CPH:DOX: Højdepunkterne fra årets festival

Af Rikke Bjørnholt Fink & Nomi Forchhammer

Over 10 dages overvældende dokumentaristisk bombardement af film, konferencer, konkurrencer og podcasts er ved at være overstået, hvorfor vi her på Ordet ser tilbage på højdepunkterne ved dette års CPH:DOX-festival.

Jury-vinder og publikumsdarling

Den helt store vinder, der løb med dette års DOX:Award, var den amerikanske God Bless The Child, instrueret af parret Robert Machoian og Rodrigo Ojeda-Beck. Filmen blev genstand for en debat, om hvorvidt der overhovedet er tale om en dokumentarfilm, eftersom dens fortælling om fem børn, der må klare sig på egen hånd, er iscenesat.

Foruden DOX:Award blev der uddelt en række andre priser. Heriblandt løb David Singtons The Fear of 13 med Politikens Publikumspris. Denne film er en langt mere klassisk dokumentar, hvor udgangspunktet for historien er et typisk talking heads-interview tilsat en række rekonstruerende effekter. Filmen fortæller historien om Nick Yarris’ liv, og tid som fange på dødsgangen. Efter 18 år ønskede han at dø, men en dommer bremsede hans begæring, idet han kunne se, at Yarris også havde ønsket sin sag genåbnet utallige gange. Det, der løfter denne film op over andre dokumentarfilm af denne slags, er først og fremmest hovedpersonen selv, Nick Yarris. Han benytter nemlig en helt særlig indlevelse og spændingsopbyggende fortælleteknik.

Efter The Fear of 13 havde premiere, besvarede Sington en række nysgerrige spørgsmål fra publikum. Det var helt tydeligt, at det især var Yarris’ optræden, der vakte opsigt: “Jeg har som sådan ikke instrueret ham, men jeg har bedt ham om at lægge vægt på nogle bestemte ting”. Sington har selv en baggrund inden for radio-faget og trækker derfor også på sin erfaringer derfra: “I bund og grund kan det hele koges ned til den gode historie. Klassisk historiefortælling er essensen af denne film. At det så også er en fantastisk historie uden alle effekterne og billederne er blot en gave for mig!”. Filmen fortjener alt den hæder, den modtager nu. Med publikumsprisen i bagagen kunne noget tyde på, at selv den helt klassiske dokumentarfilm stadig kan fungere – selv på en moderne og innovativ dokumentar-festival.

Oversete jøder

Så vidt vinderne, men blandt de nominerede, der ingen priser fik, gemmer der sig selvfølgelig også nogle skønne film. Her skal den belgisk producerede Birodijan nævnes. Den handler om et lille, jødisk samfund i det fjerneste Østrusland, som Stalin oprettede og senere forfulgte. Instruktøren havde mødt en mand, hvis familie overvejede at rejse dertil i sluttrediverne, men som i stedet, med undtagelse af én søn, blev udslettet i Auschwitz. Først er filmen ikke meget mere end billedeflimmer, som ikke kan afkodes. Efterhånden tages vi dog med længere ind i dette samfund af søndagsskoler på jiddisch og forsvundne bøger. Det gælder en kulturs overlevelse gennem både kommunistisk forfølgelse og uundgåelig afbefolkning og for at hjælpe en døende kultur, benytter filmen pauser i narrativet til at afspille traditionel musik og poesi på jiddisch. En dokumentarfilm, der blev optaget på 3 uger, men som stadig har taget sig tid til at dvæle ved skumringslyset over en fjern østrussisk sø.

En anden fantastisk dokumentar om et jødisk samfund i forfald er Town on a Wire, der skildrer livet i Lod på grænsen mellem Gaza og Israel. En by, hvor to arabiske familier ligger i bandekrig med hinanden, hvor lokale middelklasse-zionister leger bosættere og hvor staten Israel har opgivet demokrati for at indsætte en udpeget borgmester. Vi begynder, da han indtræder i embedet, og tager fat på byens kriminalitetsproblem. Titelsammenfaldet med den amerikanske TV-serie The Wire er på ingen måde tilfældig. Den visuelle stil matcher godt for en dokumentar, og først og fremmest er Lods persongalleri farverigt as fuck. Mød den arabiske aktivist/mor til fire, den vrede, karismatiske, fodboldelskende imam, den dybt provokerende, men altid smilende, zionist, den brobyggende borgmester og den onde Likud partisoldat, der overtager hans plads.

På ingen måde til at overse

The Wolfpack levede klart op til al den hype, der kredsede om filmen allerede længe, før DOX overhovedet var begyndt. Historien er fra det virkelige liv, der næsten lyder for utrolig til at være sand. I selskab med en række af verdens bedste film har de seks Angulo-brødre hele deres liv været indespærret i deres lejlighed i NY. Dokumentaren følger dem, da de endeligt får modet til at trodse deres fars udgangsforbud og møder verden udenfor. Filmen er et morsomt og rørende portræt af brødrenes dagligdag, der foruden at se film også går med at rekonstruere dem. Selvom filmen ikke vandt nogen priser ved DOX, har den med årets Sundance-pris og stigende popularitet en begyndende kult-status hængende over sig. Oscar-rygterne er også begyndt at svirre, så det er nok ikke sidste gang, vi hører til disse brødre.

Selvom festivalen officielt er slut, betyder det dog ikke et endeligt punktum for DOX-bølgen. De følgende dage er der ekstravisninger – blandt andet af flere film nævnt i denne artikel. Derudover kommer DR2’s Dokumania til at sende nogle af festivalens dokumentarer, samt streame dem på dr.dk. I skrivende stund er Rockefeller-Bedrageren oppe og d. 8. december, får den meget omtalte Deep Web, om den skjulte del af internettet, dansk tv-premiere. Festivalens store søskendefilm, nemlig prisvinderen God Bless the Child og hypevinderen The Wolfpack kan desuden ses på amerikansk Netflix. Herfra takker vi DOX-arrangørerne for mange store oplevelser og glæder os til, at sponsor-reklamerne ikke længere sidder klistret til nethinden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *