CPH:DOX: At lave film er at tænke – interview med ‘Mand falder’-instruktør Anne Wivel

Af Nomi Forchhammer

Dette års åbningsfilm på CPH:DOX-festivalen var Anne Wivels Mand Falder. En film, der skildrer kunstneren Per Kirkebys liv, efter han faldt ned af en trappegang og fik en slem hjerneskade. Et traume, der både påvirkede ham, hans kunst og hans forhold til de mennesker, der er tættest på ham.

Wivel har kendt Per i mange år, og en dag, da hun skulle besøge ham, bad Kirkebys kone, Mari Anne, hende om at tage sit kamera med. Denne spontane opfordring har affødt en film, der har Kirkeby i fokus, men også inddrager Wivels egen historie i mødet med kunstneren. Hans kamp er set igennem Wivels øjne, og portrættet handler derfor om meget mere end en kamp for at genfinde sig selv. Den handler i ligeså høj grad om det at være pårørende, om et smukt venskab og om Wivels egen sorg. Jeg mødte Anne til en snak om Kirkeby, den kunstneriske dokumentarfilm, og hvordan hun undervejs i filmskabelsen genfandt sig selv, efter hendes mands lignende, men dødelige uheld.

Fra DOX-festivalens side er der altid en særlig stolthed over den danske dokumentarfilmkunst. Netop derfor var det ikke overraskende, at Mand falder blev valgt som åbningsfilm. “Fra festivalens side tror jeg, at de er meget optaget af æstetik og modernitet, og lige der er Per Kirkeby ikke til at komme udenom,” siger Wivel. ”Det er lige i festivalens ånd, at man vælger min film som åbningsfilm”.

Foruden at være en kunstfilm i kraft af Per Kirkebys kunst, tenderer Mand Falder også mod en dokumentarisk artfilm i kraft af sit filmsprog. Dette er meget ulig, hvad man normalt ser i portræt-dokumentarer, der som oftest har en meget undersøgende og udpenslende præmis – man vil helt om bag facaden. Wivels dokumentar kommer også bag om Kirkebys person, men på en anderledes måde.

“Jeg er ligeglad med alle mulige konventioner, og i virkeligheden bryder min film jo med en masse journalistiske konventioner. Derfor tror jeg også, at den kan virke aparte. Det her er jo en samtale og ikke et interview.”

Allerede fra første scene bliver det gjort klart at Wivel er til stede i filmen, og undervejs, når Per kigger ind i kameraet, hører man Wivels stemme og indblanding i filmens univers. “Jeg ville gerne skabe noget filmisk stof, der afspejler, hvordan jeg selv opdager et andet menneske. Det gjorde jeg igennem samtalen, der per definition er åben, nysgerrig og båret af følelser. Min film er en lang samtale. Det vil sige, at den er helt åben og slutter aldrig med en konklusion. Det er jo provokerende, på sin vis”.

Wivel bruger i høj grad dvælende, filmiske billeder til at fortælle Pers historie, frem for at skære pointerne ud i pap. Instruktøren fremhæver selv en scene, der med hendes egne ord huggede til historien på en anti-journalistisk måde. Scenen finder sted i sommerhuset på Læsø; Per og hans kone står i køkkenet, begge med ryggen til kameraet, og man kan høre konen Mari Anne sige: “Jeg synes ikke vi skal optage i dag, fordi jeg er ked af det, og du er sur”. Herefter klippes der til nogle smukke naturbilleder, og i næste scene ser man Per sidde alene og sige: “Jeg har svært ved at udtrykke min kærlighed til Mari Anne i ord”. Forholdet mellem Per og Mari Anne står her enormt åbent, og man bliver på en måde frustreret af, kun at se en flig af deres kontrovers.

“Han reflekterer faktisk stadig, over hvad det vil sige at have et sammenstød, men det rager ikke os, hvordan et skænderi ser ud mellem to mennesker, det er alt for privat,” forklarer Wivel. ”Denne film er ikke privat. Den har en intimitet, den har et nærvær, men den har ikke en penetrerende detektivisk pågåenhed, fordi den er ikke ude efter en konklusion. Derfor vil jeg ikke vise det på den måde”.

“Selvom jeg ikke udpensler alt, så betragter jeg stadig den her film som vanvittig konfronterende og provokerende. Jeg tror, det er enten eller. Hvis du har meget journalistiske bagtanker og efterlyser det her i filmen, så skal du give dig til at tænke i stedet. Det er jo filmsprog, jeg bruger i stedet. Derfor skal du også stoppe op for at analysere det, der bliver vist – hvad siger filmen så her?”

Igennem hele filmen mærker man Wivels tilstedeværelse bag kameraet – også når hun ikke taler. Den gensidige åbne samtale har i ligeså høj grad påvirket instruktøren, som den har haft indvirkning på Kirkeby.

“Jeg har altid været meget bevidst omkring, hvilken tilstand jeg selv var i og dermed, hvad filmen skulle spejle. Jeg er udstyret med en metabevidsthed”.

“For Per og mig var det en gensidigt stimulerende proces. Vi havde hver vores tab og sorgbearbejdelse i gang, så vi møder hinanden i et eksistentielt rum, hvor han godt ved, at jeg har en bagage, og det er helt sikkert derfor, han inviterede mig ind. Vi kan mødes i et rum, hvor vi kigger på et tab og nogen livsforandringer, som vi ikke ved hvor ender”.

Efter hendes mands død lavede Wivel en film om ham. Dette var i 2011, hvorefter hun to år efter begynder at arbejde med Kirkeby. Selvom de to film ikke har en umiddelbar sammenhæng, vil de for Wivel altid være forbundet: Specielt, forklarer Wivel, hvordan filmarbejdet med Kirkeby var med til at bearbejde sorgen over hendes mand Svends død: “Jeg havde meget svært ved at finde tilbage til den tilstand, hvor jeg kom fra, hvor jeg bare var mig selv og tænkte mine egne tanker. Den fandt jeg ved at lave denne her film. Jeg slap det der med hele tiden at tænke, ’åh nej, hvad har jeg nu sagt til Svend, lige inden han døde’. Mine tanker på optagelserne var i stedet: ’Skulle jeg hellere føre ham ind i det rum, hvor der er noget andet lys’ og sådan nogle overvejelser. På den måde blev jeg pludselig mig selv igen”.

På mange måde bliver filmen, derfor både en afspejling af Per Kirkebys person netop nu, og på Anne Wivels egen person og den udvikling, hun har gennemgået siden sin mands død. Filmen giver små spor og antydninger af Kirkebys person, på en kunstnerisk og dybfølt dokumentaristisk manér, der ikke er set så ofte i portræt-dokumentargenren. Filmen kræver meget af sit publikum, for at man kan forstå alle de lag, den har, og derfor skal man tænke mere over symbolikken. Man skal dvæle ved det nærvær og de pauser filmen har, i stedet for at forvente nogen endelige konklusioner.

“Min måde at se verden på er sådan indrettet, at når jeg har været igennem en række tanker, også nu her, hvor jeg har snakket med dig, så vil en række nye spørgsmål dukke op, men egentlig ikke nogen slutning. Jeg søger heller ikke en konklusion på det hele. Jeg prøver heller ikke at hjælpe dig med at få en, altså fordi hvad skulle det være? På sammen måde gælder det med min film. Det at lave en film er også at tænke, og jeg tænker over nogle ting, som jeg fortsætter med at tænke over i Per-filmen, også efter den er slut.

Foruden at være en del af CPH:DOX’s filmprogram vises Mand Falder også i de danske biografer landet over. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *