MISSION: IMPOSSIBLE - FALLOUT:
Cruise sætter standarden med årets actionfilm

Af Gustav Stubbe Arndal

Mission: Impossible serien er på en gang en meget håndgribelig og meget mærkelig skikkelse i det moderne filmlandskab. På den ene side er det en solid filmserie med en af verdens største filmstjerner i førersædet, som mætter de mest actionsultne seere. På den anden side har serien indtil nu været en slags anti-James Bond, hvor Ethan Hunts karakter aldrig helt bliver defineret på trods af, at Cruise altid spiller ham.

Mens Bourne og Bond har defineret spiongenren for det globale publikum, har Ethan Hunt således aldrig efterladt et stort indtryk, på trods af seriens succes. Det kommer forhåbentligt til at ændre sig med den sjette film i serien. For Mission: Impossible – Fallout er den bedste spionactionfilm siden Casino Royale (2006).

Filmen begynder (selvfølgelig) med en selvdestruerende besked: Tilbageværende medlemmer af ”Syndikatet”, som Hunt ødelagde i sidste film, forsøger at samle ingredienser til atomvåben. Men da Hunt under sin mission skal vælge at opgive plutonium til terrororganisationen for at redde sin vens liv, bliver han nødt til at opspore og stoppe dem, før de færdiggør deres projekt. Hans ”fejltagelse” får ham også i klemme, da CIA agenten August Walker (Henry Cavill) bliver sendt med for at holde øje med ham.

Detaljerne er ligegyldige. Plottet er en undskyldning for en perlerække af kampscener, biljagter og heist-sekvenser, der gøres mere interessante med nye og gamle venner, fjender, allierede og dobbeltagenter.

Særligt ved Fallout er, at den er en direkte efterfølger til den også glimrende Rogue Nation. Og det er de bedste elementer, der vender tilbage: Rebecca Ferguson som den komplicerede britiske agent Ilsa Faust; Sean Harris som Solomon Lane, en antagonist, der kan konkurrere med de bedste Bond skurke; og selvfølgelig instruktør og manusforfatter Christopher McQuarrie, der overgår sig selv gang på gang. Hele holdet virker til at have en fest med de ellers vante scener og troper, og det smitter!

Det er svært at sige, nøjagtig hvad gør Fallout til så fed en oplevelse. Det er alt sammen veludøvet, men velkendt— noget intenst Hong Kong-agtig nærkamp på et glamourøst herretoilet, en biljagt gennem Paris, og Tom Cruise, der løber over Londons tage, som fanden var i hælene på ham.

Hver scene er bare konstrueret til perfektion. Ikke et eneste klip går til spilde. Hver handling har en klar modreaktion. Speederen slås i bund, og spændingen skrues længere og længere op. De to en halv timer flyver forbi og ender i en hjertestoppende finale, hvor Tom Cruise laver imponerende helikoptermanøvrer gennem Kashmirs bjerge.

Det mest geniale er, hvordan Ethan Hunt placeres i centrum. Der er to slags karakterer i Mission: Impossible: dem, der undervurderer Hunt og betaler prisen for det, og dem, der ruller med øjnene og følger hans tossede planer, mens vi læner os tilbage og lader Cruise springe ud af fly for vores underholdning.

Filmens underliggende tema drejer sig om Hunts maniske beslutsomhed, især når det drejer sig om missionen; hans uhæmmede evne til at kapre en helikopter uden en plan eller påtage sig en ny identitet, der bringer ham i livsfare. Men vigtigere er, hvad han nægter at gøre. Han nægter at ofre sine venner. Han nægter at opgive sin menneskelighed, selv når verdensfreden trues.

Til tider bliver fortællingen dog rodet, som kun en spionfilm kan blive. Folk forråder hinanden af gode og onde årsager, gummimasker tages af, og CIA bliver infiltreret for 117. gang. Men tossede twists kan også være del af charmen, og når filmen ankommer til sit klimaks, er situationen klokkeklar: vi holder med Ethan Hunt, og vi holder vejret.

I en tid, hvor de fleste actionfilm består af computergenereret spektakel er Mission: Impossible – Fallout stadig dedikeret til analog film, vaskeægte stuntarbejde og diamandsolid action. Hvis nogen actionfilm i år overgår Cruise og kompagnis mesterpræstation, ville jeg være meget overrasket.