CREED: Intet andet end et Rocky-fix

Af Rikke Bjørnholt Fink 

Adonis Johnson var et problembarn, der blev kastet rundt i plejesystemet, indtil enken til hans ukendte far tog ham under sine vinger. Hans far var den afdøde bokselegende Apollo Creed, så æbler, stammer og alt det der jazz har givet Adonis en stærk iboende trang til at forfølge en boksekarriere. Derfor opsøger han sin fars gamle modstander og bedste ven Rocky Balboa i Philadelphia for at få en træner – og nogle svar på, hvilken mand hans far var.

Boksning er og vil altid være en fed filmsport. Nærkamp mand mod mand, hvor sved, blod og spyt sprøjter til alle sider ser bare godt ud i dramatiske nærbilleder. Imidlertid er det kun rigtig godt, hvis der er noget på spil. Vi skal have en karakter, der kæmper for noget – vi skal have nogen at holde med. Her er Creeds problem, at alle karakterer er stive, flade og uden interessante konflikter med hinanden.

Helt grundlæggende fungerer Adonis Creed ikke som hovedkarakter. Han har haft en hård opvækst og savner den far, som han aldrig har kendt. Imidlertid er det som om alle disse problemer nærmest har løst sig selv allerede ved filmens start. Eksempelvis er hans stedmor helt cool med denne uægte søn. Bevares, hun vil ikke have, at han bokser, eftersom det var det, der tog livet af hans far. Man er dog aldrig i tvivl om, at hun til sidst vil give efter.

ANMELDELSE AF:
Creed

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Ryan Coogler

LAND:
USA

Der er altså ikke synderligt meget på spil under filmens store, afgørende kamp mod den forsvarende, ubesejrede verdensmester – en hooligan-type med tyk, nordengelsk arbejderaccent. Adonis bokser selvfølgelig i stars and stripes shorts, som hans far ville have gjort det. Denne sidste kamp er flot filmet med kropsvæskedryppende nærbilleder og er ligesom træningsmontagerne i Creed medrivende. Havde resten af filmen dog bare være tilnærmelsesvis ligeså underholdende.

Sylvester Stallone leverer en lun og troværdig præstation som legenden Rocky Balboa. Selvom han har lagt boksningen på hylden, overtales han selvfølgelig til at træne Adonis og Rockys amerikansk-italienske, flabede kommentarer til den hårdt trænende Adonis er klart nogle af filmens bedste øjeblikke. Måske har han fået dybden foræret af alder, men der er et eller andet ved Rocky, der er væsentligt mindre robotagtigt end resten af persongalleriet i Creed.

Når følelserne mangler, bliver gumpetung symbolik virkelig pinagtigt at se på. Eksempelvis i starten, hvor der zoomes ind på den unge Adonis spændte næve, der løsnes, da han adopteres af sin fars enke. Billedsiden kan heller ikke bære den til tider meget dramatiske musik. Allerværst bliver det i en scene, hvor Adonis løber til Rockys lejlighed fulgt af et optog af stejlende knallerter og crossere. På denne årstid kan filmens brug af virkemidler bedst sammenlignes med et overpyntet juletræ.

Akavet on-the-nose symbolik og flade karakterer afliver effektivt dramaet i Creed, så man sidder lidt småirriteret og forudser slutningen til sidst. I gode sportsfilm bliver kampen lig med det sidste slag i en episk krig, men i denne film er boksning bare sport. Rocky-fans burde i stedet gense deres favorit blandt de gamle film.

Kommentarer