CPH:DOX: Fortællingen bag det sagte

Af Rasmus Molin Friis

En ung mand uden nævneværdig filmisk erfaring griber fat i et beskedent kamera og følger sin eksistentielt tyngede far i månederne op til hans hjemrejse til Indien. Resultatet: en af de mest vedkommende film på CPH:DOX.

Fortolkninger af virkeligheden

Historien bag Nitesh Anjaans debutfilm Far from Home er på mange måder opsigtsvækkende, men tror man, at der er tale om en amatørs heldige vildskud, tror man galt. Anjaan har klare holdninger til dokumentarfilmens muligheder og begrænsninger og en stålfast tro på egne principper trods et ikke-eksisterende bagkatalog og en stærk emotionel tilknytning til det skildrede.

”Jeg tror, det er en illusion, at man kan være en flue på væggen. Når jeg har stået med kameraet, har jeg været meget bevidst om at fortolke virkeligheden eller finde det i virkeligheden, som på en eller anden måde er det, jeg kan bruge. Det er meget selektivt. Jeg tror altid, man er selektiv – bevidst eller ubevidst – når man har et kamera i hånden, eller når man skriver om virkeligheden.”

I Far from Home følger Anjaan sin far, som efter et helt liv i Danmark har besluttet sig for at vende hjem til sit fødeland Indien – velvidende, at han aldrig kan omgøre beslutningen.

Med flere dage bag sig end at se frem til har Anjaans far givet op på tilværelsen og synes kun at undslippe virkelighedens vægt foran spillemaskinernes løgnagtige facader. Han ødsler månedslønne væk, som var der intet alternativ, og lukker sig mere og mere om sig selv, mens hverdagens mølle lader dagene komme og gå. Han ser ingen anden mulighed end at flygte fra sit liv og søge fornyet lykke, hvor han trådte sine første skridt.

Ord er utilstrækkelige

Filmens drivkraft er Anjaans ambition om at komme sin far nærmere, før han definitivt forsvinder ud af hans liv. Lære at forstå ham, hvad der ligger bag hans afhængighed af først alkohol og senere spil, og hvorfor hans ægteskab endte i ruiner. Det er svært at famle sig frem til en person, der har mistet sig selv i eksistentiel lede, men kameraet kan være et nyttigt redskab på rejsen. Det handler om blikket for det store i det små.

”Kameraet giver et projekt, giver en grund til at systematisere og en grund til at reflektere over det, man systematiserer, og finde ud af, hvad det egentlig siger om noget – om mennesket, om relationen, om følelserne i det her. Jeg fik lavet et kompas omkring, hvad det var, jeg søgte med kameraet. Noget af det, der er vigtigt, er de her meget nære detaljer, der gør os til mennesker, altså små blikke, stilheder, lyden af ting i et rum, som jeg er ekstra opmærksom på, når jeg filmer.”

”For mig er ord en overfladisk størrelse. Når man har haft en svær relation til sine forældre, så er det ret ofte ord, man hænger sig ved, når man går ud af rummet, men det, der faktisk har trigget en følelsesmæssigt, er det, der ligger uden for ordene. Det er nok ret ofte en afmagt, der kan opstå i stilhed; nogle følelser, man ikke rigtig kan sætte ord på. Nogle uudsagte ting.”

Don’t tell it

Trods instruktørens personlige forhold til det skildrede afholder filmen sig fra at spille på de store tangenter. Der er ingen storladne strygere, ingen hysteriske udbrud, ingen inspirational quote-æstetik; kun et organisk udtryk rettet mod verdenen bag det sagte. Det var et naturligt valg for Anjaan, der hadede de indiske sæbeoperaer, han blev fodret med som lille, fordi de fortalte ham, hvad han skulle mene og føle.

”På et tidspunkt skrev jeg to ord i mit kladdehæfte: det ’usagte’ og det ’overfortalte’. Og så tog jeg en beslutning omkring formen i fortællingen og satte en stor streg under det usagte. Hver gang klipperen ville have noget mere eksposition, så pegede jeg på den streg. Lad fortiden leve i nutiden og lad os ikke kvæle fortællingen i at fortælle om nogle ting, der engang har foregået.”

Hvor hjerter banker i takt

Anjaan har konstant seeren for øje i portrættet af sin egen far, og han sørger for, at konklusionerne bliver draget på biografsæderne snarere end på skærmen. Derfor fungerer filmen ikke kun som en selvterapeutisk behandling af instruktørens eget forhold til sine nærmeste, men som en universelt engagerende fortælling om familiære relationer.

”Noget af det, jeg gerne ville ved at fortælle, og noget af det, som jeg synes, kunsten skal kunne, er at minde os om nogle af de følelser, vi har; eller i hvert fald skabe et rum, hvor hvis vi ikke kan finde ud af at snakke om det, så kan vi i hvert fald gå ind og føle det og komme i tanke om, at der er en hel masse, der ulmer inde i os.”

”Det er faktisk en meget grundlæggende ting i mig, og det er nok også derfor, jeg har turdet kaste mig ud i noget, som er personligt og noget, hvor mit hjerte banker – og det er også derfor, jeg er glad for, at det banker i takt med andres; at det ræsonnerer. Det handler meget om at gøre det universelt, men samtidig holde fast i det, som banker i ens eget hjerte.”

Far from Home – med den danske titel Bob Marley døde på min fars fødselsdag – har sidste visning på CPH:DOX i dag kl 14:15 i Palads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *