CPH:DOX: Et ansigt på statistikkerne – interview med Andreas Koefoed

Af Rikke Bjørnholt Fink

10 dages fænomenal dokumentarfilmfestival starter i dag, og i år sætter CPH:DOX særligt fokus på flygtningekrisen med den såkaldte Borderline-serie. Filmene i Borderline udgør et modstykke til mediernes dækning af flygtninge som en stor grå masse og giver publikum mulighed for at lære nogle af vores nye medborgere at kende.

Blandt filmene er Andreas Koefoeds Et Hjem i Verden. Her følger vi børnene på Røde Kors skole for flygtningebørn i Lynge. Ordet.net har mødt den danske instruktør til en snak om børns kameratække, den danske natur, og hvorfor ventetid kan være helt enormt giftigt.

Røde Kors’ flygtningeskole huser omkring 120 børn. Udskiftningen i en klasse er omkring 80 % på et år, da eleverne enten sendes videre i en dansk skole, får opholdstilladelse eller bliver udvist. Scenerne udspiller sig i børnehøjde, og som en flue på væggen tages vi med til både disciplinerede grammatikøvelser og skænderier ved bordtennisbordet. For Andreas Koefoed var en film om flygtningebørn en mulighed for at splejse to vigtige interesser:

”Jeg ville gerne lave noget, der både kom tæt på nogle børn, og som samtidig havde en samfundsrelevant historie. Små historier om det at vokse op var jeg allerede optaget af på filmskolen, og så har jeg tidligere beskæftiget mig med flygtninge, da jeg læste sociologi og lavede forskellige opgaver om det”.

Fra krigszone til sneboldkamp

Forventningen om børns uspolerede verdensbillede brydes indimellem af dystre scener, hvor eleverne fortæller om mareridt eller laver billedsøgninger på deres krigshærgede hjemland. Især den tænksomme og stille, tjetjenske dreng Magomed er central i filmen.

”Det er spændende at lave film med børn, der ikke er børnefilm. At lade dem stå frem selv, tage dem alvorligt og lade dem fortælle i kraft at deres tilstedeværelse. Disse børn er jo i fredelige omgivelser, men de har været igennem en del, og det kommer til at ligge som en undertekst gennem hele filmen.”

”Jeg tror, jeg valgte Magomed, fordi han var spændende, i og med han ikke sagde et ord. Han var tilbageholdende og observerende, men der foregår en del i hovedet på ham. Så havde han meget respekt fra klassekammeraterne, og jeg observerede, at han blev et bindeled til de andre børn.”

Ved siden af optagelserne fra skolen møder vi børnene i skovkanten, i en bus i regnvejr og under en sneboldkamp i hold. Årstidernes skiften i Danmark tilsat lettere melankolsk musik bliver således den baggrund, der kontrasterer bureaukrati og myndighedernes vurderinger af humanitær status.

”Det er det Danmark, der møder de børn. Jeg vil gerne lave en universel fortælling om at vokse op i verden. Naturen er uafhængig af samfund og politik, så jeg ville gerne have, at den skulle have en betydning”.

Filmen er blevet til over to år, så både årets gang, klassernes store udskiftning, og de enkelte børns udvikling bliver tydelig i løbet af 58 minutters spilletid.

Et ansigt til masserne

Det lange seje træk gennem det danske asylsystem kommer i filmen til udtryk, når det flere gange fejres, at en af børnene har fået opholdstilladelse. Desværre er der også nogle, der må rejse hjem, og Magomeds egen far, der er blevet tortureret og forfulgt af russerne i Tjetjenien, forklarer sin søn, at de danske myndigheder ignorerer hans dokumentation og vil sende ham hjem til fængsling eller henrettelse. Andreas Koefoed håber, at hans film kan bidrage til at menneskeliggøre de flygtninge, der i medierne kun optræder som statistikker og en gruppe, vi hverken har plads eller råd til. Adspurgt om han gik ind i projektet med en særlig holdning til asylsystemet, svarer han:

”Jeg var ikke ude på at lave en kritisk skildring af det danske asylsystem. Jeg vidste selvfølgelig, at der var nogle kritiske punkter og ville gerne se, hvordan den store uvished og lange ventetid påvirker børn. Men mit indtryk af skolen var, at der var en gruppe kompetente lærere, der kunne rumme børnene og gjorde et godt stykke arbejde. Så jeg har set, hvordan man kan håndtere flygtningebørn, når man sætter nogle ressourcer af til det.”

”De har brug for struktur, vished og normalitet. Hvis man kan skabe det, har de mulighed for at vokse derfra. Uvished og ventetid kan forhindre udviklingen, mens struktur og omsorg kan bringe dem videre. Drengen Alis sag var blandt andet 6 år undervejs med afslag og anker, og hans forældre er i mellemtiden blevet psykisk syge.”

Om Borderline-filmene bemærkes det, at den flygtningestrøm, som vi oplever nu, kun er den del af de mennesker, som DOX-instruktører har brugt årevis på at beskæftige sig med. Andreas Koefoed selv påbegyndte sin film i 2011. Han mener, at filmene er vigtige, fordi de præsenterer en anden virkelighed end den endeløse række af tal, vi får fra medier og politikere.

”Jeg synes det er spændende, at DOX griber teten. Det har jo været massivt dækket i flere måneder, og filmene åbner op for et grundigere perspektiv på situationen. De sætter ansigt på noget af det statistik, der kommer op, når man snakker antal og jobs og integrerbarhed. Der er nogle, der hele tiden siger, at vi ikke kan tage flere, men disse mennesker har oplevet noget meget voldsomt, så de kan ikke bare gå ud og finde et arbejde. Det kan jo være vanskeligt nok for en nyuddannet akademiker. Man må give folk noget tid og noget forståelse.”

Den 5., 9., 11. og 12. november er der mulighed for at gå i biografen og møde børnene fra Et Hjem i Verden. En samling af helt almindelige piger og drenge, der har haft det vanskeligere end de fleste, men som kører bus i regnvejr ligesom alle os andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *