Ordet på CPH PIX:
Hovedkonkurrencen bød på stor variation i både stil og kvalitet

Årets udgave af CPH:PIX er overstået og bød på mange forskelligartede filmiske oplevelser. Variationen gjorde sig også gældende i festivalens hovedkonkurrence New Talent Grand PIX. Den sætter, som navnet antyder, fokus på nye talenter – altså debuttanter. Vinderen blev islandske Hlynur Pálmasson for den danske Vinterbrødre, der blev mødt af overvældende anmeldelser og meget omtale fra pressen. Men var det den fortjente vinder? Der var trods alt 10 andre film at vælge imellem. Kort sagt er svaret ja.

De bedste

Vinterbrødre er en fremragende film, der skiller sig ud fra alt andet, man ser i samtidens danske film, men den kommer uden tvivl også til at markere sig internationalt. Både lyd- og billedsiden er iskold, på randen til det fremmedgørende, men den formår stadig at være enormt dragende og fascinerende. Faxe Kalkbrud fungerer som et minikosmos, hvor alt er slidt og dækket af støv, mens omverdenen lader til at være meget langt væk. Elliott Crosset Hove er en åbenbaring i hovedrollen som den ene af de to titulære brødre, hvis indre aggressioner og frustrationer langsomt bobler op til overfladen. En så skråsikkert instrueret debut skal man lede længe efter. Faktisk var der kun to reelle konkurrenter til hovedprisen blandt de nominerede film.

Den ene er franske Xavier Legrands Custody, der skildrer en voldelig og bitter skilsmisse fra den 13-årige Juliens perspektiv. Filmen er fortalt enormt økonomisk, hver scene er stramt struktureret, og der er mening bag hver eneste billedbeskæring. Hvad der starter som en hård socialrealistisk affære, bevæger sig langsomt over i noget, der minder om en thriller, men, skræmmende nok, uden at give slip på realismen. Det er voldsomt intenst, hvor specielt afslutningsscenen tager så hårdt fat om publikums strube, at det næsten ikke er til at bære. Modsat Custodys stramme 90 minutter, stikker den portugisiske The Nothing Factory, den tredje store kandidat til hovedprisen, i løbet af sine tre timer i mange forskellige retninger. Fortællingen om en række fabriksarbejdere der gør oprør, efter ledelsen forsøger at lukke for produktionen, er flydt til randen med politiske allegorier, filmiske afstikkere, mens den blander genrer på livet løs. Det bliver aldrig kedeligt, tværtimod, der sker så meget, at man får lyst til at gense den for at få det hele med.

De seværdige

Genreblandinger er der også at finde i I Am Not A Witch, hvor en 9-årig pige beskyldes for hekseri i en lille landsby i Zambia. Hun forvises til en hekselejr, som regeringen tjener gode penge på, da det er en populær turistattraktion. Selvom en 9-årig pige, der får frataget sin frihed, er enormt tragisk, er filmen også satirisk og faktisk virkelig sjov. Den udstiller det absurde i hele situationen og giver også plads til det smukke og magiske. I hvert fald inden tragedien igen tager over i filmens sidste akt. Og så er den oven i købet gudesmukt filmet. Det magiske er også at finde i Oblivion Verses, der er noget så udsædvanligt som en iransk instruktør der, finansieret af Frankrig, har lavet en film i Chile. Filmen føler en gammel pedel, der forsøger at give en ordentlig begravelse til en ukendt kvinde, der er den sidste tilbage på et lukket lighus. En simpel, men også meget allegorisk fortælling, der er filmet smukt og er fyldt med magi, såsom svævende hvaler, indendørs regn og uendelige kælderrum. Desværre står den ikke ligeså stærk som I Am Not A Witch, bl.a. fordi der er en politisk dimension, der er enormt vagt tegnet op. Der er en kontekst, man skal være indforstået med, for at få det fulde ud af filmen, og uden denne efterlades man med et tomrum.

Plads var der også til de meget mindre og personlige fortællinger. Sommeren ’93 er et stilfærdigt spansk drama om en 6-årigs liv efter forældrenes død. Den skildrer uden de store armbevægelser noget så komplekst som, hvordan børn oplever og reagerer på sorg. Den er dog så underspillet i sin natur, at den ikke kunne holde mit fokus hele vejen igennem, bl.a. fordi nogle af hverdagssekvenserne bliver ved lidt for længe uden at have et tydeligt formål. På trods af dette sad mange i salen med tårer løbende ned af kinderne, hvilket jeg ikke oplevede til andre film. Underspillet er også den argentinske The Desert Bride. Teresa er 54 og har netop forladt den familie, hun har været plejemor for i over 20 år. Hun mister sin taske og bruger en dag sammen med den handelsrejsende Gringo, der hjælper hende med at finde den. Og meget mere sker der ikke. Fokusset er på deres udviklende forhold til hinanden, mens de møder en række forskellige mennesker på deres lille rejse. Det er en tilbageholdende, men virkelig charmerende film, specielt i kraft af Teresa, der spilles vidunderligt af chilenske Pauline Garcia. Hun er en af de mest nuancerede karakterer man kunne opleve på årets PIX, og at se den ellers tilbageholdende kvinde langsomt åbne sig op for omverdenen var simpelthen skønt.

Den knapt så gode – og direkte dårlige

En ligeledes personlig fortælling er Soldiers. Story From Ferentari. 40-årige Adi er taget til ghettoen Ferentari i Bukarest for at skrive speciale om den lokale musikkultur. En uventet romance spirer mellem ham og den meget anderledes Alberto, der har siddet i fængsel det meste af sit liv. Filmen starter enormt lovende med en nærværende miljøskildring og et enormt unikt kærlighedsforhold. Desværre vendes blikket indad i sidste halvdel, hvor miljøet træder i baggrunden, og der går tomgang i forholdets problematikker. Den kan simpelthen ikke bære sin spilletid på to timer. Det er en stor skam, da der var potentiale for noget stort. Alle er dog tydeligvis ikke enige med mig, da instruktør Ivana Mladenovic fik en special mention af årets jury.

Hvor alle de andre nævnte film har noget at byde på, er amerikanske Lemon den eneste jeg direkte vil fraråde folk at se. Det er en komedie, der virkelig ikke er sjov. Hovedpersonen er enormt usympatisk, hvilket er okay, hvis han i det mindste er interessant. Det er han ikke. Der er eksperimenteret en del stilistisk, men intet af stilistikken føjer, modsat f.eks. The Nothing Factory, noget til historien og ender med blot at være form for formens skyld. Bl.a. ender et forsøg på nogle ”radikale” valg i klipperummet ud i at klipningen blot føles klodset og som et rough cut leveret af en nybegynder. Når selv Micheal Cera fremstår skræmmende usjov, er der noget, der er gået helt, helt galt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *