en happy ending. Budskabet er fint. Det er bare fandens forudsigeligt. Allerværst er dog den afroamerikanske håndværker Griff (Hannibal Buress), der filmen igennem fremstår som småracistisk stereotyp med ghettoattitude, nigga-jokes og hele pivtøjet.

Når alt det er sagt, så er Daddy’s Home ikke en elendig film. Det er bare en særdeles forudsigelig og middelmådig amerikansk komedie, hvilket nogle gange næsten er værre. Faktisk lover filmen godt til at starte med, hvor villavejsmiljøet etableres med hjælp fra beroligende loungemusik og voice-over. I filmens første kvarter ledes tankerne faktisk mod den skarpe og sjove småborgerkritik i American Beauty (1999) eller den relaterbare hverdagskomik, der blandt andet gør serien Modern Family (2009-) så effektfuld. Men alle forhåbninger om et satirisk portræt af den moderne mand bliver hurtigt manet til jorden, da Dusty ankommer og filmens første falde-på-halen-stunt folder sig ud. Det ender i halvanden times pikmåling med alle pointer skåret ud i pap. Og det er da skægt nok: Du har bare halvfniset over det tusind gange før.

Kommentarer