CPH:DOX: Luk øjnene og lyt – Om podcasts i biografen

Af Nomi Forchhammer

Jeg er en dedikeret radiolytter – eller podcastlytter, må jeg hellere sige. Derfor var det med glædelig forundring, at jeg opdagede, at podcasts var en del af dette års DOX-festival. I samarbejde med det danske podcast-produktionsselskab, Third Ear, præsenterede DOX hele 5 arrangementer, alle “vist” i Planetariets rumteater. Men hvordan kan det være, at podcast-mediet kan være en del af en filmfestival – hører det sig overhovedet til på en dokumentar-festival? Det satte jeg mig for at undersøge.

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at podcasts langt fra er det samme som radio. “Det at lytte til podcasts er et aktivt valg,” udtaler Krister Moltzen, der er en del af Third Ears faste producer-team. “Podcasts har også en langt højere kvalitet end radio. Det er langt mere gennemarbejdet, og i og med at vi har den aktive lytter, kan vi også tillade os at eksperimentere en hel del mere med mediet”.

Netop den mere udfordrende podcast-type blev præsenteret af de britiske podcast-producenter Alan Hall og Eleanor McDowell. Deres serie, Short Cuts, dannede rammen om en aften, hvor de spillede forskellige brudstykker fra deres kæmpe kartotek, og efterfølgende knyttede et par kommentarer til dem. “Mange er vant til den strenge narrative podcast-genre, som amerikanske producenter arbejder med,” forklarer Hall. “Vi er mere montageorienterede i vores fortællestil. Vi vil male billeder med lyd, der måske kræver lidt mere af vores lyttere, men som er langt mere nuanceret end mainstream-bølgen fra USA”.

Her refererer Hall især til podcast-serier som Radiolab, Serial og This American Life, der alle udmærker sig ved at have et stramt men dog stadig et enormt effektfuld narrativ. Ved at have en fortæller, bliver vedkommende, ifølge Hall og McDowell, den lige vej til et bestemt emne. Ved at have en mere montagepræget fortællestil, bliver grænserne mellem historie og lyttere udvisket – man kommer så at sige tættere på, når fortælleren er udvisket fuldstændigt. Så Short Cuts-aftenen ikke kun skulle handle om en mulig podcast-fejde mellem britiske og amerikanske  produktioner, sluttede Mcdowell fredeligt af: “I sidste ende ville det jo være bedst, hvis grænserne blev blødt op, og vi lærte lidt af hinanden”.

På trods af at forskellen på amerikanske og britiske podcasts blev tegnet lidt skarpt op af producerne bag Short Cuts, var det ikke det eneste aftenen handlede om. Publikum var nysgerrige på, hvorfor Hall og McDowell begge nu arbejder så intensivt på podcasts, når de begge har en baggrund inden for filmverdenen. “Det er meget simpelt – podcasts har bedre billeder” forklarer Hall. “Når man kun lytter aktiveres man på en anden måde, man arbejder også hårdere på at forstå, men processen er så meget smukkere og mere givende – derfor arbejder vi med podcast,” uddyber McDowell.

En anden grundlæggende forskel, når man producerer podcast frem for film, er selve optageprocessen. Som det blinde medie kan man snige sig ubemærket rundt og optage, hvad man ønsker, hvilket ifølge Moltzer er endnu en force for podcast-produktionen: “Alle har jo en telefon på sig, så du kan optage lige nu og her. Man fanger nogle andre ting på lyd, og det bliver næsten altid mere autentisk, når der kun er tale om den rene lyd”. Vi kommer altså tættere på virkeligheden, når vi ikke skal have et billede på det. Et dokumentaristisk kriterium, der for mange vægter højt på et sandhedsbarometer (om man vil).

En mand, der nøje havde valgt podcast-mediet til at fortælle sin forbløffende historie er Thomas Andersen. For 13 år siden, blev Thomas kørt ned af en anden Thomas Andersen. Påkørslen gav Thomas Andersen varige fysiske men, men foruden hvad han har fået fortalt, husker han intet fra dengang. Derfor er han taget tilbage til Viborg, hvor det skete, for at snakke med den anden Thomas Andersen, og for at få afløb for sin egen og måske også den anden Thomas’ skyld. Podcastet er blevet kaldt Dobbeltgængeren, og fortæller på meget klassisk vis Thomas’ historie, med et klart narrativ og rekonstruerende dramatiske effekter. Man hører også mødet mellem de to Thomas’er: “Lyden var for mig her det bedste medie, jeg ville jo aldrig kunne møde ham med et kamera lige op i snotten. I stedet smed jeg bare optageren på bordet, og så gik der et fingerknips, så havde han glemt, at den overhovedet var der”.

Mange dokumentarister, der ønsker at have fornemmelsen af “fluen på væggen”, bruger oftest lang tid på at være sammen med de implicerede, før de vænner sig til kameraets tilstedeværelse. I Thomas’ tilfælde var historien derfor ikke den samme, hvis han havde valgt et andet medie. “For mig blev en barriere også brudt, når jeg havde en mikrofon i hånden. Den gav mig mod til at fortælle min historie og rejse steder hen på flere planer, hvor jeg ikke havde været før”. Dobbeltgængeren er en personlig fortælling, der med få effekter blev både sjov og spændende. Man savner i hvert fald ikke billeder til at understøtte fortællingen om Thomas og Thomas.

Der hører åbenbart en række dokumentaristiske fordele til ved at fravælge det visuelle og holde et fokus på lyden. Men betyder det, at podcasts stadig skal have en plads på DOX-festivalen? “DOX går ikke særligt meget op i skillelinjerne” forsvarer Moltzer. “Det er mere en dokumentar-festival. Det handler om, hvorvidt det er godt og af høj kvalitet, så who cares om det er film eller radio?”. Third Ear og Short Cuts produktionerne er i hvert tilfælde af ekstremt høj kvalitet, og skal nødvendigvis ikke opleves i Planetariet, for at man får det fulde udbytte af dem. Med andre ord, så kan en dokumentar også opleves med lukkede øjne – dette beviser DOX-festivalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *