CPH:DOX: Portræt-dokumentarens praksis

Af Ditte Fiil Ravn

Erfaringen siger mig, at dokumentarportrætter tit bliver en informativ, men kønsløs oplevelse. Instruktørens egen stil går tabt i hyldesten af en andens, eller også vælges den klassiske (og anonyme) stil bevidst. Men en stilistisk understregning af emnet, giver immervæk en visuelt interessant film, og en ny vinkel kan give nye perspektiver. Tænk på den eksperimentelle A Liar’s Autobiography (2012), hvor Graham Chapmans liv er en stor animeret løgn, der foreviger en mand der levede for aparte humor. Eller dokumentaren Fritz – Ølhundens søn (2013) hvor en af Danmarks mest elskede skuespillere, også bliver beskrevet af sine børn som en svigtende far.

Vi begynder i filmens verden. Altså filmskaberens. I sin film Mr. X udforsker Tessa Louise-Salomé den mystiske franske instruktør Leos Carax og hans œuvre. Selvom dette kan tælles på en hånd, er der meget at sige om denne ukendte, dette x, som Carax har og er. Stykket sammen af talking heads og talrige filmsekvenser forsøger Salomé at opridse, hvem Carax er gennem tolkninger og anekdoter fra kritikere, skuespillere og kollegaer samt skriverier og ord fra manden selv. Filmklippene legitimerer argumenterne, og de er projekteret både bag, foran og på de medvirkende i filmen, som er de alle en del af denne skøre instruktørs verdenssyn. Et klart udtryk for, at instruktøren har gået efter en specifik visuel stil.

Carax poetiske energi og kontakt med den spæde filmhistorie er en begivenhedsrig fortælling – men ved vi mere om Carax som person? Når Carax tager en maske af i en af filmens sidste scener, er det så en metaforisk udvej for en ufuldendt opgave? Eller kan vi aldrig lære Carax at kende, og derfor er scenen ironisk? Vinklen virker som en udforskning af et mysterie, men mysteriet bliver aldrig løst. Filmen ender med at blive et informativt værk, hvor man ved mere om Carax’ film, men ikke så meget mere om ham.

Den anden film er et portræt af nogle nørder og en ny maskine. Kort sagt. I Print The Legend har instruktørerne Luis Lopez og J. Clay Tweel ikke bare fundet det nyeste mekaniske vidunder, 3D-printeren, men angiveligt også den nye og søde Steve Jobs. Han hedder Bre Pettis og er det stikmodsatte af den ubarmhjertige Jobs. Et levende bevis på, at man sagtens kan være en flink CEO – eller i hvert fald umiddelbart. Over for ham og hans selskab Makerbot står det enorme selskab 3D Systems og det lille Formlabs. Sammen konkurrerer de mod hinanden om at skabe den bedste hjemme-3D-printer, som skal matche den simpelhed i brug og udseende, vi Apple-vaskede forbrugere ønsker.

Filmen illustrerer, hvordan Steve Jobs-effekten er blevet et must i marketing. Og Bre Pettis har tække, modsat den indelukkede CEO Maxim Lubovsky, der knap nok kan holde en tale. Men dokumentaren behandler også andre aspekter af den nye teknologi, som konsekvenserne. Anarkisten Cody Wilson printer pistoler, skyder og lægger det på Youtube i håb om at andre gør som ham – en udfordring, der pludselig gør en printer til et mordvåben. Filmen er ikke eksperimenterende eller nyskabende i sin form, men Print the Legend giver et helt unikt og stadig engagerende portræt af både en spirende teknologi og menneskerne bag den. Historien er helt basalt dybt interessant.

Den gode historie, og især den gode vinkel er også at finde i The Voice of Sokurov af finske Leena Kilpeläinen. En film der handler om instruktøren Alexander Sokurovs livsværk, men som bringer et dybt relevant emne på banen: Sukorovs syn på sin samtid og fortid. Han har gennemlevet sovjettidens rædsler, været offer for censur gang på gang og står i dag og ser på et Rusland, han langt fra bryder sig om.

Kilpeläinen har tilbragt syv dage med Sokurov, hvor hver dag skildrer en fase i hans karriere. Som de gamle filmklip glider over skærmen, kommenterer Sokurov på sine tanker og idéer og til billederne af et moderne Rusland, falder hans kritik. Men overgangen mellem de to er ufin, og her ser vi et eksempel på, at vinklen giver nyt perspektiv, mens den visuelle stil er alt for anonym. Filmen bæres af Sokurovs egen særprægede æstetik, og det fremhæver Kilpeläinens mangel på samme.

Netop disse problematikker omkring portræt-dokumentarer adresserer CPH:DOX selv under temaet ”Your Face Here”, hvor forskellige formater forsøger at indkapsle en personlighed.

”Mr. X” vises igen 14/11.

”Print The Legend” vises igen 16/11.

”The Voice of Sokurov” vises igen 15/11.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *