CPH:DOX: Nuancer af tungsind

Af Rasmus Molin Friis

”Livet er skuffende.”

Sådan lyder det mest ikoniske citat fra Yasujiro Ozus mesterværk Tokyo Story. De fleste film på årets DOX-festival gør ikke meget for at tilbagevise den nedslående påstand, men sigende for dokumentarfilmens mangfoldighed formidler de ordene på vidt forskellige måder.

I Tomorrow is Always Too Long blandes musik, socialrealisme, melankoli og animeret porno i en pærevælling af gode og dårlige idéer og med et tæppe af tungsind konstant hængende over begivenhederne. Det er ligeså anstrengende, som det er dybt fascinerende.

Instruktør Phil Collins (nej, ikke ham) har nok indset, at livet dybest set er en fuser, men kærligheden til Edinburghs indbyggere gløder alligevel fra lærredet. Det er en ganske skizofren film, hvor knugende stemningsbilleder ender i en sær form for skønhed – som en sympatisk omfavnelse af det triste liv.

Det gælder især de animerede indslag, hvor livstrætte stop-motion-figurer stavrer rundt i storbyen til tunge strygerarrangementer. I de momenter forener Collins billeder og musik, som havde de aldrig eksisteret hver for sig.

Andre gange afslører syrede arthouse-indslag en umoden ”se mig”-attitude, karakteristisk for en ung og (over)ivrig kunstner – som da fire animerede skikkelser drager ud i en skov og deltager i et sexorgie med en kaskade af cumshots som resultat. Det er mildt sagt temmelig irriterende at se på.

Men det er en film, der bider sig fast.

Ekstremt irriterende er Visitors også, men af helt andre årsager: Der sker intet, som i absolut intet, i Godfrey Reggios sort-hvide billeddigt om det moderne menneskes isolation… eller noget i den retning.

I de russiske formalisters terminologi arbejder Reggio ud fra defamiliariseringens princip: Hans ambition er at fremmedgøre seerne fra hverdagens genkomne selvfølgeligheder, så vi kan betragte det almindelige som ualmindeligt og derved belyse vores sociale konstruktioner.  Vi skal se os selv, som besøgende på jorden ville gøre det. Som visitors.

I Reggios hovedværk Koyaanisqatsi (1982) lykkedes missionen gennem rytmik, billedpoesi og besjælinger af urbane miljøer, men i Visitors formidles tematikken så indadvendt, at det er svært at mønstre den fornødne refleksion. Filmen fremstår i sidste ende som en rundtur i Reggios smådepressive sind uden særlig relevans for beskuerne.

Filmen kunne snildt slutte en halv snes gange, før den endelig gør det – med et mystisk metalag, der nok havde vakt større refleksion blandt publikum, havde halvdelen af salen ikke udvandret forinden.

Anderledes engagerende er Hilla Medalia og Shosh Shlams Web Junkie om den første afvænningsklinik for internetafhængige unge i Kina. Filmens tematik om den moderne families manglende kontakt tilsættes et befriende skud humor og leveres uden moraliserende pegefingre. Det kinesiske samfund fungerer nok som et dystert bagtæppe for begivenhederne, men ellers må man lede forgæves efter deciderede helte og skurke i Medalia og Shlams nuancerede portrætter.

Det klassiske hønen og ægget-spørgsmål melder sig hurtigt under fanerne i enhver debat om internetafhængighed, men det er svært ikke at betragte fænomenet som et symptom på et større samfundsmæssigt problem. Det antydes blandt andet i den tragikomiske familieterapi, hvor patriarkalske fædre og plagede børn ser hinanden dybt i øjnene, skiftevis med afsky og med sorg. Da det omsider lykkes en psykiater at overbevise en af filmens web junkies om, at han skal have ondt af sin far snarere end af sig selv, er resultatet urkomisk: Drengen må ned på knæ og ytre ordet ”far” tredive gange i træk, indtil det blot fremstår som tilfældige stavelser. Samfundet har tildelt ham en rolle, og han har bare at spille den!

Da en af de indsatte drenge bliver spurgt om, hvorfor han spiller så mange computerspil, svarer han kort og koncist: ”Fordi virkeligheden er for falsk”.

 

Web Junkie er ikke en film om internetafhængighedens specifikke natur, men derimod en eminent udforskning af manglende nærvær og social utilpassethed i det 21. århundrede, hvor den virtuelle verden tilbyder en flugt fra det skuffende liv.

Tomorrow is Always Too Long vises igen d. 12/11 og 15/11

Visitors vises igen d. 12/11 og 16/11

Web Junkie vises igen d. 10/11 og 12/11 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *