Anmeldelse
CRAWL: Alligatorgab og daddy-issues i letfordøjelig overlevelsesfilm

Af Marcus Uhre

Kun en tåbe frygter ikke havet. Det lærte vi for årtier tilbage med Jaws (1975), der markerede hajen som det nært uovervindelige monster, der i følgeskabet af ondsindede strygere kunne dukke frem fra dybet når som helst. Alexandre Aja’s Crawl gør flere hyldester til Jaws, men giver os også en forholdsvis innovativ monsterfilm med et uhyre, der om noget er endnu mere skræmmende.

En kraftig orkan lægger Floridas kystbyer under vand og forvandler civilisationen til en jagtplads for en flok sultne alligatorer – udstyret med panserskæl, et årvågent blik og iskolde dræberinstinkter. Nu handler overlevelse kun om en ting: Hvor hurtigt kan du svømme? Derfor bliver vores hovedperson, elitesvømmeren Haley (Kaya Scodelario), en forfriskende stærk kvindelig hovedrolle. Det er udelukkende hendes evner, viljestyrke og intelligens, der kan redde dagen.

Hun skulle egentlig bare tjekke op på sin far (Barry Pepper) – en stædig type med følelserne dybt begravet i en skilsmissekrise. Han er i gang med et halvhjertet salg af den forgangne kernefamilies hus, og en sølle orkan skal da ikke stoppe ham i at reparere et par afløbsrør. Men snart er de fanget i krybekælderen, hvor et par alligatorer garderer udgangen, og vandstanden stiger støt. Herfra bliver der leveret masser af potente og naturlige jump scares, præsenteret i kraft af en letfordøjelig overlevelsesfilm.

En film som denne burde ikke fungere i dag. Efter fyrre år med Jaws-kopier har vi vist forstået, at en indre krise skal besejres ved hjælp af den ydre: Man må besejre hajen for at overvinde frygten for havet, og ligeså må man besejre alligatoren for at overvinde familieproblemerne.

Alligevel fungerer Crawl overraskende godt, da filmen tager et par skarpe og innovative beslutninger. Den fastholder stædigt fortællingen i skilsmissehuset, hvilket indfører en mere håndgribelig følelse af horror, som vi har set det i film som Saw (2004) eller Green Room (2015). Derefter skærer den ned på beholdningen af roller i modsætningen til de typiske monsterfilm, der ofte introducerer ligegyldige bipersoner for blot at have et grundlag at vise vold på. Fokus bliver i stedet holdt på pinslen af de mennesker, som betyder noget for os.

Og hvor bliver de dog pint. Alexandre Aja er kendt for underholdende lemlæstelse, og denne gang skuffer han ikke. Gang på gang går rovdyrene til angreb og får bidt fra sig. Det er her, hvor viljestyrken kommer ind i billedet. Haley skal, på trods af knoglebrud og manglende stykker hud, stadig svømme hurtigere end alligatorerne, der aldrig slukker sulten efter hende og altid er lige i hælene på hende.

Dette er også, hvad der styrer Crawl endegyldigt væk fra sin inspirationskilde: Aldrig har vores protagonist overhånden, for der er ingen landjord, hvor man kan føle sig sikker. Kun en tåbe frygter ikke havet, men hvad skal man gøre, når havet invaderer dit hjem?

Kommentarer