CPH:DOX: Først kunne ingen se det… Så kunne alle

Af Rikke Bjørnholt Fink

I denne artikel skal det handle om film fra festivalens Crime Wave- og Drama!-sektioner. Film, hvis dramatiske fremdrift matcher den samme slags som i en psykologisk thriller eller et afsnit af en detektivserie. Nærmere bestemt drejer det sig om The Amina Profile (2015) og The Confessions of Thomas Quick (2015). Begge handler de om løgne, der voksede sig så store, at deres hovedpersoner blev berømte. Én udgav sig for at være syrisk, lesbisk blogger og en anden for at have slået 39 mennesker ihjel. Ironisk nok ender den, der bare gerne ville oplyse om det arabiske forår som en kynisk skurk, mens Sveriges største forbryder i virkeligheden var offer for et justitsmord. Dette er ikke en spoiler, for kernen i disse film er kampen for at finde sandheden og få en retfærdig slutning. Hertil kommer, at de begge er sublime eksempler på, hvordan al logik forsvinder, når medierne først er gået i selvsving.

The Confessions of Thomas Quick (2015)

En film om noget så sjældent som en skandinavisk seriemorder. Thomas Quick var efter et omtumlet liv og et groft røveri endt på retspsykiatrisk klinik i Säter i 1991. Her begyndte han efterhånden at indrømme at have begået næsten alle uopklarede mord i Sverige plus et enkelt i Norge. Alle var tilfredse. Thomas’ psykiatere havde nu en hjemmel for deres psykoanalytiske teorier om mordere, politiet havde opklaret 39 uløste mord på kun 10 år, og formiddagsbladene havde masser af gru til krimisiderne. Imidlertid blev Thomas Quick stoffri omkring midten af 00’erne, og så var det som om, han ikke havde slået nogen ihjel alligevel.

The Confessions of Thomas Quick er opbygget som en talking heads-dokumentar med masser af rekonstruktioner. Både med skuespillere når det handler om Thomas’ ungdom og med politiets egne arkivoptagelser fra gennemgangen af mordene med den rigtige Thomas Quick. Han medvirker i øvrigt selv i filmen; stoisk rolig og uhyggeligt velformuleret. Rekonstruktionerne virker alligevel, for den skuespiller man har fundet, ligner ham så meget, at man hurtigt glemmer det kunstige element. Soundtracket er ikke på Philip Glass-niveau, men derudover er denne film et godt bud, hvis man elskede Errol Morris’ The Thin Blue Line (1988). Thomas Quicks historie mangler nogle statements fra de mennesker, den selv udnævner til skurkene, men er en spændende historie om, hvad der sker, når retssystemet bliver for ivrigt. Hertil kommer der endnu et tragisk element i de sager fra 70’erne og 80’erne, der nok aldrig bliver opklaret nu.

The Amina Profile (2015)

Det startede på en online datingside, hvor Sandra fra Montreal mødte den smukke, syriske kvinde Amina Arraf. Et hedt onlineforhold tager hurtigt fart, men så bryder protesterne ud i Syrien, og det bliver mere og mere farligt for den åbent lesbiske og systemkritiske Amina. Sandra er konstant bekymret, indtil det værste sker, og Amina tages til fange af styret. På dette tidspunkt begynder det at gå op for verden, at ingen nogensinde har set Amina Arraf i virkeligheden.

Filmen er bygget op omkring Sandras møder med Aminas followers, andre syriske bloggere, journalister og selvfølgelig den person, der stod bag Aminas blog A Gay Girl in Damascus. Ud over selve kærlighedshistorien berøres også sociale netværksmediers betydning for revolutionen, og hvordan en blog kan rykke både fremad og fra hinanden. Indimellem ser vi billeder af en kvinde, der vandrer rundt i en mellemøstligt udseende by. Vi ser aldrig hendes ansigt, men det involverer os i Sandras fantasier om Amina; seksuelle som intellektuelle. Filmens thrillerelement intensiveres, da jagten går ind på det menneske, der et år i træk har brugt mindst 5-6 timer dagligt på at være en anden. Vi møder vedkommende til sidst, og man bliver ikke skuffet. En historie om kærlighed, revolution og illusion, der er lige så dramatisk, som den er sand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *