CRIMSON PEAK: Del Toros tveæggede sværd

Af Niels Harpøth

”Det er ikke en spøgelseshistorie, så meget som en historie med et spøgelse i”, forklarer den unge forfatterspire, Edith Cushing (Mia Wasikowska) en potentiel udgiver. Denne lille meta-replik hører bestemt ikke til de diskrete af slagsen, men for den mexicanske genre-maestro Guillermo del Toro er det en hurtig og effektiv måde at afstemme publikums forventninger, når han byder indenfor i sit rigt ornamenterede univers.

Det kommer som et chok for alle, når den mystiske engelske Sir Thomas Sharpe (Tom Hiddleston) gør kur til forfatterspiren Edith. Dette huer ingenlunde hendes far, men da han dør under mystiske omstændigheder, er der ikke længere noget, der står i vejen for ægteskabet. Før Edith ved af det, bæres hun som lykkelig nygift brud over dørtærsklen på Allerdale Hall – kendt hos lokalbefolkningen som Den Blodrøde Høj. Navnet kommer af det rødler, grunden er så rig på. Så rig at det ligefrem farver den nyfaldne sne. Thomas og hans frigide søster, Lucille (Jessica Chastain), formår ikke at vedligeholde godset. Ikke nok med at det rådner – det synker ligefrem ned i fundamentet. Mens man aner skjulte motiver og ildevarslende hensigter hos de to briter, forsøger Edith at falde til i sit nye hjem. Det er lettere sagt end gjort, og skiftet fra det varme og trykke New York til de kolde og dystre engelske heder, gøres bestemt ikke lettere af de genfærd, der hjemsøger grundene, og som kun hun ser.

ANMELDELSE AF:
Crimson Peak

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Guillermo del Toro

LAND:
USA

Crimson Peak er omtrent så klassisk en gotisk gyser som overhovedet muligt. På godt og ondt. Der er ingen slinger i valsen, når historien om Edith og Den Blodrøde Høj skal fortælles. En genopfindelse af den dybe tallerken, er der dog ikke tale om. Det er en kærlighedserklæring til et helt spektrum af fiktion eksekveret på den næstbedst mulige måde. Tilgangen til de klassiske konventioner grænser til det slaviske, og den største skuffelse indtræffer, når det går op for én, at der ikke bliver bragt meget nyt på bane fra del Toro og manuskriptforfatter Matthew Robbins side. Det er ærgerligt, at historien i sidste ende forløber nøjagtigt som antaget.

Heldigvis kompenserer filmens atmosfære for noget af historiens beklagelige forudsigelighed. Ambitionen er tydelig: At skabe det ultimative spøgelseshus i Allerdale Hall. Og det er lige før, at det lykkes. Opdagelysten som godset vækker er enorm og den kærlighed, der er lagt i hver detalje, er næsten til at tage og føle på.

Og så er der spøgelserne, der måske til nogens irritation spiller andenviolin til melodramaets gotiske erotik. De hvileløse døde kvinder spilles af de eminente herrer Doug Jones og Javier Botet, som de fleste nok kun vil kende fra [REC]s skrækindjagende afslutning. De bringer begge deres helt særlige androgyne fysikalitet til de smukt realiserede genfærd, der i ryk bevæger sig igennem de dunkle gange som legioner af Grauballekvinder.

Bliver Crimson Peak en Halloween-klassiker, som findes frem hvert år, når bladene dør, og vi endnu en gang svælger i den helt særlige Allehelgensstemning? Nok ikke. Men hvert andet år skal i hvert fald ikke udelukkes, da den oser atmosfære og udgør en billedskøn destillering af så mange af genrens grundsten.

Kommentarer