DA DOMMEDAG VAR FORBI

Af Bjarke Johansen

Solen står højt over den golde, sandbelagte ødemark. Ensomt kører en gammel slidt vogn gennem billedet, og ved nærmere eftersyn er den bulet og dekoreret med diverse improviserede pyntegenstande. Motoren rumler desperat for at få et par kilometer mere ud af de sidste dyrebare dråber olie. Chaufføren, klædt i lasede tøjrester og hvad end, der kan fungere som et stykke rustning, har sin pistol siddende i skæftet og håber på, at han ikke støder på nogen af de mange vilde motorcykelbander i området. Han er på vej mod en lille lejr i håb om at kunne købe bare en enkelt flaske snavset vand for noget af alt det skrammel, han har fundet i ruinerne af, hvad der engang var den moderne verden.

Sådan ser fremtiden efter atomkrigen ud. I hvert fald ifølge George Millers vision i den berømte Mad Max-serie, og de mange, mange film, serier og spil den har inspireret i, hvad der i dag blandt fans kærligt bliver kaldt for post-apocalypse-genren.

Historien om Mad Max begynder i 1979, da Max (Mel Gibson), en udbrændt australsk betjent, tager grufuld hævn over en af de mange voldelige bander, der raserer i det næsten totalt nedbrudte samfund, da de angriber hans tidligere partner, hans kone og hans barn. Men selvom den brutale hævnfilm var en succes i Australien blev det først i fortsættelsen, Mad Max 2 / The Road Warrior (George Miller, 1981), at post-apocalypse-genren, som vi kender den, blev født. Hvor verden i etteren var på sammenbrudets rand, var skaden allerede sket i toeren, og verden lå øde hen bortset fra de få grupper af overlevende, der enten formede små byer eller sluttede sig til voldelige bander for at få adgang til de få ressourcer, der var tilbage. Her blev Max, nu helt alene i verden efter hans families død, blandet ind i et oliedrama mellem et lille fredeligt samfund og en grufuld bande, der ville have al olien for dem selv.

Filmen blev, blandt andet takket være sin unikke visuelle stil og dens flotte actionsekvenser, et kæmpe hit verden over, og snart ville alle lave deres egen Mad Max-lignende film. Hvor atomkraft på film før havde skabt sære monstre i 50’erne og superhelte i 60’erne, spredte den nu ødelæggelse overalt i 80’erne, og tvang folk til at opgive deres principper for at overleve i ødemarken, mens alle forsøgte at bygge noget, der lignede et samfund, op igen. Nogle film gik længere med atomkraftens virkning end andre. Hvor The Blood Of Heroes (David Webb Peoples, 1989) blot handlede om en brutal dødssport, der udgjorde gladiatorisk underholdning i den nye verden handlede Hell Comes to Frogtown (Donald G. Jackson, 1988) f.eks. om, at verdens sidste frugtbare mand måtte redde en gruppe kvinder fra et samfund bestående af atomisk muterede frøer.

Især italienerne slog til med at lave tonsvis af efterligninger, ganske som de tidligere havde gjort med western-filmen, omend i et noget billigere og mere skørt omfang. Bandekrig blev bekæmpet af betjente til hest bevæbnet med flammekastere i Bronx Warriors (Enzo G. Castellari, 1982), der også tog en del inspiration fra bandefilmen The Warriors (Walter Hill, 1979), og i The New Barbarians (Enzo G. Castellari, 1983) blev den militante gruppe kaldet Paladins nedkæmpet med både rundsave, bor, laserpistoler, eksplosive pile og slangebøsser. Det strømmede frem med dommedagsscenarier af mere eller mindre tegneserieagtig æstetik og meget forskellig kvalitet, og alle blev de udgivet på hjemmevideo-markedet med hurtige synkroniseringer til de sultne fans.

Men Mad Max serien sluttede med et suk med den tredje film, Mad Max. Beyond Thunderdome (George Miller, 1985), hvori Max måtte redde en stamme af børn, der var bandlyst fra deres hjemby.  Filmen var oprindeligt egentlig ikke tænkt som en Mad Max-film, men blev hurtigt lavet om til én, og resultatet var en anelse skuffende efter den banebrydende toer. Men selvom post-apocalypse-fasen langsomt begyndte at falme, forsvandt genren aldrig helt. Her og dér gennem tiden dukkede genrens stiltræk op i andre dommedagsfilm som f.eks. Waterworld (Kevin Reynolds, 1995), hvor verden, modsat de fleste af disse film, godt nok var oversvømmet. Der blev dog stadig blev bygget samfund af det skrammel, man kunne finde.

Genren levede videre gennem bl.a. videospil med Fallout-serien (og i nyere tid Borderlands-serien) og enkelte throwback-film. Så sent som i år udkom bl.a. Turbo Kid (Francois Simard, 2015), der blev vist på årets CPH: PIX, og som med stor glæde omfavnede sine 80’er rødder. Også i Danmark har vi leget med, da den danske genrefilmskonkurrence Movie Battle i 2010 havde post-apocalypse-tema, hvor især film som The Last Warrior (Shaky Gonzales, 2010) tog sin inspiration fra Mad Max-filmene.

Og nu i vores tid, hvor biograferne er fyldt med genoplivelser af gamle serier, er også Mad Max vendt tilbage med den biografaktuelle Mad Max: Fury Road, hvor George Miller atter en gang er bag rattet, selvom Mel Gibson denne gang er skiftet ud med Tom Hardy. Og fremtiden har aldrig været mere hæsblæsende eller kaotisk. Mad Max: Fury Road er actionfilm ikke bare med stort A, men i det hele taget med store bogstaver og fed skrifttype. Denne gang må Max flygte fra et grufuldt samfund bygget op af en selvskabt krigsherre kaldet Immortan Joe og hjælpe en gruppe unge piger, han beholder som avlskoner med at flygte. Det er større end nogensinde før med i sandhed exceptionelle biljagtsekvenser, og man kan virkelig mærke, at verden er gået under, og det med enkelte undtagelser kun er vanviddet, der har overlevet. Er man ikke familiær med æstetikken i denne type film kan Fury Road godt virke overvældende. Men det betyder bare, at man bør gøre sig selv den tjeneste at se de forrige film også.

Efter sigende har Tom Hardy skrevet kontrakt på to yderligere Mad Max-film, og hvis holdet kan opretholde den vanvittigt høje standard, de har sat med Fury Road, skal de være mere end velkomne til at fortsætte. For der er uden tvivl stadig masser af ting at opleve i den fjendtlige, men spændende ødemark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *